Mens de største forsikringsselskaber Tryg og Topdanmark ser ud til at få det bedste år nogensinde, så er der også selskaber, som hænger med svage resultater og sågar underskud. Det viser en gennemgang af forsikringsbranchens combined ratio for årets første tre kvartaler – eller for første halvårs regnskab for de mindre ikke-børsnoterede spillere, som ikke leverer kvartalsregnskaber.
Værst ser det ud for det gensidige selskab Popermo Forsikring, som fik et underskud på det forsikringsmæssige resultat på 6,6 mio. kr. Selv angiver ledelsen i regnskabet både større erstatningshensættelser fra indeværende og tidligere år som årsag til det utilfredsstillende resultat.
Det er dog mere acceptabelt for de gensidige selskaber at ligge med underskud et enkelt år eller balancere lige under 100 på combined ratio i længere tid, mens de større børsnoterede selskaber typisk går efter at ligge på 90-91 i et normalt år.
Vækststrategi kan være forklaring
En anden årsag til dårlige resultater i en periode kan være en vækststrategi, hvor et selskab øger omkostninger til f.eks. markedsføring eller banker prisen i bund for at vinde nye kunder. Det er situationen i Nem Forsikring, der også ejer det nye netbaserede forsikringsagentur Next Forsikring. Her har man ligget med en combined ratio på over 100 i to år.
Selv skriver Nem Forsikrings ledelse, at resultatet i første halvår blev et underskud på en halv million kroner for det ret lille selskab. Trods væksten er det et utilfredsstillende år for Nem Forsikring:
”Dette er ikke et tilfredsstillende resultat. Der var dog forventet et beskedent resultat, og der var også budgetteret med et negativt resultat på forsikringsdriften som følge af den kraftige vækst, som selskabet stadig oplever. Resultatet skyldes hovedsageligt et usædvanligt stort antal brande, som har belastet forsikringsdriften negativt,” fremgår det af regnskabet. Også Pensam Forsikring ligger med et lille negativt resultat på driften for første halvår.
Protector Forsikring er vendt
Til gengæld er mange af de større spillere begyndt at klare sig bedre. Det gælder først og fremmest udskældte Protector Forsikring, som ifølge konkurrenterne gik i marken med nogle uholdbart lave priser til især industrikunder. Men så blev den danske topchef Flemming Conrad verfet ud og erstattet af den mere konservative Thomas Boutrup. Og det har givet pote for resultatet, som er vendt fra et blodrødt 2016 med en combined ratio på 113 til et første halvår 2017 på 90,4.
Også LB Forsikring har vendt et svært 2016 til et fornuftigt første halvår 2017 med en combined ratio på lige over 90. Mere overraskende er det måske, at de to store udenlandske udfordrere i Danmark If Forsikring og Gjensidige begge ligger med combined ratio på ret høje 97,4 og 97,5. Det indikerer, at begge spillere fortsat er i offensiven på det danske marked. Det samme gælder for Købstædernes Forsikring, som ligger med en langtfra prangende combined ratio på 98,1.
Læs også Forsikringsbranchen drøner mod historisk rekordår i 2017
Foto: Foto: Photographerlondon | Dreamstime
LÆS MERE
Vi går bag om Trygs nye offensiv
Sagild afsat. Vi går bag om næste skridt i opgøret om Topdanmark
Mæglerhus kårer stærke forsikringsselskaber og ryger i clinch med Topdanmark
Codan direktør ser endelig lys, men mæglermodel presser forsikringsbranchen
Skarpt angreb på pensionsmæglernes forretningsmodel
Her er vinderne og taberne i forsikringsbranchen
Her er de vigtigste nye forretningsområder for forsikring
Bilforsikring bliver teknologisk slagmark. Nu vil selskaberne holde øje med kørslen
Prisdumping, opgør, skilsmisse og store tab af markedsandele. Forsikringsbranchen ændrer sig hastigt