;
2.2 PwC bruger en kreativ fortolkning af de internationale regnskabsstandarder, når revisionskæmpen selv skal aflægge regnskab. På billedet ses PwC's kontor i Holland. PR-foto

Inside story

Her er landets førende konsulenthuse

Nye regnskaber afslører store forskelle på, hvor godt rustet flere af de førende konsulenthuse trådte ind i det glohede marked. Især de allerstørste har brugt krisen på at vokse, mens væksten ser ud til at være hæmmet hos flere mindre specialister.

Mens konsulentbranchen brager af sted på en sand rus af transformations- og digitaliseringsopgaver for et umætteligt dansk erhvervsliv, tikker de første vidnesbyrd om konsulenthusenes resultater fra det højdramatiske coronaår ind.

Regnskaberne dækker for manges vedkommende over en periode, hvor Danmark gik fra en mere eller mindre total nedlukning til den fulde genåbning af samfundet, som har sendt dansk økonomi ud i en voldsom vækst.

For konsulenthusene har genoplukningen været kærkommen efter et år, hvor først statens konsulentstop og siden pandemien lagde låg på ordrerne og kastede flere konsulenthuse ud i fyringsrunder og kollektive lønnedgange.

I dag er virkelighed den diametralt modsatte. Efterspørgslen på konsulenthusenes kompetencer er den højeste i mange år, og den største hæmsko for væksten kommer indefra, hvor det er manglen på hænder, der sætter begrænsningerne og gør, at konsulenthusene i visse tilfælde er nødt til at takke nej til opgaver.

Alligevel er der stor forskel på, hvordan og hvor stærkt konsulenthusene er trådt ind i det glohede marked, viser de første regnskaber fra nogle af landets største rådgivervirksomheder.

Især flere af de allerstørste huse har lagt yderligere volumen til konsulentforretningerne, mens væksten er aftaget en anelse for flere af de mindre fremadstormende konsulenthuse.

Big Four-huse vokser på rådgivning

I førstnævnte kategori finder vi de to store Big Four-huse, Deloitte og PwC, som begge vokser pænt, men samtidig har håndteret krisen på forskellig vis. Det samme gælder Boston Consulting Group, der øgede omsætningen i Danmark med hele 26,5 pct., mens konkurrenten McKinseys danske omsætning gik 8,3 pct. tilbage.

Deloitte valgte i begyndelsen af coronakrisen at afskedige et par hundrede ansatte, som dog hurtigt blev opvejet af nye ansættelser, da den økonomiske usikkerhed, som krisen medførte, begyndte at aftage. Omvendt satsede PwC ved at fastholde medarbejderne gennem de hårdeste krisemåneder.

Tilbage står, at begge Big Four-huse kommer ud af seneste regnskabsår med konsulentben, der vokser.

PwC oplyser ikke omsætningen fordelt på forretningsområder, men blot på de to markedssegmenter revision og rådgivningsydelser. Omsætningen i Pwc steg 7 procent til 3,3 milliarder kroner, hvoraf rådgivningsydelserne tegnede sig for 2,3 milliarder kroner efter en vækst på næsten 7 procent sidste år. Ifølge topchef Mogens Nørgaard Mogensen var den underliggende vækst i konsulentforretningen dog endnu højere.

”Vi har de højeste vækstrater på over 10 procent i konsulent-, skatte- og transaktionsforretningerne, men vores revisionsforretning klarer sig også rigtig flot,” siger Mogens Nørgaard Mogensen.

Som mange andre konsulenthuse mander PwC markant op på bæredygtighedsområdet, hvor nye krav strømmer ind over danske erhvervsliv. PwC er ifølge Mogens Nørgaard Mogensen gået fra godt 30 konsulenter, der arbejder med bæredygtighed, til omkring 100 konsulenter i dag, og Mogens Nørgaard Mogensen forventer, at det bliver et stort forretningsområde for PwC i fremtiden.

”De 100 vil nok blive til et par hundrede inden for nogle få år. Og hvis du er et par hundrede ansatte, er du oppe i en forretning med en omsætning på 200-300 millioner kroner,” siger han.

Varsler team grabs hos konkurrenter

Over sommeren overtog PwC det mindre konsulenthus Strand & Donslund. Opkøbet var et særsyn hos PwC. Revisions- og rådgivningshuset har ikke tradition for opkøb, og det står ikke til at ændre sig, slår Mogens Nørgaard Mogensen fast.

I stedet vil PwC gå på på strandhugst hos konkurrenter og andre specialister.

”Vi har lavet en del team grabs inden for hele bæredygtighedsagendaen, som er et kæmpe tema, og som bliver et meget stort forretningsområde for PwC. Men det vil også ske inden for hele digitaliseringsrejsen hos virksomhederne, og så kigger vi også på legalområdet,” siger han.

Hos konkurrenten Deloitte er appetitten på opkøb en helt anden. I et interview med InsideBusiness fortalte Deloittes topchef, Anders Dons, i sidste uge, at opkøb er på agendaen i Deloitte. Især kompetencer inden for blandt andet efterspurgte teknologier og den grønne omstilling er i høj kurs hos Deloitte.

Deloitte er Danmarks største rådgivningshus, og især konsulentbenet er de senere år vokset kraftigt. På 5 år er konsulentbenet gået fra udgøre 27 procent af omsætningen til 33 procent.

Men i 2020/2021 stod væksten stille i konsulentforretningen. Ifølge Deloitte hænger det dog sammen med, at en del af omsætningen fra danske kunder blev faktureret af Deloittes kollegaer i udlandet. Korrigerer man for det forhold, var væksten i konsulentbenet på 6 procent, oplyser Deloitte.

PA Consulting: Positionerer sig til sværere opgaver

Både Deloitte og PwC opererer med forskudt regnskabsår, og derfor lukkede de først regnskabsbøgerne over sommeren. Derfor er regnskaberne ikke lige så coronaramte, som de eksempelvis er hos PA Consulting.

På trods af at PA Consultings regnskab ifølge topchef Henrik Ringgaard Pedersen er ”full blown coronaramt”, viser det en vækst i omsætningen på i underkanten af 5 procent.

Det vækker ikke overraskende stor tilfredshed i PA Consulting, som qua besparelser på blandt andet rejseaktiviteter og rekruttering hævede bruttofortjenesten med hele 14,2 procent.

Resultaterne kommer efter et år, der har budt på store forandringer i PA Consulting. Det gælder dels ejerstrukturen, hvor den tidligere ejer, kapitalfonden Carlyle Group, i november solgte hele PA Consulting til industrispilleren Jacobs i en handel, der værdisatte konsulenthuset til 1,8 milliarder pund. Efterfølgende skiftede PA Consulting også topchef, da Søren Krogh Knudsen skiftede til it-selskabet Columbus og blev erstattet af Henrik Ringgaard Pedersen.

PA Consulting har i mange år været en de førende specialister i digital transformation, men har i de seneste år været i gang med at skære profilen til, så man nu jagter mere lukrative opgaver inden for en række udvalgte sektorer. Det drejer sig blandt andet om den offentlige sektor, finanssektoren, farmaindustrien og consumerindustrien.

”Vi fokuserer meget. Det gælder både i forhold til vores danske og globale netværk. I stedet for at løbe efter meget har vi udvalgt sektorer og kunder, hvor vi ved, at vi kan gøre en forskel,” siger Henrik Ringgaard Pedersen.

”Vi har arbejdet med at positionere os til de lidt sværere opgaver inden for digitalisering, og vi begynder at se mere end-to-end på vores rådgivning i stedet for at hakke den op i bidder. Det betyder også, at vi bliver involveret i andre typer opgaver,” siger han.

Første Bain-regnskab efter Qvartz-fusion

En af branchens største historier de senere år var uden tvivl fusionen mellem amerikanske Bain og danske Qvartz. Fusionen blev en realitet i april sidste år, mens Danmark var lukket ned, og timingen kunne derfor ikke have været meget dårligere.

Det første økonomiske pip fra parterne landede for nylig, da Bain, der er det fortsættende selskabet efter fusionen, offentliggjorde sit årsregnskab for 2020.

Regnskabet viser ikke overraskende et markant løft i bruttofortjenesten, som er steget fra 80,8 millioner kroner til 291,1 million kroner Omvendt viser bundlinjen et underskud på hele 135 millioner kroner. Ligesom for McKinsey og Boston Consulting Group (BCG) er det dog svært at konkludere meget ud af Bains danske årsrapport.

Bain ønsker ikke at stille op til et interview om regnskabet, men skriver, at det danske selskab er et af fire lande i et nordisk cluster, som er en del af et globalt partnerskab. Den største indsigt i konsulenthusets økonomi kommer via de globale tal.

I ledelsesberetningen skriver Bain desuden, at underskuddet er i overensstemmelse med forventningerne som følge af fusionen med Qvartz. Derudover fremgår det af regnskabet, at Bains amerikanske ejer står klar med den fornødne opbakning, så Bain kan fortsætte sin ekspansion i Danmark.

”Ledelsen forventer, at den positive udvikling fortsætter og som følge heraf et forbedret resultat i det kommende år,” skriver Bain i ledelsesberetningen.

Tilbagegang hos specialister

Flere mindre udenlandske konsulenthuse har de senere år sat turbo på ekspansionen i Norden, herunder Danmark. Det gælder blandt andre Kearney og tyske Simon-Kucher, som begge har præsteret voldsom vækst i Danmark.

Hos Kearney, der i Danmark ledes af Christoffer Husted Rasmussen, faldt bruttofortjenesten dog med 10,9 procent, samtidig med at medarbejdervæksten stod stille.

Også hos Simon-Kucher gik bruttofortjenesten 13,1 procent tilbage, men modsat Kearney voksede Simon-Kuchers medarbejderstab i Danmark 3,2 procent. Ifølge den danske partner og talsperson, Omar Ahmad, havde Simon-Kucher dog markant vækst i 2020, men da konsulenthuset i lighed med konkurrenterne arbejder en del i udlandet, indgår det ikke i de danske regnskabstal.

 

Læs mere

Deloitte melder klar til opkøb i jagt på superspecialister

PwC snupper profil hos konsulenthus til prestigeområde

Konsulenthuse opgiver jagt på medarbejdere i ophedet marked

Se konsulenthusene, de unge helst vil arbejde for. Bain tager kvantespring – Valcon glider ud

Konsulentkæmpe river vægge ned i Norden i jagt på talenter og vækst

Konsulenthus på opkøbsjagt

Konsulenthuse i hård kamp om it-rådgivere

Konsulenthus blæser til angreb: Vi kigger ind i de brølende 20’ere

Selvsikker konsulentkæmpe afviser salgsplaner

M&A-konsulenter har travlt som aldrig før

Her er konsulentbranchens førende spillere efter højdramatisk år