Mountain top web2

M&A

Her er landets førende M&A-rådgivere

InsideBusiness ser nærmere på, hvilke af landets M&A-rådgivere der klarede sig bedst i et udfordrende 2023, hvor mange oplevede tilbagegang.

2023 ikke just var noget jubelår for landets førende investeringsbanker og M&A-rådgivere.

Efter flere år med et glohedt marked for køb og salg af virksomheder ramte den stigende globale usikkerhed og de store udsving i renteniveauet nemlig især kapitalfondenes appetit på opkøb og ikke mindst muligheder for at sælge fra.

Netop de velpolstrede kapitalfonde har de senere år været den primære drivkraft på markedet både herhjemme og globalt, men sidste år begyndte industrien og dens rådgivere for alvor at mærke den tiltagende pessimisme, der har ramt verdensøkonomien.

Målt på antallet af lukkede handler oplevede langt de fleste M&A-rådgivere tilbagegang i 2023 sammenlignet med året før. Og holdt op mod jubelåret 2021 ser faldet noget mere dramatisk ud.

Det ændrer dog ikke ved, at meldingen fra de fleste aktører herhjemme er, at man trods et mere afdæmpet marked i højere grad ser det som en normalisering frem for en tilbagevenden til de magre år efter finanskrisen, hvor markedet var mere eller mindre fastfrosset.

Hos revisionsionshuset Deloittes corporate finance-afdeling, der sammen med konkurrenterne i PwC og Clearwater stod bag fleste handler sidste år, lyder meldingen da også, at man trods et mere forsigtigt M&A-marked er kommet fint gennem et år med store udsving.

”Vi har haft et rigtig godt 2023, og vi er især tilfredse med, at vi atter en gang kan dokumentere, at vi ud over at lave mange deals også bliver valgt til at stå for salgssiden på nogle af de helt store processer herhjemme,” siger Sigurd Ernstved Jensen.

Sigurd Ernstved Jensen, der efter en årrække som chef for firmaets danske corporate finance-aktiviteter, fik for nylig ansvaret for det vigtige forretningsben på globalt plan.

Netop de helt store M&A-sager har 2023 glimret ved deres fravær, især fordi finansieringsmulighederne slet ikke er de samme som tidligere. Hertil kommer kapitalfondenes mere begrænsede muligheder for at luge ud i porteføljen. Den kombination har givet trange kår hos flere aktører – især dem, der går målrettet efter de helt store mandater.

En tendens, der illustreres tydeligt ved, at hvor de 20 førende M&A-rådgivere herhjemme i 2022 i snit løftede sager til en samlet værdi på 20 milliarder kroner, så er det tal styrtdykket til et snit på kun 7 milliarder kroner sidste år.

Samtidig er flere internationale spillere som JP Morgan, Bank of America, der historisk har haft et tydeligt aftryk på det danske marked, ikke længere blandt de 20 førende. Det samme gælder den uafhængige specialrådgiver Houlihan Lokey, der senest bistod Polaris med deres salg af den finansielle rådgiver North.

Hos Deloitte glæder man sig imidlertid over, at man sidste år stod bag flere af de mest markante handler, herunder salgene af Axcel-virksomheden Mountain Top (billedet) og MitId.

Deloitte kan samlet notere sig for at have stået på enten salgs- eller købersiden i i alt 19 handler akkurat som Clearwater og rivalen PwC, men revisionshuset kan til gengæld konstatere, at man samlet set har løst opgaver, der målt på værdi har været markant større end de øvrige.

”Vi valgte for nogle år siden at specialisere vores team i industrisektorer. Det ser vi nu for alvor resultaterne af, da vi har fået skabt et hold med stor erfaring og en solid trackrecord inden for nogle helt centrale områder. Samtidig har vi i perioden haft minimalt med udskiftninger, hvilket giver kontinuitet og ro og et stærkt hold” siger Sigurd Ernstved Jensen.

Industrielle spillere fylder

Når der hos de fleste investeringsbanker har været en vis afmatning at spore sidste år, står det noget i kontrast til de førende advokathuse herhjemme.

Som InsideBusiness for nylig beskrev, har mange af branchens toneangivende advokathuse herhjemme formået enten at holde fast i niveauet fra 2022 eller begrænse skaderne til en mindre tilbagegang.

Partner og formand hos advokatfirmaet Moalem Weitemeyer Dan Moalem hæfter sig ved, at diskrepansen mellem de juridiske og finansielle rådgivere skyldes den ændring, vi har set i markedet de senere år.

”Hvor kapitalfondene tidligere var dominerende, spiller de store corporates i dag en langt større rolle. De har ikke samme begrænsninger i forhold til finansiering og investeringshorisont, og ofte vil de have deres egne teams af M&A-folk”, siger Dan Moalem og understreger, at det dog ikke er ensbetydende med, at de store danske virksomheder slet ikke gør brug af investeringsbanker længere.

”Vores oplevelse er, at det især er i forbindelse med opkøb, at de industrielle spillere ofte har kompetencerne internt til selv at håndtere det. Især hvis de har prøvet det før,” siger han.

Behersket optimisme

Mens M&A-markedet på tærsklen til sidste år var noget mere bekymrede over udsigterne, ser der i dag ud til at herske en noget mere behersket optimisme.

Trods krige og fortsat økonomisk usikkerhed ser markedet ud til at have fundet sine fødder, ligesom renten ser ud til at have fundet sit leje.

Det giver ifølge Sigurd Ernstved Jensen en vis tro på, at indeværende år kan byde på behersket fremgang, blandt andet fordi investorerne fortsat har stor appetit på visse sektorer.

”Der er stadig turbulens i verden og den globale økonomi. Og der er naturligvis visse brancher, der har det lidt sværere end tidligere. Omvendt er der fortsat stor interesse for visse sektorer, herunder inden for tech, den grønne omstilling og finansiel virksomhed, og vi ser trods alt, at der er kommet lidt mere ro og gennemsigtighed i markedet. Derfor er jeg forsigtig optimist for 2024 og noget mere positiv nu end ved indgangen til det forgangne år,” siger han.

 

LÆS MERE

Her er landets førende M&A-advokater

EQT jagter medejer til gældstynget investering

Betalingskomet jagter ny ejer

Giganter klar til at byde på dansk klenodie

Partnerexit kaster usikkerhed over succesfonds danske satsning

Kapitalfond lurer på frasalg af dansk it-komet

Kapitalfonds salg af problembarn giver syngende økonomisk lussing

Gældsbombe tikker under kapitalfondens opkøb

Lukrativt M&A-marked i brat fald