Lars-Fruergaard-Joergensen--LFJ--UJ_0090--hi-res smal

Inside story

Her er Novos største udfordringer

Novo Nordisk er et selskab i krise, når man ser på selskabets aktiekurs. Topchef Lars Fruergaard er lodret uenig, selv om han pønser på en omfattede fyringsrunde. Vi går tæt på udfordringerne i Danmarks mest værdifulde virksomhed.

Som hydraen fra den græske mytologi er Novo Nordisk en kæmpe med mange hoveder. Men selv om Novo har skabt en pengemaskine med salget af insulin, der tilsyneladende er usårlig, er vejen alligevel belagt med udfordringer for giganten.

I lyset af den spareplan, som administrerende direktør Lars Fruergaard Jørgensen angiveligt vil offentliggøre i juli, går InsideBusiness i denne uge tæt på Novo Nordisks udfordringer.

For selv om både aktiekursen og de seneste topchefer Lars Rebien Sørensen og nu Lars Fruergaard Jørgensen på skift og efterhånden i årevis har forsøgt at male et billede af Novo Nordisk som et selskab med reformbehov, er det svært ud fra nøgletallene alene at dømme Novo Nordisk inde eller ude i kampen om investorernes gunst.

Flere investorer hæfter sig således ved, at Novo har været lidt af en skuffelse i forhold til det øvrige aktiemarked, og en af de helt store bekymringer i ejerkredsen er, at man er udfordret af den skarpe konkurrence på kerneforretningen og det nødlidende biofarmaområde, hvor man tidligere i år forgæves forsøgte at opkøbe belgiske Ablynx.

”Der er kun tre egentlige spillere i markedet, som slås om markedsandele for lidt ældre insuliner. Så det er en afvejning af, hvor meget Novo kan tabe på de eksisterende produkter og gamle produkter, og hvor hurtigt de kan nå at vokse på nyere ting,” lyder det fra Claus W. Jensen, der er seniorporteføljemanager i Gudme Raaschou Asset Management.

Skuffede investorer

Aktien er i skrivende stund nede med 30 procent i forhold til 2015-niveauet, hvor selskabet toppede. Her landede Novo Nordisk i kurs 400, men koster altså i dag blot 283 kroner per aktie. Til trods for en stærk pipeline af produkter og en position som markedsledende på diabetesområdet er investorerne altså for tiden ikke tryllebundet af Novo-aktien.

Novo-aktien taber til markedet

Udvikling i Novo-aktiens kurs sammenlignet med C20-indekset. Kilde: Nordnet.

 

I samme periode, som aktiekursen er dalet, har Novo Nordisk tabt markedsandele på flere områder til især den amerikanske ærkerival Eli Lilly. Sanofi, Eli Lilly og Novo Nordisk er de tre største spillere inden for diabetesbehandling globalt, og danske Novo Nordisk beholder indtil videre førertrøjen, fordi mange af de problemer, der for tiden plager Novo, i høj grad også rammer konkurrenterne.

Novo Nordisk-aktien har således lagt afstand til Sanofi, men har underpræsteret i forhold til Eli Lilly. Og man kommer ikke uden om, at Novo Nordisk har skuffet aktionærerne de seneste år, da aktien siden 2015 har præsteret dårligere end det generelle marked.

Nedturen kan ifølge flere analytikere spores tilbage til 2016, hvor konkurrenten Eli Lilly satte gang i en kaskade af ulykker, da man lancerede Basaglar, som er et kopiprodukt af Sanofis blockbuster Lantus, der konkurrerer direkte med den originale opskrift. Dermed blev hele insulinmarkedet vendt på hovedet, og selv om det gik værst ud over Sanofi, er Novos klassikere Levemir og Tresiba også blevet ramt af prispresset fra den billige medicin.

Hormonkrigen

Men den egentlige slagmark på diabetesmarkedet handler i mindre grad om insulin og i højere grad om hormonet GLP-1, hvor man også tydeligt ser, at Novo Nordisk møder modstand.

Med præparatet Trulicity stjæler Eli Lilly hurtigt markedsandele fra Novo Nordisk på det vigtige GLP-1 område, hvor den danske koncern har sit eget præparat i samme klasse, Victoza. Det er Novos bedst sælgende lægemiddel i øjeblikket og udgør mere end en femtedel af forretningen.

Eli Lillys Trulicity blev lanceret noget senere end Victoza og er derfor kommet ind på markedet som udfordrer, men lægemidlet er hastigt ved at hale ind på markedslederen.

Trulicity sælger for mere end 12 milliarder kroner årligt i øjeblikket og er vokset med svimlende 119 procent i løbet af 2017.

Til sammenligning sælger Novos Victoza for 23 milliarder kroner årligt, men er kun vokset med 16 procent i samme periode.

”Novo er stadigvæk markedsledende inden for diabetes, og inden for insulinen er de stadigvæk førende, men de bliver presset på GLP-1 fronten. Her kan du tydeligt se, at Eli Lillys Trulicity stjæler markedsandele fra Victoza. Men produktet har samtidig også været med til at udvide markedet,” siger Andrew Carlsen, der er aktieanalytiker i investeringsbanken ABG Sundal Collier.

”Her står Eli Lilly faktisk lige så stærkt, hvis ikke stærkere end Novo, hvis du ser bort fra de nye produkter, som Novo lige har lanceret eller har under udvikling,” siger han.

Ny ammunition i pipelinen

Det nye produkt er Ozempic, som er baseret på molekylet semaglutid, og de store spørgsmål er, om præparatet kan hamle op med Trulicity, hvornår det vil ske, og hvordan den kamp vil udspille sig.

Vil det blive en konkurrence om patienterne mellem Ozempic, Victoza og Trulicity, eller vil de udvide markedet sammen? Det er stadigvæk et relativt lille marked, og en masse patienter har slet ikke prøvet GLP-1 endnu, påpeger flere analytikere. De peger således også på, at man vil se markedet ekspandere, før de to selskaber begynder at kæmpe om at få lægerne til at flytte patienterne fra Trulicity til Ozempic og omvendt.

Men man skal længere ned ad vejen, før det for alvor begynder at lysne for Novo. Diabetesprodukter har nemlig den fælles ulempe, at de skal injiceres, hvorfor konkurrencen mellem ærkerivalerne i dag også i høj grad handler om, hvem der har den smarteste pen til insulin og GLP-1.

Men det kan alt sammen komme til at ændre sig, hvis Novo Nordisk formår at føre et oralt GLP-1 produkt til markedet, hvilket man naturligvis arbejder på højtryk for at realisere.

”Novo er i gang med at lancere Semaglutid under navnet Ozempic og er derudover de eneste, der har en oral GLP-1 i pipelinen, som forventes at komme til markedet tidligst i 2020,” siger Claus W. Jensen og tilføjer, at det først er noget aktionærer og medicinalkæmpe vil få glæde af på sigt.

Den amerikanske hovedpine

Konkurrencen på det amerikanske marked mellem Novo, Eli Lilly og Sanofi med flere er skarp og presser indtjeningen i alle selskaberne. Og for at gøre ondt værre er de amerikanske myndigheder for tiden ude med riven og vil have medicinalselskaberne til at dække en stadig større del af patienternes sundhedsudgifter, som ligger ud over rammen i sundhedssystemet.

Det er en ekstra udfordring, fordi man nu vil have medicinalselskaberne til at dække ikke bare 50 procent af patienternes egenbetaling, men 70 procent i 2019. Og det vil helt konkret ramme Novos indtjening med 1 til 2 procentpoint i 2019.

Netop den udfordring vurderes at være den direkte årsag til den sparerunde, som Novo Nordisk efter sigende har planer om at gennemføre om kort tid.

Biofarma

En anden kilde til den forventede sparerunde er vanskelighederne på biofarmaområdet, som har med blandt andet blødermidler og hormonterapi til kvinder at gøre. Altså lægemiddelområder, som ligger uden for Novos traditionelle kerneforretning.

Overskudsgraden er højere på dette område end i den traditionelle diabetesforretning, men det er kommet i store vanskeligheder på grund af blandt andet prispres og øget konkurrence, som har ramt kerneproduktet NovoSeven. Halvdelen af produktets omsætning på 9 milliarder kroner ventes at forsvinde over de kommende år på grund af ny konkurrence fra den schweiziske lægemiddelgigant Roche, der for relativt nylig lancerede bløderproduktet Hemlibra.

Novo er derfor nødt til at gøre noget aktivt på biofarmafronten, hvilket direktionen og bestyrelsen også gentagne gange har understreget vigtigheden af.

”Ledelsen har prøvet at gøre noget ved det gennem opkøb, men har som bekendt fejlet i forbindelse med Ablynx,” siger Andrew Carlsen.

Senest tabte Novo Nordisk et milliardbud på belgiske Ablynx til ærkerivalen Sanofi, der købte selskabet for næsen af tidligere finansdirektør Jesper Brandgaard, der også i dag har ansvaret for biofarmforretningen. Tabet satte omgående gang i en rokade i ledelsen, hvor Jesper Brandgaard forlod posten som finansdirektør for at kunne brugere mere tid på biofarma. Til Børsen udtalte han i den forbindelse:

“Det har ikke været mit ønske, at jeg skulle gøre det. Det var et ønske fra bestyrelsen og Lars Fruergaards side, at jeg skulle tage det ansvar,” om at tage ansvaret for biofarmaområdet.

Ifølge pressechef i Novo Nordisk, Katrine Sperling, valgte Jesper Brandgaard selv at stoppe som finansdirektør. Det skriver hun i en mail til InsideBusiness.

Flere investorer, som InsideBusiness har talt med, er da også utilfredse med den frugtesløse opkøbsjagt, og at Novo er kommet så sent i gang, selv om to mindre køb af patentrettigheder pynter en smule på det.

Jesper Brandgaard fik tidligere på året stillet krav fra bestyrelsen om, at han skulle købe op for at supplere den skrantende biofarmaforretning, og inden sommerferien ville han have sat pengene i sving. Men selv om Novo Nordisk har et par milliarder dollar at rutte med, er det ikke blevet til mere end to patentrettighedskøb, også kaldet indlicenseringer, og nu er der kun to uger til juli.

”De to indlicenseringer lukker altså ikke det potentielle tab på 5 milliarder kroner, der ligger og venter frem mod 2020,” konkluderer Andrew Carlsen.

Rygtet fyringsrunde

Udfordringer er der nok af i Novo, og ledelsen skal enten finde en vej til at øge omsætningen eller skære i omkostningerne. Ifølge Børsens kilder forbereder ledelsen med direktør Lars Fruergaard Jørgensen i spidsen en større fyringsrunde, som skal fremtidssikre overskuddet i koncernen.

Rådgivere med kendskab til Novo Nordisk vurderer, at besparelsespotentialet i Novo Nordisk er enormt, fordi administrationsomkostningerne – til trods for et ansættelsesstop – ikke har været tøjlet i årevis.

”Der er mange stabsfunktioner, som ikke har berøring med markedet, og det er voldsomme beløb, man kunne spare. Men der er også noget berøringsangst for reorganiseringer i biotekindustrien generelt, fordi der ikke skal gå meget kuk i maskineriet, før det bliver enormt dyrt,” lyder det fra en ledelsesrådgiver med indsigt i industrien.

Novo Nordisk har ikke ønsket at medvirke i artiklen.

LÆS OGSÅ

Novo og Leo svarer på kritik: “Man antager, at bestyrelserne ikke ved, hvad de laver”

Lundbeckfondens formand skyder med skarpt mod Novo – opdateret

Novo i hård infight med genstridige belgiere

Selvmål smadrer Lars Rebiens eftermæle

Novo-top  i brandudsalg forud for kurskollaps

Novo Nordisk fanget i amerikansk politik