Den svenske kapitalfond Triton udkæmper netop nu en tilspidset nervekrigom fremtiden for det kriseramte danske rederi Herning Shipping.
På den anden side af bordet sidder selskabets mangeårige kreditor Handelsbanken, der gennem flere år har forsøgt at undgå at nedskrive deres tilgodehavende på over 1 milliard kroner i det gældsplagede danske tankrederi.
Ifølge InsideBusiness’ oplysninger nærmer det sig nu langt om længe en afslutning på det årelange tovtrækkeri mellem de to finansielle giganter, der ikke er de bedste venner længere.
For Triton, der er en af de helt store fonde på europæisk plan, har længe forsøgt at slippe uden om at skyde yderligere kapital i det gældstyngede rederi, der blev stiftet af benzindronning Vitta Lysgaard og hendes mand Peder Lysgaard og siden – i 2011 – overtaget af den svenske fond. Siden da har Triton ifølge InsideBusiness’ oplysninger samlet set skudt omkring 200 millioner kroner i fusionen mellem de to danske rederier Herning Shipping og det tidligere så omstridte Nordic Tankers, som man også overtog i 2011 og efterfølgende fusionerede.
Handelsbanken på den anden side har gennem længere tid forsøgt at presse Triton til at skyde yderligere kapital i den gældsplagede fusion, hvor især Herning Shipping lider hårdt under en gæld på over 1 milliard kroner
Bankens krav er dog indtil nu blevet mødt af et blankt nej fra den svenske kapitalfond, der har truet med at slippe tøjlerne i selskabet og overlade nøglerne til Handelsbanken, hvilket banken bestemt ikke er interesseret i.
”Det nærmer sig en løsning, og alt tyder på, at Handelsbanken kommer til at tage et betydeligt haircut på gælden for at skabe en mere bæredygtig konstruktion. Men det sker bestemt ikke med bankens gode vilje, og forholdet mellem de to er på frysepunktet. Der er decideret krigsstemning, hvor begge parter spekulerer i, hvem der blinker først,” siger en kilde med indgående kendskab til de igangværende forhandlinger til InsideBusiness.
Flere kilder peger på, at der i skrivende stund forhandles om, at Handelsbanken skal afskrive mellem 15 og 20 procent af Herning Shippings nuværende gæld på lidt over 1 milliard kroner, og fra Triton side vil det gøre den potentielle upside i investeringen betydelig mere attraktiv.
Sagen kort
Den svenske kapitalfond Triton køber i 2011 de to danske rederier Herning Shipping og Nordic Tankers.
Begge selskaber er hårdt ramt af finanskrisen og kæmper med stor gæld, mens sidstnævnte også lider under en årelang strid med den konkursramte finansmand Steen Bryde.
Triton fusioner efterfølgende de to selskaber med henblik på at skære omkostninger og skabe en mere effektiv struktur.
Triton har indtil videre haft held til at få Nordic Tankers på nogenlunde ret køl med hjælp fra storbanken Nordea, mens Herning Shipping fortsat kæmper med en milliardgæld til Handelsbanken.
Den svenske bank og Triton kæmper netop nu en blodig strid om fremtiden for Herning Shipping, hvor alt tyder på, at fonden får held til at presse banken til at nedskrive en del af sin gæld på over 1 milliard kroner til virksomheden.
Sky svensker spiller nøglerolle
Det er en af Tritons grundlæggere, Björn Nilsson, der spiller en hovedrolle i de højspændte forhandlinger med Handelsbanken. Han sidder i bestyrelsen for kapitalfondens rederifusion, og det er ham, der sammen med fondens øvrige kreditkomité træffer beslutningerne i forbindelse med de mange sværdslag med banken.
Ligesom de øvrige partnere i fonden beskrives han som særdeles sky, hvilket også er det mest rammende ord for fonden, der altid har været kendt for at undgå mediernes og offentlighedens opmærksomhed.
Kommunikationschef i Triton Marcus Brans skriver da også i en mail til InsideBusiness, at man ikke ønsker at kommentere investeringen i Herning Shipping samt de igangværende forhandlinger.
Netop købet af Nordic Tankers og Herning Shipping er dog et skoleeksempel på, hvad Triton gennem årene er blevet mest kendt for. Selv om man også gerne køber solide selskaber, har man gennem mange år i flere tilfælde haft succes med at opkøbe kriseramte selskaber og efterfølgende lave en turnaround. En disciplin, som de fleste fonde ellers går en bue udenom, og det er da også langtfra altid, at Tritons opportunistiske opkøb ender godt.
I tilfældet Nordic Tankers og Herning Shipping klarer førstnævnte sig da også godt, takket være de forbedrede tankrater, mens sidstnævnte er stærkt plaget af, at man aldrig rigtig fik strikket en holdbar gældsstruktur sammen.
Tæt forhold
Netop det forhold har givet anledning til voldsomme diskussioner internt i rederiet, hvor Handelsbanken tidligere havde to folk siddende. De måtte dog forlade bestyrelsen, da arbejdsklimaet simpelthen var så dårligt, at det var meget svært at træffe beslutninger.
Traditionelt har der ellers været et særdeles stærkt bånd mellem især Herning Shipping og Handelsbanken, der går helt tilbage til familien Lysgaard og deres benzinkæde Uno-X.
Dengang var Lysgaard-familien og deres selskaber, herunder benzinkæden og Herning Shipping, tæt forbundet med det daværende Midtbank, der i 2001 blev overtaget af netop Handelsbanken. Her kom især Vitta Lysgaards søn Knud i fokus, da han sad i Midtbanks bestyrelse og siden blev anklaget for at have sikret sig en ulovlig aktiegevinst på 2,2 millioner kroner i forbindelse med den svenske gigants overtagelse af den jyske bank. Familien betalte pengene tilbage, hvilket fik Bagmandspolitiet til at droppe sagen, men den meget omtalte sag fik tragiske konsekvenser for Vitta Lysgaard, da sønnen Knud valgte at tage sit liv, da sagen var på sit højeste.
Stor udskiftning i ledelsen
De senere års omfattende krise i Herning Shipping har da også givet anledning til en større udskiftning på direktionsgangen, hvor hele fem forskellige direktører har været gennem svingdøren siden 2011.
Gennem en årrække blev rederiet ellers ledet af den tidligere Mærsk-mand Lars Vang Christensen, der blev hentet hjem til Danmark af familien Lysgaard i forbindelse med et generationsskifte i virksomheden.
Lars Vang Christensen, der i en periode også var formand for Danmarks Rederiforening, købte i forbindelse med sin indtræden i Herning Shipping også en betydelig aktiepost i selskabet, men den investering viste sig at være en regulær katastrofe. Han købte sig nemlig ind i familievirksomheden i 2007 to år efter sin ansættelse, men kort efter blev Herning Shipping på lige fod med stort set alle andre rederier i verden fanget i en økonomisk tsunami, der fik værdierne til at falde voldsomt, og som pludselig sendte selskabet på kant med Handelsbanken.
Også Lars Vang Christensen led store tab i sit private investeringsselskab, hvor han på blot to år måtte notere sig et tab på omkring 60 millioner kroner.
Heldigvis for direktøren var kapitalfonden Triton og Handelsbanken stadig på god fod i 2011, da han forlod selskabet, så man fik i fællesskab hjulpet direktøren nogenlunde tørskoet ud af den katastrofale investering.
Tunge investorer dropper mindre fonde
Sådan er afkastet i de mindre fonde
Kapitalfonde flopper på børsen