beritbog

Kultur

Hyggelig og hurtigt læst bog om innovation

Dilemmaet er en klassiker i de fleste organisationer. Vi skal drifte, men vi skal også huske at udvikle. Denne bog er ifølge forfatterne en guide til hvordan du får din organisation til at innovere helt af sig selv. Det er altså en bog henvendt til ledere, som ønsker udvikling.

Vi bryster os af at være gode til innovation i Danmark. Men nyere undersøgelser peger på en vis stagnation i innovationskraften. En måling, som Danmarks Erhvervsfremmestyrelse foretog i 2021, viser, at kun hver femte smv arbejder med innovation. Forfatterne vil sætte innovation tilbage på dagsordenen.

I bogen møder vi Berit. I starten er hun den idérige medarbejder i en driftsorganisation, som oplever, at chefen og andre ikke lytter til hendes gode ideer. Berit bliver benyttet igennem hele bogen, og hendes situation ændrer sig undervejs. Vi oplever hende blandt andet også som leder og direktør.

Boganmeldelse

Få det bedste ud af Berit nu, hvor hun er på arbejde
Af
: Lars Simonsen & Rikke Luna Ø. Hall Mortensen
Forlag: Polyteknisk Forlag

Sprog: Dansk
Sideantal: 144 sider
Pris: 255 kroner

ISBN13: 9788750202653
Stjerner:
4 af 6
Anmeldt af Kasper Wittrup, senior business development manager, OK

Forfatterne har en baggrund inden for ledelse og innovation. Som input til bogen har de gennemført en række interviews med ledere, både for at afdække faldgruber og idéer. Bogens budskab er klart: Hvis ledere og organisationer introducerer de rette metoder, så kan man gøre innovation til en naturlig del af driften.

Mere end bare god storytelling

Bogen rummer meget konkrete ideer til, hvordan du løfter innovationsevnen i din organisation. Den store styrke er, at man som læser kommer godt omkring i den type dilemmaer, som medarbejdere og ledere står overfor. Bogen kan bruges af ledere til at stoppe op og reflektere over, om man får gjort nok for at skabe et innovativt arbejdsmiljø med arbejdsglæde til følge. Bogen kan også bruges af den innovative medarbejder, som ønsker større gennemslagskraft af sine ideer.

Bogen kommer vidt omkring på sine 144 sider. Man kommer således både i dybden med lederen og medarbejderen i dag, innovationsteams og en guide til, hvordan man selv kan arbejde med sin kreativitet. Særlig stærkt fremstår de detaljerede Berit-historier, når de kobles med analyser og illustrationer, der sætter historierne i perspektiv.

Nede på jorden

Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog og er læst på få timer. Brugen af historier gør, at man flyver igennem den.

Men der er en bagside af medaljen. Som læser savner man virkelige cases. Hvor fører man reelt den praksis, som anbefales i bogen, og hvilke resultater er skabt? Hvis man er en erfaren leder af innovation, vil der formentlig heller ikke være så meget nyt at hente. Her mangler bogen en vis tyngde.

Bogen er samlet set værd at læse. Konkrete løsninger for ledere til at skabe et innovativt miljø – uden at det bliver for langhåret.

Anmeldt af Kasper Wittrup, senior Business Development Manager, OK

Læs mere

Stærk bog om stilheden, vi mistede

Bureaukratiet er slemt – men ikke så slemt, som forfatteren hævder

Studiebooster – det handler ikke kun om karakterer

Mellemlederne holder nøglen til fremtidens virksomhed

Resonans i organisationer

Heltekvad om Lars Rohde kommer kun halvt i mål

Ledelsesbog med højt energiniveau

En modpol til den traditionelle rationelle opfattelse af virksomheder, ledelse og systemer

Ny bog om lederskab får fem stjerner