ahrengot

Ugens Insider

Implement stormer frem og skruer op for blusset på international satsning

Det er svært at få øje på hullerne i osten i det danskejede konsulenthus Implement. Omsætningen vokser for andet år i træk med over 25 procent. Managing partner afviser samtidig, at Implement står over for en udfordring med et generationsskifte. ”Den her butik er overhovedet ikke afhængig af mig”.

Flere har forsøgt at erobre verden, men uden den store succes. Det afholder imidlertid ikke det store danske konsulenthus Implement fra at forsøge at indtage verden på egen hånd.

Det danske konsulenthus, som managing partner Niels Ahrengot stiftede i 1996 sammen med en række partnere, har allerede plantet flag i Sverige, Norge, Tyskland, Schweiz og USA.

Ambitionen er at gøre Implement til et internationalt brand bygget op på et fundament af den danske konsulentforretning, som i løbet af årene er vokset til at blive en landets største spillere.

Mens andre konsulenthuse igennem årene har måttet opgive drømmene om et internationalt gennembrud, er troen på succes stor hos Implement.

Kigger man på tallene, taler de også til Implements fordel. Konsulenthusets seneste regnskab, der løb frem til i sommer, viser således, at samtlige udenlandske kontorer har øget omsætningen.

Samtidig er Implements vækst i udlandet kraftigere end i Danmark. Hvor den danske forretning voksede 24,2 procent, voksede Implements omsætning på de europæiske kontorer i München, Hamborg, Dusseldorf og Zürich med hele 30,7 procent.

Fremgangen på de europæiske kontorer betyder, at Implement i dag omsætter for næsten 340 millioner kroner. Det er dog fortsat milevidt fra den danske omsætning, der er vokset til hele 1,5 milliarder kroner.

Det er dog ikke kun den europæiske satsning, der vokser kraftigt, det samme er tilfældet i USA, hvor Implement har åbnet et kontor i Raleigh. Her har Implement slået sig ned med et mindre hold konsulenter, som i første omgang skal hjælpe nogle af konsulenthusets danske kunder. Kontoret i USA øgede sidste år sin omsætning med 30,7 procent til 142 millioner kroner.

”Det tager tid at komme i gang, men vi har været i gang i nogle år. Det går godt i Norge, Sverige, Tyskland og i Schweiz. Så har vi lavet et lille kontor i USA. Væksten uden for Danmark er en smule større end væksten i Danmark,” siger Niels Ahrengot, managing partner i Implement.

“Vi kommer ikke til at lave en voldsom satsning i USA”

Den internationale satsning sker udelukkende for Implements egne penge, og Niels Ahrengot har gentagne gange afvist, at konsulenthuset på et tidspunkt vil kigge efter en partner eller hente ekstern finansiering.

Det har ikke ændret sig, siger han. Til gengæld ligger det ikke i kortene, at Implement planter nye flag foreløbig – og slet ikke på det kæmpemæssige konsulentmarked i USA.

”Vi ser ingen grund at gå ind i nye markeder. Vi har et lille kontor i USA, som vi arbejder videre med. Men vi kommer ikke til at lave en voldsom satsning i USA,” siger Niels Ahrengot.

Han understreger, at den internationale satsning ikke sker på bekostning af den store danske konsulentforretning. Det er stadig kerneforretningen, og det ændrer sig ikke, selv om de mange nye udenlandske kontorer ændrer ved fundamentale forhold såsom ejerkredsen i Implement, der bliver international med tiden.

”Vi har en super god position i Danmark, som bliver stærkere og stærkere dag for dag. Det er vores kerne. Så er det klart, at vi har en øvelse med at skalere den idé, som Implement bygger på, internationalt. Vi oplever, at kunderne virkelig kvitterer for den måde, vi driver consulting på, hvor vi fokuserer målrettet på implementering og resultatopnåelse,” siger Niels Ahrengot og tilføjer:

”Vi er optaget af at blive endnu stærkere, hvor vi er. Danmark er suverænt vigtigst for os, og det er også planen fremover. Men der er et gigantisk potentiale i Tyskland, Sverige og Schweiz.”

Vokser mest af alle

Af en opgørelse, som InsideBusiness for nylig lavede, trak Implement sig ud som den helt store vinder blandt landets største konsulenthuse, hvis man måler på væksten i sidste regnskabsår.

Med en samlet vækst på over 25 procent har Implement for første gang rundet en omsætning på over 2 milliarder kroner, mens bruttofortjenesten vokser til 1,8 milliarder kroner. På bundlinjen tjente Implement hele 452 millioner kroner.

Ifølge Niels Ahrengot er væksten bredt funderet, men kommer især fra transformationsopgaver.

”Der er kæmpe efterspørgsel efter hjælp til at transformere forretningen, få impact og opnå resultater. Hvis man kigger ned over de forskellige services, vi tilbyder, er det over hele linjen, at vi mærker det. Der er ingen steder, vi er gået kolde,” siger han.

Implement-topchefen var ellers en af dem, som så med en vis skepsis på markedet for godt et års tid siden. Trods sidste års massive fremgang er Implement-topchefen ikke klar til at afblæse krisen.

”Markedet er fint, men det er langsommere, end det var for to år siden. Der er ingen krise, og der er stadig pænt gang i den. Men det er klart, at når jeg kigger frem, så skal man ikke være samfundsøkonom for at konkludere, at der er meget usikkerhed, som gør det er svært at forudse, hvilke konsekvenser det kan få,” siger han.

Afviser udfordringer med generationsskifte

Som InsideBusiness tidligere har beskrevet, peger flere kilder i branchen på Implement og Niels Ahrengot som et af de steder, hvor et generationsskifte presser sig på.

Historisk sker generations- og tronskifter i konsulentbranchen sjældent gnidningsløst, fordi det er partnerkredsen, der i fællesskab skal træffe beslutningen, om man vælger et tronskifte eller at forfølge en mere strukturel løsning såsom fusion eller frasalg.

Implements bestyrelsesformand og partner, Stig Albertsen, har tidligere fortalt, at Implement allerede gør sig mange tanker om, hvordan man kommer videre, når man en dag skal afløse Niels Ahrengot. Stig Albertsen tilføjede dog, at det er Implements forventning, at Niels Ahrengot også vil spille en rolle i Implement de næste fem til syv år.

Det er også Niels Ahrengots egen forventning.

”For det første håber og forventer jeg at holde nogle år endnu. For det andet er den her butik overhovedet ikke afhængig af mig,” siger han og afviser, at Implement står over for en udfordring med et generationsskifte.

”Vi har klaret generationsskiftet for mange år siden. Ejerskabet er i dag spredt ud på mange partnere. Det er ikke sådan, at der er få enkeltindivider, der sidder på majoriteten. Og vi sidder på en stor talentmasse, så den del bekymrer os heller ikke,” siger han.

 

Læs mere

Her er konsulenthusene, der vokser mest

Stort konsulenthus stormer frem efter magre år

Store konsulenthuse dropper milliardaftale med staten

Amerikanske konsulentkæmper i bakgear i Danmark

Konsulenthuse presses af nye krav fra talenter. Se husene med flest stjerner hos de unge

Luften går af ballonen i konsulentbranchen

Revisionskæmpe opruster med tidligere dansk landechef i amerikansk konsulenthus

Nu indledes konsulenthuses kamp om offentlige milliardaftaler

Konsulentkæmper svinger sparekniven efter flere års vild vækst

Chef for PwC’s konsulentsats fortid efter uenighed 

Ledelse i stort konsulenthus trækker sig

Opkøbt konsulenthus tager hul på ekspansionstogt

Tronskifte presser sig på hos flere af erhvervslivets toprådgivere