topsoe web

Inside story

Industriklenodie hyrer global sværvægter til partnerjagt 

Det danske industriklenodie Haldor Topsøe har hyret den britiske gigant Lazard til at undersøge mulighederne for den del af forretningen, der producerer katalysatorer til automotiveindustrien. ’Project Overdrive’ er navnet på den fortrolige proces, hvor Haldor Topsøe jagter en kapitalfond eller en industriel spiller, der kan hjælpe med til at sende selskabet tilbage på vækstsporet.  

Den danske industrigigant Haldor Topsøe har trods store udfordringer i flere af koncernens kerneforretninger oplevet markant fremgang på bundlinjen de senere år.

2016 var således et af de bedste i mange år med en indtjening på over 1 milliard kroner før renter og afskrivninger. Men selv om resultaterne på bundlinjen bevæger sig i den rigtige retning, kniber det dog fortsat med at skabe vækst.

Et af de steder fremtidens fremgang skal hentes, er i selskabets automotivedivision, og derfor har Haldor Topsøe ifølge InsideBusiness’ oplysninger hyret den globale investeringsbank Lazard til at vurdere mulighederne netop inden for den division, hvor et partnerskab med enten en industriel spiller eller en kapitalfond synes at være den mest oplagte mulighed.

Automotiveenheden i Haldor Topsøe fremstiller primært katalysatorer til tunge dieseldrevne køretøjer såsom lastbiler, og Topsøe har med en helt ny fabrik i den kinesiske industriby Tianjin sat en streg under, at man har store forventninger til netop den del af forretningen.

Spørgsmålet er nu, om Haldor Topsøe selv skal skrive udviklingen i Kina og de godt 160 ansatte på den spritnye fabrik, og det er netop det, man i samarbejde med Lazard jagter svar på.

’Project Overdrive’ er navnet på den strategiske proces, der ifølge InsideBusiness’ oplysninger forventes at være tilendebragt inden sommerferien.

Selv om automotiveområdet langtfra er Haldor Topsøes største indtægtskilde og samtidig et meget nyt forretningsområde, har koncernen alligevel investeret store summer heri, og det afspejler sig også i den værdisætning, division har fået.

Flere kilder peger således over for InsideBusiness på, at automotive udgør omkring 10 procent af forretningen og dermed også værdien af Haldor Topsøe. Hele forretningsenheden har således et samlet prisskilt på lige under 1 milliard kroner.

Det er dog tvivlsomt, om Haldor Topsøe vil sige farvel til alle sine aktier, selv om det dog ikke skorter på interesse fra blandt andet kapitalfonde og industrielle spillere, der har vist interesse i at få del i kagen.

InsideBusiness erfarer således, at flere københavnske advokatkontorer er blevet sat til at kigge på Topsøe-forretningen på vegne af interesserede købere, men indtil nu er der ikke kommet en endelig løsning på plads.

Processen med Lazard skal ses i forlængelse af, at Haldor Topsøe gennem de sidste par år har været gennem en omfattende omstilling, der blandt andet betyder, at stifterens barnebarn Jakob Haldor Topsøe nu sidder som bestyrelsesformand og i sidste ende styrer familiens investeringer, herunder i selve Haldor Topsøe, sammen med de øvrige arvinger.

Ny tid efter stifterens død

Generationsskiftet blev sat i gang efter stifter Haldor Topsøes død i 2013, og det har givet anledning til en del mere usikkerhed i det fasttømrede familiefirma.

”Når en så markant stifter og ejer har siddet for bordenden i så mange år, så er det en helt ny virkelighed, selskabet skal vænne sig til. Det er både ledergruppen og de øvrige ansatte, der skal vænne sig til de nye tider i virksomheden, hvor mange processer nu skal gøres anderledes. Det er en stor og kompliceret proces, og udfordringerne de senere år skal ses i det lys,” forklarer en kilde med indgående kendskab til Haldor Topsøe og de øverste ledelseslag i virksomheden.

Netop Jakob Haldor Topsøe har selv gennem en årrække arbejdet som investment banker for blandt andet det daværende Alfred Berg i Danmark samt ABN Amro. Hans rolle bliver blandt andet at skabe vækst i den traditionsrige virksomhed, der trods en forbedret bundlinje stadig kæmper med at leve op til det overordnede mål om at vokse med 8 procent årligt.

De senere år har således budt på både svingende resultater samt flere fyringsrunder, idet koncernen kæmper med at tilpasse sin forretning til en verden, hvor flere kernemarkeder, herunder Rusland og Kina, har været ramt af stagnerende vækst.

Udfordringen for Haldor Topsøe er derfor at finde nye vækstmuligheder for at kompensere for, at man ofte bliver ramt af makroøkonomiske udsving og geopolitisk uro.

I forbindelse med ’Project Overdrive’ skriver pressechef i Haldor Topsøe Svend Ravn i en mail til InsideBusiness, at selskabet tidligere har meldt ud, at man afsøger mulighederne inden for sin automotiveforretning, men at man endnu ikke har noget konkret nyt i sagen.

 

LÆS MERE

Fonde klar til pengejagt uden exits

Axcel tæt på milepæl i femte fond

Kapitalfond klar til lynsalg af ejendomsgigant

Genopstanden kapitalfond klar til frasalg

Fremadstormende online-komet og ukendt guldæg sat til salg