velkommen

Leder

InsideBusiness skruer op for journalistikken og lukker pdf-udgaven

I dag markerer en af de større ændringer i InsideBusiness’ femårige historie, idet vi med dagens udgave lukker vores PDF-udgave for at koncentrere ressourcerne om at producere endnu bedre journalistik på www.ib.dk

Danmarks dybdeborende medie bliver i altovervejende grad læst på hjemmesiden IB.dk, som de fleste læsere kender og bruger. De færreste læsere har været klar over, at InsideBusiness hver fredag er udkommet som en pdf-udgave. Det tager vi nu konsekvensen af og lukker fra og med dagens udgave pdf-versionen.

Da InsideBusiness blev stiftet i forsommeren 2016, var det forventningen, at der ville være en efterspørgsel efter en avislignende udgave, som man kunne printe ud og tage med hjem. Vi må konstatere, at verden har ændret sig i den periode, så det i dag er de færreste, der printer 40-50 sider for at læse på den måde. Det har vi også kunnet se på læsertallene, hvor der er langt mere læsertrafik på netudgaven end på pdf-versionen.

Produktionen af pdf’en har også kostet ressourcer – både tid, arbejdsmæssigt og økonomisk. De ressourcer er i vores øjne bedre brugt til at udvikle og forbedre journalistikken. Derfor forventer vi at udvide redaktionen fra de nuværende tre fuldtidsansatte journalister og to faste freelancere, så vi efter sommerferien får fire fuldtidsansatte skarpe erhvervsjournalister.

Udviklingen betyder også et farvel til den ugentlige leder, som vi har publiceret på sitet hver fredag.

 

Forårshilsner fra

InsideBusiness-teamet