;
Danske Bank web

Inside story

Investeringsbank til Danske Bank: Sælg bankerne i Sverige og Norge

Danske Bank må én gang for alle droppe sine drømme om at blive en nordisk storspiller. I stedet bør man sælge sine forretninger i blandt andet Sverige og Norge, hvis banken skal have løftet sin indtjening markant, lyder det i en opsigtsvækkende analyse fra investeringsbanken Carnegie.

Frem for at jagte besparelser herhjemme bør Danske Bank satse målrettet på at sælge sin forretning i Sverige, Finland og Norge.

Sådan lyder den opsigtsvækkende konklusion i en større analyse fra investeringsbanken Carnegie, der peger på, at et salg af Danske Banks divisioner i de øvrige nordiske lande vil kunne indbringe over 50 milliarder kroner og samtidig forløse et stort skjult potentiale i den sønderbombede bankaktie.

Rationalet fra Carnegie er således, at det ikke er bankens forretning i Danmark, man bør skære til i håbet om at nå sin egen ambition om et afkast på 10 procent i 2023, da det både er en urealistisk og vanskelig plan, som bankens nye topchef, Carsten Egeriis, sandsynligvis snart må opgive.

I stedet lyder opfordringen fra den nordiske bank, at Egeriis med sin bestyrelse ryggen i langt højere grad bør udnytte de gode tider på M&A-markedet samt den store opkøbsappetit fra flere konkurrenter i Norden til at skille sig af med Danske Banks forretninger uden for Danmark, da de slet ikke rummer samme potentiale som den hjemlige forretning.

Dermed kan banken ifølge Carnegie håndtere problemet med den haltende indtjening i Danske Bank:

”Vi mener, at dette kan blive løst ved at frasælge og restrukturere forretningsenheder. Bankens forretning i Nordirland og dens nordiske SME og retailforretning, tidligere kendt som Banking Nordic, klarer sig dårligt og bør set fra vores synspunkt blive solgt,” skriver Carnegie i sin analyse.

Carnegier påpeger samtidig, at det er på høje tid med et opgør med de historiske visioner om en nordisk storspiller.

”Danske Bank vil aldrig blive den nordiske bank, som man engang drømte om, og de administrative omkostninger skal skæres med 11 basispoint, hvis banken skal være konkurrencedygtig,” lyder det således fra Carnegie, der samtidig også hæfter sig ved, at landets største bank fortsat tynges af en sløj forretning i Nordirland, der ligeledes burde sælges ved først givne lejlighed.

Modsat den nordiske forretning vurderes Danske Banks nordirske eventyr dog at være noget sværere at slippe af med, da køberfeltet er begrænset. Flere kilder peger på, at afdelingen reelt har været uofficielt til salg i årevis.

Anderledes er det for Danske Banks forretninger i Norge og Sverige, der vurderes at være i betydelig bedre gænge, samtidig med at flere nordiske rivaler potentielt har kræfterne og muligvis også ambitionerne om at vokse yderligere på nordisk plan.

Især storbanken Nordea vurderes at være en oplagt køber, da man både har haft markant fremgang på aktiemarkedet i år og samtidig har brug for mere skala på omkostningsbasen, ligesom også SEB og Handelsbanken vurderes at være interesseret i Danske Banks nordiske forretninger.

Handelsbanken annoncerede tirsdag planer om at lukke sin danske og finske forretning på sigt for i stedet at fokusere på hovedmarkederne i Sverige og Norge. Dermed sender banken et klart signal om, at man potentielt kunne være en køber af Danske Bank i Sverige og Norge.

Pres på topchef før regnskab

At Carnegie nu opfordrer Danske Bank og direktør Carsten Egeriis til et storstilet frasalg, kommer, blot en uge før topchefen skal præsentere bankens regnskab for årets tre først kvartaler.

Her har mange af bankens store danske investorer især fokus på, hvorvidt banken og dens direktør vil komme yderligere ind på bankens strategi om at levere et afkast på 10 procent i 2023.

En række af bankens største investorer siger således til InsideBusiness, at de opfatter den ambition som urealistisk, hvorfor det allerede er indregnet i bankens nuværende aktiekurs, at man ikke forventer, at planen kan gennemføres.

”De fleste er enige om, at Carsten Egeriis ikke blot kan fortsætte i sin forgængers fodspor. Man kan ikke nå sine afkastmål ved kun at dreje på knapper internt. Der er nødt til at ske noget mere drastisk. Markedet savner en ny plan, og så længe der ikke sker nogle større ændringer, vil aktien være ramt af den metaltræthed, der tynger den nu,” forklarer en af Danske Banks største danske investorer til InsideBusiness.

Planen om at øge forrentningen af bankens egenkapital til omkring 10 procent i 2023 blev oprindelig lanceret af tidligere Danske Bank-topchef Chris Vogelzang, men investorernes skepsis over for de mål afspejles også tydeligt blandt de analytikere, der følger aktien.

Her lyder forventningen blandt de fleste, at landets største bank i bedste fald vil kunne opnå en forretning af egenkapitalen, den såkaldte ROE, i 2023 på omkring 8 procent.

Det er derfor ifølge mange blot et spørgsmål om tid, før Vogelzangs afløser, Egeriis, bliver tvunget til et opgør med den fyrede hollænders plan om at øge indtjeningsgraden i banken takket være en stribe omkostningsbesparelser.

En markant nedskalering

Selv om det var en markant mindre handel, har Danske Bank for nylig solgt ud af sine forretninger i Sverige, idet man i slutningen af 2018 solgte den svenske del af Danica til kapitalfonden Polaris.

Spørgsmålet er imidlertid, om Carsten Egeriis og ikke mindst bankens hovedaktionær i Mærsk-pengetanken A.P Møller-Holding er klar til et så omfattende opgør med selvforståelsen i banken.

Et frasalg af bankens aktiviteter i Sverige og Norge vil således betyde, at Danske Bank ikke længere kan betragtes som en nordisk aktør, men blot en lokal spiller, hvilket må siges at være et ganske markant skifte, set i lyset af at Danske Banks forretning under tidligere direktør Peter Straarup udvidede sig voldsomt og blev en regional spiller med opkøb i blandt andet Finland og Irland.

Hos Danske Bank lyder det i et skriftligt svar, at man ”kommenterer ikke spekulative forhold om frasalg eller ROE-mål fra analysehuse.”

 

LÆS MERE

Nykredits kundehugst i Danske Bank og Jyske Bank ændrer spillet totalt

Hvor meget cover my ass-kultur kan Danske Bank holde til?

Spar Nord-topchef i dobbeltrolle i beskidt bankkrig

Lars Mørch kan få direktørstolen i Jyske Bank fra 2023

Fremragende valg af direktør til arvefølgen i Jyske Bank

Detroniseret Danske Bank-direktør oplagt som ny topchef i Jyske Bank

Karsten Dybvad står svækket tilbage – og Danske Bank bliver næppe offensiv på markedspladsen

Ulmende uro i Danske Banks ejerkreds  

Danske Bank fejler i nordisk bankkapløb. Investorfight tager form