;
Danske-Bank-branch-Holmens-Kanal-HIGH-RES

Bank/Realkredit

Investeringsforeninger i hård kamp om danskernes formuer. Se vinderne og taberne i 2020

InsideBusiness gør status over investeringsforeningernes kamp om danskernes formuer i 2020. Hos de store banker trak Nordea Invest og Bankinvest sig ud som vindere, mens Danske Invest fortsat kæmper med at bremse kundesivning.

Selv om langt de fleste investeringsforeninger formåede at levere positive afkast til kunderne i 2020, viste det mest dramatiske investeringsår siden finanskrisen, at de uafhængige forvaltere bliver ved med at tage markedsandele, mens især én storbank kæmper med at sætte en prop i kundesivningen.

Hos de store banker trak især Nordea Invest og Bankinvest sig ud som vinderne ved at kapre markedsandele på detailmarkedet og store dele af de nye penge, der blev sendt i cirkulation, mens markedslederen Danske Invest endnu en gang havde et svært år.

InsideBusiness ser i denne artikel nærmere på, hvordan coronaåret satte sit præg på magtbalancen mellem landets investeringsforeninger – fra de bankejede til de fremadstormende uafhængige kapitalforvaltere.

Sagen kort

InsideBusiness ser i denne artikel nærmere på, hvordan coronaåret satte sit præg på magtbalancen mellem landets investeringsforeninger – fra de bankejede til de fremadstormende uafhængige kapitalforvaltere.

Især de bankuafhængige mindre kapitalforvaltere er i de senere år vokset markant i takt med, at flere danske velhavere søger væk fra de traditionelle. Bankerne sidder dog fortsat på størstedelen af danskernes formuer.

Hos de store banker trak især Nordea Invest, Bankinvest og Nykredit sig ud som vinderne, mens markedslederen Danske Invest endnu en gang havde et svært år.

Især de bankuafhængige mindre kapitalforvaltere har i de senere år spundet guld på, at flere danske velhavere flytter formuen fra de traditionelle banker til de mere specialiserede huse.

Trenden har dog endnu ikke rykket ved, at danskerne stadig har størstedelen af deres formue liggende hos for bankerne.

Indførelsen af negative renter hos flere banker, og regeringens beslutning om at sende milliarder af kroner i indefrosne feriepenge ud til danskerne, har nærmest gjort aktieinvesteringer til en folkesport, og godt 74,5 milliarder nye kroner fra privatpersoner landede i 2020 hos landets investeringsforeninger.

De mange nye milliarder, som danskerne placerede i investeringsforeningerne, kørte dog uden om markedslederen, Danske Invest, som i flere år har kæmpet med at fastholde kunderne og deres formuer.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Danske Invest ikke har været tilfredse med tallene i 2020. Vi bør have en væsentlig del af væksten, når man ser på den kvalitet og konkurrencedygtighed, som jeg mener, at vores produkter har,” siger Robert Mikkelstrup, administrerende direktør i Danske Invest.

Tallene taler deres tydelige sprog. Nettoformuen i Danske Invest stod i bedste fald i stampe med et fald på 0,5 pct. til 223,7 milliarder kroner, efter at kunderne trak over 3,4 milliarder kroner ud af fondene i foreningen, der er den største udbyder af passive fonde i Danmark.

Danske Invests problemer hænger uløseligt sammen med udfordringerne hos ejeren, Danske Bank, som i 2020 blev ramt af en sag om bankens inkassosystem, mens hvidvaskskandalen også bliver ved med at spøge.

”Vi har en stor distributør, som har haft sine ting at kæmpe med i 2020, men det, som jeg har fokuseret på, er at blive endnu bedre til at fortælle og vise, hvad vi står for,” siger Robert Mikkelstrup, der glæder sig over, at 2020 var et godt afkastår for kunderne i Danske Invest.

Konkurrenter haler ind på Danske

Hos de store banker trækker især Nordea Invest og Bankinvest sig ud som de helt store vindere.

Især Nordea Invest tog markedsandele i 2020. Nettoformuen i Nordea Invest voksede 13,1 pct. 207,5 milliarder kroner, efter at det lykkedes investeringsforeninger at kapre 22,5 pct. af de godt 84 milliarder kroner, som danskerne placerede i investeringsforeninger i 2020.

En tommelfingerregel er, at når aktiemarkederne er præget af store kursudsving, går mange investorer over i mere balancerede fonde med både aktier og obligationer samt diskretionære fonde. Det var også tilfældet i Nordea Invest sidste år, hvor især basisfondene var yderst populære sammen med de bæredygtige Nordea Invest Stars-fonde.

”Under krisen har vi dagligt været i dialog med de folk, der sidder med kunderne, for at tage dem i hånden og få dem igennem krisen. Folk solgte ikke fra under corona, som man så på andre nordiske markeder, så på den måde har vi formået at få vores budskab ud og fastholde kundernes investeringer,” siger Rasmus Eske Bruun, chef for Nordea Invest.

BankInvest lever højt på ejeres fremgang

En anden klar vinder er BankInvest. Nettoformuen i BankInvest voksede i 2020 med 16,3 pct. til 106,2 milliarder kroner, efter at investorerne placerede 9,3 milliarder kroner i kapitalforvalteren sidste år. BankInvest forvalter og administrerer især formuen for kunderne hos de lokale og landsdækkende pengeinstitutter, og det er derfor også de lokale og regionale pengeinstitutter, der distribuerer BankInvests fonde.

Fortællingen om BankInvests fremgang er derfor til dels også fortællingen om et godt år hos pengeinstitutterne, fortæller administrerende direktør Lars Bo Bertram.

”De har medvind på cykelstien, og når det regner på præsten, drypper det på degnen,” siger Lars Bo Bertram.

I sommer lancerede BankInvest en ny bæredygtig aktiefond, Globale Aktier Bæredygtig Udvikling. BankInvests forventning var, at fonden skulle bruge et par år på at runde et par milliarder under forvaltning, men allerede nu har fonden rundet 10 milliarder kroner. Dertil kommer en ny erhvervsejendomsfond og en global indeksfond, som sammen med den nye grønne fond trak en meget stor del af væksten og indtjeningen i BankInvest sidste år.

”Vi har været heldige og dygtige til at lave nogle produkter, de kan bruge. Omkring 30 pct. af indtjeningen i 2020 stammer fra produkter, vi ikke havde tre år tidligere,” siger Lars Bo Bertram.

Hos den tredjestørste investeringsforening for privatkunder, Nykredit, var væksten mere afdæmpet i 2020.

Ifølge Peter Kjærgaard, direktør i Nykredit Wealth Management, var det en naturlig konsekvens af, at investeringsforeningerne har mere end fordoblet sin formue under forvaltning siden 2014.

”Det kan være svært at blive ved at vokse i samme tempo, men vi er tilfredse med den udvikling, vi så i 2020 – også hvad angår de private kunder. Vi oplever, at danskernes lyst til at investere er stigende, og noget af det, der bl.a. driver efterspørgslen, er mulighederne for at investere bæredygtigt,” siger Peter Kjærgaard.

Uafhængige forvaltere vinder frem

Især de bankuafhængige mindre kapitalforvaltere har i de senere år spundet guld på, at flere danske velhavere flytter formuen fra de traditionelle banker til de mere specialiserede huse.

I 2020 fortsatte den trend. Kigger man på væksten i formuen under forvaltning, springer flere uafhængige forvaltere i øjnene.

En af højdespringerne er Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed, som formåede at øge nettoformuen i sin investeringsforening med hele 35 pct. til 6,5 milliarder kroner. Siden da har Investering & Tryghed lagt yderligere til formuen, så den ved udgangen af februar var vokset til næsten 7,3 milliarder kroner.

”Den uafhængige del af branchen har måske en lidt større bevågenhed hos kunderne. En del kunder søger alternativer til de kendte brands, og i takt med at vi er blevet lidt mere kendte og leverer fine afkast, søger flere også over mod os,” siger Frank Fryd Petersen, direktør i Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed.

Accunia, Formuepleje og BLS Invest er eksempler på andre mindre kapitalforvaltere, der oplever stor vækst i disse år.

Danske Invest tror på vending

Tilbage hos Danske Invest tror direktør Robert Mikkelstrup på, at skuden efterhånden er vendt for investeringsforeningerne. Indtil videre i år har privatkunderne nettokøbt Danske Invests fonde for 1,8 milliarder kroner, og det placerer Danske Invest på samme niveau som BankInvest, men bedre end Nordea Invest, hvis man måler nettokøbene op imod fondens formuer.

I september sidste år valgte Danske Invest desuden at ændre sine aktive globale aktieafdelinger til at have større fokus på ansvarlige investeringer. Det har resulteret i fonden Global Sustainable Future, som fokuserer på selskaber, der løser udfordringer med klimaforandringer, overforbrug af klodens ressourcer, vandmangel etc.

”Lige nøjagtig denne afdeling investerer i nogle af de selskaber, der er med til at løse de her problemer. Vi har solgt knap 2 milliarder alene i den alene, siden vi ændrede strategien i september,” siger Robert Mikkelstrup.

Ambitionen er derfor også, at Danske Invest igen skal blande sig i kampen om danskerens formuer og indtage den plads i hakkeordenen, som foreningens størrelse berettiger til.

”Vi har en størrelse, der gør, at vi kan tiltrække nogle dygtige mennesker til at investere for os og fastholde en konkurrencedygtig pris. Men det er vigtigt, at vi på længere sigt også får vores del af kagen for at opretholde den konkurrencekraft. Men jeg føler på ingen måde, at den er truet endnu,” siger Robert Mikkelstrup.

LÆS OGSÅ

Kæmpe forskel på investeringsfondenes afkast. Her er de bedste – og de værste

Lille fond tromler alle andre på afkast med omdiskuteret strategi

Investeringsfonde jubler efter historisk aktieår. Her er de bedste afkast – og de værste

Mød afkastkongerne og en katastrofal satsning på kapitalfonde

Formuepleje ryster posen efter storaktionærs exit

Danske banker står splittet om Saxo Banks indtog i branchen

Konkurrenter angriber succesfuld forvalter. Eksperter kræver regulering

Førende bankportal i storsats på velhavere

Priskrig udfordrer milliardguldæg på investeringsområdet

Investeringsfonde jubler efter historisk aktieår. Her er de bedste afkast – og de værste

Udskældte fonde får comeback