Veldrevne it-firmaer er i høj kurs blandt både hjemlige og udenlandske kapitalfonde, og konkurrencen om de solide selskaber ser ud til at blive endnu hårdere den kommende tid.
Senest har ATP’s kapitalfond Via Equity rejst sin tredje fond med opbakning fra både pensionskæmpen og nytilkomne PFA, men også Danica Pensions techfond Gro Capital gør nu klar til at stable endnu en fond på benene.
Det er ellers ikke mere end to år siden, at Gro Capital med ledende partner Lars Dybkjær i spidsen blev etableret med et tilsagn på 1 milliard kroner fra Danske Banks pensionsselskab, men allerede nu går kapitalfonden, der udelukkende fokuserer på it-virksomheder, i gang med de første spadestik til sin anden fond.
Planen er ifølge Lars Dybkjær at rejse mellem 1,5 og 2 milliarder kroner. Men hvor Gro Capitals første fond udelukkende var øremærket Danica, så vil den næste i rækken blive åben for flere investorer.
”Vi har i alt investeret i fire virksomheder samt en række tilkøb til de selskaber. Derfor er tiden nu inde til at begynde arbejdet på den næste fond. Vi er i gang med de indledende møder med investorer, og vi fornemmer en stor interesse for os, blandt andet fordi vi er en nichefond, der satser målrettet på techområdet, der globalt set er i vækst,” siger Lars Dybkjær, der har en fortid som ledende partner i DKA Capital og før det i Danisco Ventures.
Fakta om Gro Capital
Gro Capital er en dansk kapitalfond stiftet i 2014 med et samlet tilsagn på 1 milliard kroner fra Danica Pension.
Fonden investerer primært i virksomheder inden for it-branchen.
Gro Capital ledes af Lars Dybkjær, der tidligere har stået i spidsen for DKA Capital, hvor han blandt andet var ansvarlig for salget af A2Sea til Dong og Tia Technology til EQT.
Fonden har indtil videre investeret i fire virksomheder samt foretaget tilkøb til disse.
Man har ikke nogen fast politik om ejerandel og er således ikke kun på jagt efter selskaber, hvor man kan blive hovedaktionær.
Gro Capital går nu i gang med at rejse sin anden fond og satser på tilsagn på i alt 1,5-2 milliarder kroner.
Faldende priser
Gro Capital-chefen har samtidig drevet sin egen it-virksomhed i en periode og er ikke bleg for at betegne sig selv som lidt af en fagnørd. Gløden i øjnene er derfor ikke til at overse, når Lars Dybkjær fortæller, hvorfor en noget kompliceret industri som it-sektoren er et oplagt sted at investere pensionsmidler.
”En af de globale dagsordener er, at prisen på teknologi falder, og at langt flere virksomheder bliver stadig mere afhængige af teknologi for at optimere deres processer. Det er det scenario, som vi finder attraktivt. Vi går derfor efter de it-virksomheder, der har en klar forretningsplan, hvor man skaber værdi for kunden, gerne ved at kombinere teknologi med brancheindsigt, således at man kan løse konkrete problemer for kunden. Hele den tankegang tror vi meget på,” siger Lars Dybkjær, der sidste sommer investerede i nordjyske Trackunit side om side med den amerikanske gigant Goldman Sachs.
Netop den amerikanske storbank har selv udpeget it som et af sine helt store fokusområder på lige fod med vind og healthcare, fordi banken tror på, at efterspørgslen efter teknologi vil vokse markant de kommende år. De synspunkter deler man hos Gro Capital, især fordi prisen på teknologi er faldet med 30-70 procent de senere år, mens lagerpladsen vokser, og de enkelte systemer bliver stadig kraftigere og mere avancerede.
Går efter modne virksomheder
Herhjemme har vi da også gennem de senere år oplevet en række it-virksomheder blive solgt til høje priser. Men de mange handler på techområdet herhjemme kan basalt set deles i to kategorier: De ’gamle’ it-virksomheder som eksempelvis Netcompany, der blev solgt til norske FSN Capital, og så de ’nye’ it-kometer som eksempelvis Endomondo, der blev overtaget af amerikanske Under Armour.
I det brede felt af virksomheder har Gro Capital en helt nagelfast plan for, hvilke selskaber man går efter.
”Vi går efter virksomheder, hvor vi kan forstå forretningsmodellen, og de it-selskaber, der kan betegnes som modne. Vi går efter de driftssikre teknologiselskaber, som gerne må have en høj andel af tilbagevendende omsætning for på den måde at begrænse vores risiko. Vi vil til gengæld gerne investere i at bygge internationale distributionskanaler og systematisere produktudviklingen,” siger Lars Dybkjær.
”Vi har blandt andet mange erfaringer med, hvordan man etablerer sig i nye markeder, og hvordan man går sammen med partnere eller direkte salg. Vi er også engageret i at opbygge product road maps for at sikre, at vores porteføljeselskabers kunder har adgang til de nyeste relevante teknologier. Vi er knap så interesserede i virksomheder i et meget tidligt stadie, da vi har sværere ved at vurdere, om for eksempel en nyudviklet app har stort forretningspotentiale,” siger han.
Fokus giver en fordel
Generelt har der globalt set været voksende interesse for de mere specialiserede kapitalfonde de senere år. Flere af de helt store giganter har lanceret fonde med et særligt fokus på eksempelvis energi, infrastruktur, gæld og lignende.
Herhjemme er Gro Capital en af de få specialister i et marked, der præges af generalistfonde som EQT, Axcel og FSN i den øvre del af skalaen samt Catacap, Maj Invest og andre længere nede på skalaen.
PensionDanmark har dog med sin energiinvestering Copenhagen Infrastructure Partners søsat en fond direkte med fokus på investeringer i infrastruktur og energi, og Lars Dybkjær tror på, at netop et dedikeret og smalt fokusområde er noget, der tiltaler investorerne i en tid, hvor efterspørgslen på investeringer er enorm.
”Hele techområdet kan være svært at gennemskue for investorerne, og historisk set har it-branchen også med jævne mellemrum givet kapitalfondene udfordringer. Derfor er vi meget fokuserede på, at vi qua vores historik og indsigt i branchen kan finde de rigtige virksomheder, forstå de specifikke muligheder og risici for derved at kunne give en fair pris for disse virksomheder,” siger Lars Dybkjær.
En af de ting, Gro Capital sælger sig selv på over for investorerne i forbindelse med etableringen af den kommende fond, er, at man har fundet alle sine fire opkøb på egen hånd. Det er en af de ting, kapitalfonden selv lægger meget vægt på i forbindelse med den kommende fundraising, da der i skrivende stund er rigtig mange danske fonde på jagt efter gode selskaber.