kmd

IT-gigant styrer mod børsen

IT-kæmpen KMD gør klar til en børsnotering i foråret 2017. Selskabet ventes at få en markedsværdi på over 10 mia. kr.

Alt i mens betalingsgiganten Nets arbejder på en snarlig notering på børsen i København, er et andet dansk selskab i al hemmelighed også ved at gøre klar til en børsintro.
Det er IT-virksomheden KMD, der satser på at komme på børsen i begyndelsen af 2017.
Selskabet er netop nu ved at tage det første formelle skridt mod en børsnotering, da man i skrivende stund er ved at sende en såkaldt RFP rundt til en række nordiske og internationale banker.

RFP står for Request For Proposal og betyder reelt, at man fra KMD-ejerens side beder de forskellige investeringsbanker komme med deres bud på, hvordan en notering skal foregå og ikke mindst hvad virksomheden skal koste.
Det erfarer InsideBusiness fra en række kilder med indgående kendskab til sagen.
KMD ejes af den amerikanske kapitalfond Advent, der også sidder på en stor aktiepost i Nets, der står midt i en børsnotering.

Her kommer Advent til at score en betydelig milliardgevinst, og det samme ser ud til at være tilfældet med KMD, der ventes at få en markedsværdi på over 10 mia. kr.
Advent købte den danske IT-gigant KMD i 2012 fra kapitalfonden EQT, der selv scorede en solid fortjeneste på at sælge KMD, som den svenske fond køb af Kommunernes Landsforening(KL) i slutningen af 2008.
Siden da lykkedes det EQT at barbere virksomhedens gæld kraftigt ned, ligesom man fik forbedret indtjeningen i IT-virksomheden ganske betragteligt. Som InsideBusiness tidligere har beskrevet fik EQT næsten firedoblet sin investering med salget af KMD til Advent, men alt tyder på, at også den amerikanske fond kan score en solid gevinst på at sende KMD på børsen.

Alt efter stemningen blandt investorerne og den generelle børsstemning til foråret kan prisen på KMD sagtens overstige 10 mia. kr., hvilket betyder, at man hos Advent har fordoblet værdien af sin investering på fire år.
KMD omsatte i seneste regnskab for lidt over 5 mia. kr., mens man efter skat og renter tjente 1,1 mia. kr., hvilket er en pæn forbedring siden KMD i 2012 præsenterede sit første regnskab under amerikansk ejerskab.
Selskabet er dog under stigende pres som følge af, at koncernen tidligere monopol på kommunale udbud nu er ophævet, og derfor må nu kæmpe med andre IT-koncerner som Netcompany, CSC og IMB ved hvert eneste udbud. Det påvirker både selskabets priser men betyder samtidig også, at KMD ikke længere sidder på en nær så dominerende position.

Fakta om KMD

KMD er en af Danmarks største it- og softwarevirksomheder. Hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling, og virksomheden udvikler og leverer it-løsninger til kommuner, regioner, stat og private virksomheder.

KMD koncernen har en årlig omsætning på godt fem mia. kr. og har cirka 3.200 ansatte. KMD er ejet af Advent International og Sampension.
KMD var tidligere ejet af Kommunernes Landsforening men blev i slutningen af 2008 solgt til kapitalfonden EQT. Fire år senere opkøbte den amerikanske kapitalfond Advent selskabet.
KMD varetager fortsat en række opgaver fra kommunerne, ligesom man i stigende grad byder ind på større IT-opgaver i det private erhvervsliv.

Det er bl.a. via KMD’s systemer, at danskerne modtager velfærdsydelser som børnepenge, barselspenge, dagpenge og folkepension.

Travlt på børsen
Børsnoteringen af KMD vidner om, at 2017 tegner til at kunne blive et travlt år på Fondsbørsen. Ud over IT-virksomheden arbejder finanskoncernen Nykredit også på at blive noteret i løbet af 2017 ligesom de to isenkræmmerkæder Imerco og Inspiration i forrige uge løftede sløret for, at de to konkurrenter arbejder på en fusion, der skal fungere som en platform for en efterfølgende børsnotering.

For KMD’s vedkommende giver en børsnotering mere mening end et industriel salg, alene af den grund, at virksomheden har vokset sig så stor, at der ikke er nogen konkurrenter, der ville være oplagt købere.
Samtidig mener Advent, at man nu har skabt en så veldrevet virksomhed, at det ikke vil være et oplagt kapitalfondskøb, da mulighederne for at optimere driften og dermed øge værdien af investeringen på få år ikke længere er til stede i lige så høj grad som tidligere.
InsideBusiness arbejder på at få en kommentar fra KMD.