Konsulenthuse med stjerner på skulderen og stærke navne i branchen er dem, der gennem flere år har haft succes med at tiltrække business-studerende fra nær og fjern. I lang tid var det især de store amerikanske huse, som havde de unge talenters gunst.
Selvom de store virksomheder stadigvæk har et solidt greb om ungdommen, er magtbalancen rykket sig blandt den øverste del af feltet.
Det viser den seneste undersøgelse fra rådgivningsvirksomheden Universum bygget på svar fra 3.477 business-studerende. Det er en undersøgelse, der følges tæt af konsulentbranchen, og som bruges til at måle effekten af virksomhedernes brandstrategi.
Særligt én af de store konsulenthuse er at finde på toppen af de business-studerendes ønskeliste. Deloitte har således overhalet McKinsey & Company som det foretrukne valg af konsulenthuse.
Samtidig er Deloitte i top tre over de virksomheder, business-studerende helst vil arbejde for – kun overgået af dansk erhvervslivs giganter, Novo Nordisk og A.P. Møller Mærsk.
Fremgangen er ikke unik for Deloitte. De andre big four-huse – KPMG, EY og PwC – rykker alle sammen fremad i kæden, og PA Consulting Group har også taget nogle nøk opad.
Omvendt bibeholder McKinsey og Bain & Company sine positioner på henholdsvis 4. og 14.-pladsen. Imens fortsætter faldet nedad listen for BCG, Rambøll, Accenture og A.T. Kearney.
Undersøgelsen peger på, at i år har særligt parametre som jobsikkerhed, markedssucces og prestige været særligt udslagsgivende for de studerendes valg af virksomheder.
Det kan ifølge Jesper Dansholm, rådgiver og direktør i Universum Danmark, være en forklaring på, at big four-husene fører fremad i feltet.
“De studerende er på et overordnet plan blevet markant mindre trygge ved deres jobfremtid, end de var for bare et år siden. Om det skyldes frygt for recession, inflation eller noget tredje er svært at udlede, men vi kan i hvert fald se, at de sigter mod store danske virksomheder med markedssucces og jobsikkerhed, fordi de føler en større tryghed ved dem,” siger han.
Kampagner giver pote for Deloitte
Jesper Dansholm understreger, at blødere værdier som en positiv energi og omgangstone på arbejdspladsen samt muligheder for at skabe et mere fleksibelt og balanceret arbejdsliv stadigvæk betyder meget for de studerende i deres valg.
Set i lyset af, at de studerende i stigende grad opfatter konsulentbranchen som et usikkert jobmarked – trods den som helhed stadigvæk er den branche, de studerende helst vil arbejde hos – stiller det dog store krav til virksomhederne om at komme ud med budskaber om deres værdier og vilkår.
Derfor er det blevet særligt vigtigt for virksomhederne at skrue op for deres employer branding, og det skal helst ske på de unges præmisser.
“Det er blevet mere vigtigt for virksomhederne at markere sig og sige til de studerende: Her er vi, vi vil jer gerne, og det her kan vi tilbyde jer. Det er især vigtigt i en situation, hvor de studerende godt kan være en lille smule nervøse for konsulentbranchen. Og der må vi bare sige, at det har de store huse gjort med imponerende succes,” siger Jesper Dansholm.
Han peger især på Deloittes kampagne på Youtube og Instagram ’Mød Danmarks næste revisor’ med Thomas Skov og Emil Thorup, der har som formål at “skabe større kendskab til jobbet som revisor og forny opfattelsen af branchen” som en måde, hvor Deloitte har kunnet gøre sig selv attraktive over for potentielle talenter.
Vigtigheden af at tale højt om sine værdier i virksomheden kan en tydeligt stolt Christian Jensby, der er administrerende direktør for Deloitte, skrive under på. For ham er det altafgørende, at nuværende såvel som kommende medarbejdere får et indtryk af Deloitte som en arbejdsplads, hvor man kan få lov til at udvikle sig.
Af den grund er det vigtigt for huset ikke at hvile på laurbærene i forhold til placeringen, men løbende arbejde på at blive endnu bedre til at skabe attraktive rammer og tiltrække flere kandidater.
Vejen dertil handler for Christian Jensby både om at varetage et samfundsansvar som virksomhed, der ansætter hundrevis af unge hvert år, men også om at være til stede på uddannelserne og være proaktiv på de store dagsordener.
“Det at være kreativ og nysgerrig i forhold til, hvordan vi positionerer os, og hvordan vi kan indgå i samarbejder – både med uddannelsesinstitutioner, men også på det politiske niveau – gør helt klart en forskel. For os er der ikke én ting, der har gjort det; det er den samlede indsats, som har båret frugt,” siger Christian Jensby.
Implement vinder på nordisk forankring
Kigger man længere ned på listen, tager også Implement flere spring fremad i feltet.
Huset, der med en omsætning på knap 2 mia. kroner er en af de absolut største spillere på markedet, ligger på en 23.-plads mod nr. 31 året før. Siden 2018 har vejen for Implement på ranglisten kun gået én vej – opad.
Det er der en god forklaring på, hvis man spørger Jesper Dansholm.
”Implement har det kørende for sig, at det er en dansk virksomhed. Det betyder noget, fordi det at være associeret med at være dansk, gør, at man af de studerende også opfattes som at være en arbejdsgiver, der i højere grad tager hånd om medarbejderne,” siger han.
Implements mangeårige administrerende direktør Niels Ahrengot understreger, at virksomheden gør meget ud af at skabe nogle nogle rammer, der giver de unge medarbejdere muligheder for både faglig og personlig udvikling.
“Vi er superambitiøse på alle aspekter af livet. Det indebærer at have en høj grad af kvalitet i arbejdet, men også at have en tæt relation indbyrdes som kolleger og venner, at vi kan tilbyde vores talenter nogle projekter med store muligheder for udvikling, og at vi har nogle humane og trygge arbejdsrammer for medarbejderne,” siger Niels Ahrengot.
Selvom han ikke nødvendigvis har en ambition om at komme endnu højere op på Universums liste, udelukker Niels Ahrengot ikke at sætte strøm til kampagneværket for at “gøre sine hoser grønne” hos de studerende i arbejdet på fortsat at tiltrække talenter.
Dog er der ikke lagt op til de store strategiske forandringer, siger Niels Ahrengot. I stedet kommer Implement til at gøre mere af det samme og sørge for, at det professionelle og personlige element går hånd i hånd i huset.
“Det vigtige for os er fortsat at have en stærk position – både på markedet og blandt de studerende. Så vi kommer til at blive ved med at fokusere på at levere kvalitet, at styrke de interne og eksterne relationer og at skabe enestående muligheder for faglig og personlig udvikling for vores medarbejdere,” siger han.
Læs mere
Nu sparkes ny milliardstor konsulentaftale med staten i gang
Rådgivere opruster på AI og teknologi. Men medarbejderne mangler
Revisionskæmpe opruster på kerneområder af forretningen
Kendt konsulentprofil stifter nyt selskab: Vil ’skabe en bevægelse’ i branchen
Tidligere M&A-chef i BCG stifter nyt konsulenthus med partnere
Kæmpe tilbagegang i stort konsulenthus
Deloitte svinger sparekniven i konsulentforretning
Konsulenthuse presses af nye krav fra talenter. Se husene med flest stjerner hos de unge