Stark web

Redaktørens analyse

Kæmpefonde på opkøb. Vil CIP og NREP blive opslugt?

En omfattende konsolideringsbølge ruller blandt de største globale fonde, der opsluger mindre spillere i jagten på volumen. Senest er en af verdens største kapitalfonde på vej på børsen for at købe op. Måske herhjemme, hvor Copenhagen Infrastructure Partners og NREP ligner oplagte bud.

Normalt plejer kapitalfonde at opkøbe virksomheder. Men især de senere år har der været en sand bølge af store, pengestærke kapitalfonde, der ud over at have opkøbt selskaber til porteføljen har opslugt konkurrenter med det formål eksempelvis at udvide deres fokus i et særligt geografisk område eller inden for nye aktivklasser.

Den svenske storfond EQT er en af de aktører, der er vokset massivt de senere år især takket være opkøb. Fonden blev nemlig noteret på børsen i Stockholm for nogle år siden, og netop den børsplatform har været altafgørende for kapitalfondens ambition om at øge de samlede værdier, man forvalter, det såkaldte AUM.

EQT overtog blandt andet for to år siden Baring Asia, en af de skarpeste kapitalfonde i Asien for et stort milliardbeløb, og netop den type overtagelse af mindre konkurrenter er helt essentiel for de helt store fonde i øjeblikket.

Efter en række år, hvor fondene har været i stand til gang på gang at etablere nye og større fonde med stor opbakning fra investorer, er der nu så småt ved at være en vis afmatning.

Pensionskasser, private pengetanke med flere er blevet en smule mere forsigtige og øremærker nu ikke blot milliarder i en lind strøm til de store fonde.

En måde at vokse på er derfor via opkøb, og ud over EQT har flere andre større fonde været på opkøbsjagt. Senest har den franske gigant AXA Investment Managers overtaget amerikanske W Capital Partners, blandt andet for at øge sin tilstedeværelse i USA og samtidig få et ben ind på det såkaldte secondary marked, som W Capital Partners er specialister i.

En anden aktør, der uden tvivl har følere ude efter mulige opkøbsemner, er kapitalfonden CVC. Fonden har gennem længere tid luret på en børsnotering og kunne så i går endelig udsende et såkaldt intention to float, hvor CVC understreger, at man nu officielt planlægger at blive noteret på børsen i Amsterdam.

Hvis man spørger investorerne, er der ingen tvivl. CVC har gennem længere tid misundeligt set til, mens rivalen EQT trods sløjere afkast i de store hovedfonde har været i stand til at vokse markant, fordi man modsat CVC gennem de senere år har haft adgang til en børsplatform.

Netop en notering er et yderst vigtigt redskab i fondenes jagt på størrelse, for som børsnotereret har man helt andre muligheder for ikke blot at hente kapital, men ikke mindst også betale potentielle sælgere i aktier.

CIP kan komme i spil

Med den store konsolidering, der netop nu sker blandt de største fonde, er det helt oplagt at se på, hvorvidt en eller flere aktører herhjemme kunne blive en brik i det spil.

Det er ingen hemmelighed, at en spiller som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) sandsynligvis vil komme i spil på et tidspunkt.

Den succesrige infrastrukturfond har på relativt få år skabt en fantastisk forretning med solid opbakning fra både danske og udenlandske pensionskasser, der især i et lavrentemiljø har været svært begejstrede for CIP’s projekter, hvor man typisk går tidligt ind i store energiprojekter.

Det giver en smule mere risiko, men samtidig også potentielt et højere afkast, og i CIP’s tilfælde har man historisk været god til at styre de risikoelementer og håndtere udfordringer, som de komplicerede investeringer ofte rummer.

Forvalteren anført af ledende partner Jakob Barüel Poulsen tog allerede for nogle år siden hul på de spekulationer, da man frasolgte en betydelig aktiepost til børsnoterede Vestas.

Et strategisk samarbejde, som mange af vindmølleproducentens investorer havde en smule svært ved at forstå. Men der hersker ingen tvivl om, at CIP’s partnerkreds løbende kigger på muligheden for en børsnotering eller et decideret salg til en af de interesserede købere, der uden tvivl med jævne mellemrum er forbi at banke på hos CIP i Nordhavn.

Kender hinanden indgående

En anden af de hjemlige aktører, der uden tvivl også følger den igangværende konsolidering tæt, er ejendomsforvalteren NREP, der i øjeblikket har mursten for over 150 milliarder kroner under forvaltning.

Markedet har ganske vist været dårligt stort set siden begyndelsen af 2022, men selv om det har påvirket værdien af virksomheden, kan det meget vel også være en af de faktorer, der gør et tilbud fra en af de helt store fonde mere attraktivt.

Og mon ikke netop børsmodne CVC har haft lommeregneren fremme og gennemtrævlet NREP’s regnskaber?

Faktisk har både NREP og CIP gennem længere tid haft et tæt samarbejde med kapitalfonden i deres fælles investeringsarm Nordic Investment Opportunities. Her tilbyder man blandt andet investorer adgang til netop de tre aktørers fonde, og med det samarbejde in mente er det oplagt, at CVC tager et kig på muligheden for at vokse via et opkøb af en af de to tætte samarbejdspartnere.