dab

Redaktørens analyse

Stor aktiepost i ombejlet bank kan komme i spil

Fremtiden for Danske Andelskassers Bank( DAB) kan hurtigt skifte retning, hvis det lykkes Spar Nord med støtte fra Nykredit at købe Handelsbankens forretning. Et sandsynligt scenario er, at Spar Nord sælger sin store aktie i DAB eller deponerer den hos Nykredit.

Der er mange brikker, der skal falde på plads, hvis Spar Nord ender med at købe Handelsbankens danske forretning, hvilket topchef Lasse Nyby brændende ønsker sig. En af de brikker er Spar Nords store aktiepost på 37 pct. af Danske Andelskassers Bank (DAB).

I forvejen har DAB med hovedsæde i Hammershøj været centrum for en højst usædvanlig armlægning mellem Spar Nord på den ene side og bankens øvrige aktionærer på den anden side. Blandt aktionærerne er de to sparekassefonde, som med lån fra Jyske Bank, der har 30 pct. af aktierne, mens Jyske Bank selv sidder på 6 pct., og 10 pct. ligger hos Købstædernes Forsikring, som bestyrelsesformand Anders Howalt-Hestbech også er direktør for.

Favorit til at løbe med Handelsbankens danske forretning med en værdisætning på 6-8 mia. kr. er nemlig Spar Nord støttet af Nykredit i en eller anden konstellation. Men det er og bliver en stor mundfuld for Spar Nord med en markedsværdi på 9,6 mia. kr. at købe Handelsbanken, så spørgsmålet er, hvordan Spar Nord vil finansiere handlen.

Øjnene vil i den forbindelse hvile på Nykredit, Spar Nords mangeårige blodsbror, som ejer 14 pct. af Aalborg-banken i dag. Samtidig er Spar Nord ikke voldsomt stærkt kapitaliseret, og det giver således mening, at Lasse Nyby holder igen med udbyttebetalingerne for at nappe Handelsbanken. Men det ændrer ikke ved, at Nykredit skal komme med et pænt milliardbeløb for at lukke handlen, hvilket i sig selv giver problemer.

Skal Nykredit f.eks. komme med 6 mia. kr. og have Spar Nord-aktier i bytte, kommer Nykredits ejerandel faretruende tæt på 50 pct. af Spar Nord, og det er ikke blevet bedre af, at Spar Nords aktiekurs har haft det svært og er faldet fra kurs 100 til kurs 80 den sidste måned i skyggen af krigen i Ukraine. Det er svært at sige, om prissætningen på Handelsbanken er faldet tilsvarende.

Spar Nord får altså brug for at afhænde nogle aktiver til at finansiere handlen og lette sig selv kapitalmæssigt. Den mest oplagte mulighed er at ’parkere’ Spar Nords aktiepost i DAB med en værdi på ca. 700 mio. kr. i Nykredit. Eller alternativt sælge den til ærkerivalen Jyske Bank, som har 10 pct. af aktierne, men det vil næppe falde i god jord at sælge den til en spiller uden for Nykredit og kredsen af BEC-banker.

Et salg af aktieposten vil også gøre det lettere for Spar Nord at få godkendt handlen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvor en aktiepost af den størrelse vil være et forstyrrende element.

DAB er højt prissat

Omvendt er alle enige om, at DAB trods gode resultater er ekstremt højt prissat for tiden – og hvilke andre end en venligtsindet partner vil købe en aktiepost, der alligevel ikke repræsenterer bestemmende indflydelse til en for høj pris.

Derudover kan Spar Nords aktiepost på mere end 5 pct. i realkreditaktøren DLR med en egenkapital på 15 mia. kr. også komme i spil, hvis Lasse Nyby skal købe Handelsbanken.

Men hvor der er vilje, er der vej. Så selvfølgelig kan Nykredit i samarbejde med Spar Nord og eventuelt andre lokalbanker få held til at købe Handelsbankens danske forretning i en model, hvor Nykredit napper bankens realkreditlignende banklån og de store erhvervskunder, mens privatkunderne og de mindre erhvervskunder ender i Spar Nord.

Handelsbanken har næppe den store interesse i at dele Handelsbankens danske forretning op i mindre bidder og sælge dem til højestbydende, hvilket kan inddrage Sydbank, Ringkjøbing Landbobank og Arbejdernes Landsbank. I forvejen meldes der nemlig om massiv kunde- og medarbejderhugst i Handelsbanken, så alle har en fælles interesse i at få lukket salget så hurtigt som muligt. En eventuel opdeling kan bedre ske efter forudgående aftale efter et salg til f.eks. Spar Nord.

Og at opdele Handelsbankens kunder til banker på forskellige datacentraler ligner et meningsløst it-mareridt.

Udfordringer for Jyske Bank ved Handelsbanken-køb

En anden mulighed er selvfølgelig, at Nykredit får kolde fødder i handlen som følge af den aktuelle debat om realkreditgigantens dominerende position med omkring halvdelen af markedet for private boliglån. Der er ingen tvivl om, at en sådan handel vil udløse svære overvejelser hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som allerede er inddraget via en klage fra Jyske Bank.

Så det er også et scenario, at Nordea eller Jyske Bank byder højest og løber med Handelsbankens danske forretning. For begges vedkommende vil manøvren koste dyrt i form af datacentralskifte væk fra BEC og tab af fremtidige bidragssatser for allerede indgåede realkreditlån, medmindre man kan få overtalt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at erklære Totalkredit-aftalen ulovlig.

Nordea har dog den fordel, at man bedre kan udnytte stordriftsfordele ved at benytte bankens egen datacentral, som der i forvejen betales for.

Til sammenligning vil Jyske Bank være nødt til at betale ekstra for at have flere kunder på Bankdata. Anders Dam bliver altså ramt på både bidragssatser, på bod ved skifte af datacentral og på fremtidige driftsomkostninger på Bankdata ved købet. Så han er ikke den mest sandsynlige køber. Til gengæld er der en chance for, at han kan købe sig til en majoritetspost i DAB, hvis han spiller sine kort rigtigt.

Læs mere

Nykredit bør overveje soloridt og droppe Totalkredit-bankerne

Anders Dam angriber Totalkredit-aftale: Invaliderende strafbestemmelser skader konkurrencen

Eksperter advarer om konkurrenceproblemer ved Nykredits rabatter

Nykredit nærmer sig magisk grænse – og det kan give problemer for Totalkredit-samarbejdet

Konkurrrencestyrelsen kulegraver datacentraler på kritisk tidspunkt for salg af Handelsbanken

Spar Nord-Nykredit-alliance storfavorit til Handelsbanken-køb, men en faktor kan forpurre det

Nykredit i svær balancegang med kontroversiel Sparinvest-aftale

Kommer det store opgør om dansk realkredit?

Nykredit Bank dumper priserne på banklån med midler fra realkredit-pengetank

Spændingerne tager til i Nykredits Totalkredit-samarbejde

Har bankerne fortæret erhvervsminister Simon Kollerup?

Jyske Bank har et gevaldigt problem overfor Nykredit

Spar Nord-boss bekender kulør: Går benhårdt efter Handelsbanken 

Speget spil om Handelsbanken. Se favoritten på købersiden

Se Nordeas vinderstrategi mod Nykredit, mens Jyske og Danske Bank taber slaget

Afsløring: Jyske Bank går i struben på Totalkredit-aftale 

Mobilen er datacentralernes store nye slagmark: SDC og Bankdata rykker, mens BEC sakker agterud

Omstridt realkreditaftale er brandvarm kartoffel ved salg af Handelsbanken

Nykredits mæglerkæde jagter ejendomsbranchens førerhund

Nykredits kundehugst i Danske Bank og Jyske Bank ændrer spillet totalt