;
LAKRIDS WEB1

Inside story

Kapitalfond jagter dansk børsnotering

Efter at have jagten en køber søsætter en svensk kapitalfond nu en børsnotering af Lakrids By Bülow i Danmark i håbet om at kunne få op imod en milliard for virksomheden.

Det vrimler ikke ligefrem med børsnoteringer på det danske aktiemarked, og senest har også Axcel-virksomheden SteelSeries droppet alle planer om børsnotering, efter at selskabet blev solgt til GN i ellevte time.

Ikke desto mindre tyder meget nu på, at de danske investorer alligevel får mulighed for at kigge nærmere på en børsnotering fra en noget uventet kant.

InsideBusiness erfarer således, at den svenske kapitalfond Valedo, der herhjemme primært er kendt for sin investering i kriseramte Joe & The Juice, nu har udset sig børsen i København som den mest oplagte exitplatform for fondens virksomhed Lakrids By Bülow.

Som InsideBusiness tidligere har afsløret, gik Valedo for nogle måneder siden i gang med at afsøge M&A-markedet for at afdække, om der var en anden kapitalfond eller en industriel køber, der kunne være interesseret i at overtage selskabet.

Den dialog er dog indtil videre strandet, da ingen købere har været vant til at betale de priser for den danske lakridskoncern, som Valedo har sat næsen op efter.

Således har man med hjælp fra den internationale corporate finance-specialist blandt andet haft dialog med giganten Orkla og flere andre, men ingen har dog været i stand til at møde Valedos prisforventninger.

Det skyldes især, at Lakrids By Bülow efter et stærkt 2020 også kigger ind i betydelig vækst i indeværende år samt også 2022, hvorfor Valedo mener, at eventuelle købere skal betale op mod 15 gange driftsindtjeningen i selskabet.

Både kapitalfonde og især mange af de industrielle spillere har haft svært ved at acceptere den præmis, især fordi størstedelen af sidstnævnte selv ikke handles på de høje multipler.

Med de udfordringer in mente har Valedo nu i al hemmelighed hyret storbanken SEB’s corporate finance-afdeling til at undersøge mulighederne for en børsnotering af lakridsfirmaet på børsen i København, da det potentielt kan sikre fonden udbudsprisen på op imod 1 milliard kroner for virksomheden.

Hos Lakrids By Bülow understreger formand Tue Mantoni, der blandt andet er formand for Vækstfonden,  at en børsnotering af virksomheden potentielt er en mulighed.

“Som kapitalfond kan Valedo ikke fortsætte som majoritetsaktionær for evigt, så vi vil naturligvis se på forskellige exit-muligheder, når det bliver relevant, heriblandt kunne en børsnotering være en mulighed”, skriver han i en mail til InsideBusiness. Samtidig peger Mantoni på, at han ser et stort potentiale i virksomheden.

“Lakrids i en årrække vist en høj, profitabel vækst. Det er sket i takt med, at virksomheden har eksekveret på strategien om at øge det internationale salg og salg direkte til forbrugerne. En strategi, der blev fastlagt i 2016 i forbindelse med, at Valedo købte sig ind som majoritetsaktionær, hvilket også var det tidspunkt, hvor jeg blev bestyrelsesformand. Vi ser et stort potentiale for yderligere vækst,” lyder det fra den tidligere Bang & Olufsen-topchef.

Svært for mindre virksomheder

Der har længe været den opfattelse, at det især er svært at børsnotere mindre selskaber på børsen herhjemme, fordi især de store pensionskasser vil være noget tøvende med at investere stort i de relativt små virksomheder.

Senest har dog både Triform, Aquaporin og Green Hydrogen Systems fundet vej til Fondsbørsen med hjælp fra en række såkaldte corner-investorer.

Netop den type kapital er også central for, hvorvidt en notering af Lakrids By Bülow kan blive en realitet, da selskabet fortsat er noget mindre end de andre noteringer, vi har set herhjemme de senere år.

Omvendt kan Valedo blot skele til sit eget hjemland, hvor netop mindre virksomheder strømmer på børsen, og holdningen hos de fleste i markedet er da også, at man med den rigtige pris sandsynligvis både vil kunne få private investorer samt en eller flere store pengekasser med om bord.

Sagen kort

Lakrids By Bülow er en dansk virksomhed, der blev stiftet af Johan Bülow i 2007.
Den svenske kapitalfond Valedo købte i 2016 aktiemajoriteten i virksomheden.
Efter flere år med svigtende resultater landede selskabet et rekordresultat i 2020, og 2021 er fortsat i samme spor.

Tidligere i år hyrede Valedo M&A-specialisten Baird til at finde en køber til selskabet.
Nu har man valgt også at koble storbanken SEB på sagen for at undersøge mulighederne for en dansk børsnotering.

Skal kunne dokumentere international vækst

En hæmsko for processen er dog, at det vil være åbenlyst for enhver professionel investor, at en børsnotering af Lakrids By Bülow primært sker på ryggen af en fejlslagen salgsproces.

Det er således ikke unormalt, at kapitalfonde først forsøger at sælge deres virksomheder i en ren M&A-handel, hvorefter man søger mod børsmarkedet efterfølgende for at sikre en tilstrækkelig høj pris.

Det har der herhjemme været flere eksempler på, senest med EQT’s selskab HusCompagniet, der blev børsnoteret sidste år, efter at kapitalfonden forgæves havde forsøgt at afhænde typehusfirmaet.

Samme scenario gentager sig for blandt andet Matas og O.W. Bunker, der begge ligeledes blev børsnoteret, efter at de industrielle og finansielle spillere havde vendt tommelfingeren nedad. At en notering sker som følge af en fejlslagen salgsproces, er dog ikke i sig selv udtryk for, at det ikke vil lykkes, men det er naturligt nok et tema, som især de professionelle investorer vil bore ind i, hvis de skal investere i Lakrids By Bülow.

Et andet tema, der også har fyldt i M&A-processen, har været, hvorvidt det rent faktisk er muligt at brede lakridsfirmaets koncept ud i tilstrækkelig høj grad. Lakrids har altid været anset som primært et dansk fænomen, og selv om Lakrids By Bülow har fået fodfæste i blandt andet Tyskland og Mellemøsten, vil det især være et stort spørgsmål, hvorvidt konceptet også kan flyve på langt større markeder som USA og Kina.

Her har firmaet under Valedo allerede taget de første skridt, men i forbindelse med en eventuel notering af selskabet, er det også helt essentielt, at ejerne formår at overbevise investorerne om, at man takket være ekspansion i nye markeder de kommende år, kan fastholde de høje vækstrater fra indeværende år og 2020.

Juicefirma sikrede solidt afkast

Ud over ejerskabet af lakridsfirmaet er svenske Valedo herhjemme især kendt for sit ejerskab af kriseramte Joe & The Juice. Der var oprindelig den svenske fond, der købte sig ind i konceptet i 2013, og blot tre år senere solgte man en stor del af sine aktier til amerikanske General Atlantic.

Den handel sikrede Valedo et ualmindeligt godt afkast, som selv ikke de senere års store tab i juicekoncernen har ændret på.

Investeringen i Lakrids By Bülow lignede imidlertid i begyndelsen en noget udfordrende case for fonden, da man i 2016 betalte omkring 350 millioner kroner for aktierne i virksomheden. De følgende år dykkede indtjeningen nemlig markant, og først de senere år er der kommet så meget styr på forretningen, at den svenske kapitalfond igen kan sætte næsen op efter et solidt afkast.

For Valedos tredje danske investering, accessories-brandet Becksöndergaard, er historien dog en noget anden, og selv efter mere end otte års ejerskab kæmper virksomheden fortsat med underskud og svigtende vækst.

 

Læs mere

Udenlandske kapitalfonde brænder fingrene i Danmark

Kapitalfond sadler om efter dansk opkøbstørke

Kapitalfonds sadler om efter dansk opkøbstørke

Usikkerhed tynger Axcels børsplaner

Kriseramt kapitalfond jagter oprejsning med vigtigt frasalg

Rådgivere kæmper om prestigefyldt M&A-mandat

Sky kapitalfond øjner kæmpe frasalg