deas web

Inside story

Kapitalfond klar til lynsalg af ejendomsgigant

Efter mindre end to års ejerskab af ejendomsselskabet Deas vil den engelske kapitalfond Montagu nu forsøge at sælge virksomheden med hjælp fra revisionshuset Deloitte.

En af de mest toneangivende aktører på det danske ejendomsmarked står over for et muligt ejerskifte.

Det er ellers mindre end to år siden, at den engelske kapitalfond Montagu overtog ejendomsforvalteren Deas for op imod 700 millioner kroner, men nu arbejder fonden med danske Mads Hansen i spidsen i hemmelighed på at skille sig af med Deas igen.

Montagu har netop afholdt en skjult budproces, hvor en række rådgivere fik mulighed for at sikre sig opgaven, og her løb revisionshuset Deloittes corporate finance-hold med opgaven for næsen af blandt andet Handelsbanken og Carnegie.

Montagu overtog Deas fra de to pensionskasser PKA og Sampension i sommeren 2015 for en pris, som mange aktører i ejendomsbranchen betegner som høj.

Det skyldes, at Deas i 2015 blot tjente omkring 40 millioner kroner før skat og afskrivninger af en omsætning på lidt over 400 millioner kroner.

Selskabet har dog haft et klart mål om at skabe vækst i en branche, hvor man som forvalter er presset fra flere sider, blandt andet af mindre, private aktører. Omvendt investerer en række pensionskasser voldsomt i netop ejendomsmarkedet netop nu, og det er en af årsagerne til, at Deas fortsat tror på betydelige vækstmuligheder.

Indtjening falder

2015 bød trods en fremgang i omsætningen på et fald på bundlinjen, og derfor tyder meget på, at Montagu indtil videre ikke har haft held til at realisere det potentiale, man så i Deas, da man overtog selskabet for halvandet år siden.

Direktør i Deas Henrik Dahl Jepppesen siger til InsideBusiness, at han ikke ønsker at kommentere de aktuelle salgsplaner.

”Det er klart, at hvad end man er ejet af en kapitalfond eller er børsnoteret, så er man i princippet til salg hver dag. Jeg har dog ikke viden om, at der skulle være nogen konkrete planer i gang,” siger direktøren, der efter Montagus køb af selskabet selv blev aktionær i virksomheden.

Fakta om Deas

Deas er en dansk ejendomsforvalter, der blev etableret i 1989, da pensionskassen PKA outsourcede sine ejendomsadministrationsaktiviteter.

PKA har fra begyndelsen været aktionær i selskabet, og i 2002 blev Sampension også aktionær i selskabet. Begge pensionskasser har fortsat en aftale med Deas om administration af ejendomme.

Deas administrerer ca. 2.000 ejendomme og omsatte sidste år for over 400 millioner kroner,

I juni 2015 blev Deas købt af den engelske kapitalfond Montagu for knap 700 millioner kroner.

I en hemmelig proces har Montagu netop valgt revisionshuset Deloittes corporate finance-folk til at sælge selskabet.

Skal omstille sig

Trods tilbagegang på bundlinjen lykkedes det PKA og Sampension at trække 200 millioner kroner ud af Deas i forbindelse med salget af virksomheden i 2015, hvor Sampension samtidig lånte selskabet nogenlunde samme beløb.

Sampension er derfor stadig involveret i Deas, som man var medejer af fra 2002 til 2015 side om side med kollegaen PKA i ejendomsselskabet, der tidligere hed Dan-Ejendomme. Samtidig har Deas fortsat en eksklusivaftale med begge pensionskasser om at forvalte deres ejendomme, hvor især PKA er en uhyre vigtig brik i forbindelse med Deas’ fremtidige muligheder.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger skal det forestående salg af Deas ses i forlængelse af, at der er enorm efterspørgsel på virksomheder fra kapitalfondenes side for tiden, ligesom ejendomsmarkedet i og omkring København er steget markant de senere år.

Det giver Deas, der administrerer omkring 2,000 ejendomme, nogle interessante vækstperspektiver, hvis man formår at omstille virksomheden til en ny hverdag, hvor der er hård kamp om de gode kunder.

Der foreligger indtil videre ikke noget årsregnskab for 2016 fra Deas, men kilder peger over for InsideBusiness på, at man især i løbet af de sidste seks måneder har taget adskillige geværgreb for at forbedre driften og dermed overskuddet i ejendomsforvalteren.

Interne dokumenter, som InsideBusiness er i besiddelse af, viser således et foreløbigt regnskab for 2016, hvor Deas-koncernen forventer en indtjening før skat, renter og afskrivninger på omkring 60 millioner kroner. Samtidig lægger selskabets budgetter op til, at man både i år og næste år kan øge indtægterne markant, så resultatet på EBITDA-niveau lander på over 100 millioner kroner. I lyset af de perspektiver anser Montagu det ifølge InsideBusiness’ oplysninger som et oplagt tidspunkt at sælge selskabet på i løbet af de næste seks måneder med hjælp fra Deloitte.

Rådgav i forbindelse med stor handel

Det er ikke første gang, Deloitte og Montagu arbejder sammen. Da den engelske fond i 2015 opkøbte den jyske virksomhed Covidence, der producerer overvågningsudstyr, for knap 700 millioner kroner, var det Deloitte, der rådgav de daværende aktionærer i forbindelse med salget.

Revisionshuset på Islands Brygge er samtidig revisor for Deas og hjalp også Montagu, da man overtog virksomheden i 2015.

Ud over Covidence og Deas har Montagu gennem årene ejet flere virksomheder herhjemme med noget blandet succes. Bedst gik det med containerrederiet Unifeeder, der i 2013 blev solgt til den nordiske kapitalfond Nordic Capital for omkring 4 milliarder kroner. Det Århus-baserede selskab, hvor pensionskassen Danica efterfølgende købte sig ind, er blandt andet blevet hårdt ramt af faldende fragtrater samt krisen i Rusland, der har været et af selskabets vigtigste markeder.

Værre gik det dog med Montagus køb af rørproducenten Logstor, som den engelske fond overtog i 2005 fra den danske trio Axcel, Polaris og FIH. Trods en milliardomsætning blev virksomheden hårdt ramt af finanskrisen, og en stor gæld til Nordea fik i 2013 banken til at presse alvorligt på for at få gennemtvunget et salg af den kriseramte koncern.

LÆS MERE

Pensionsgiganter arbejder på kæmpehandel

Pensionsselskaber er ejendomsbranchens nye lykkeriddere

Tryg klar til at sælge ud af arvesølvet

Ejendomsgigant trækker sig fra ophedet boligmarked

Giganter vender ryggen til rødglødende ejendomsmarked