Westpack web1

M&A

Kapitalfond klar til at skifte frontfigur

Den danske kapitalfond Capidea gør nu i gang med at etablere sin fjerde fond og samtidig gør man i kulissen klar til et generationsskifte, hvor stifter og ledende partner Erik Balleby-Jensen overlader styringen til intern afløser.

Hvis der er noget, der kan give ballade i en kapitalfond, så er det at skifte ud blandt de bærende kræfter.

Historisk har branchen haft talrige eksempler på, hvordan et dårligt udført eller skævt timet generationsskifte i værste fald kan tynge en kapitalfond i årevis.

Alene herhjemme har både Axcel og senest Maj Invest begge med al tydelighed mærket konsekvenserne af et kaotisk skifte i ledelsen, og mens førstnævnte nu igen er i fuld vigør slås Maj Invest fortsat med at få etableret sin nyeste fond, mens porteføljen mangler oplagte exit-kandidater.

Også flere nordiske spillere så som Nordic Capital, Altor og IK har de senere år skiftet ud blandt de ledende partnere herhjemme, hvilket ikke altid er gået helt gnidningsfrit.

Netop set i lyset af de mange skrækeksempler i branchen kan det udefra synes dog risikabelt, at kapitalfonden Capidea nu sætter gang i etableringen af sin fjerde fond og samtidig gør klar til at gøre ny chef i stilling, mens den globale økonomi præges af massiv usikkerhed.

Ikke desto mindre lyder meldingen fra en række af fondens trofaste investorer, at fondens mangeårige leder Erik Balleby-Jensens forestående farvel indtil videre er blevet håndteret i fredsommelighed blandt andet fordi hans efterfølger Martin Jørgensen selv har været en del af fondens i 15 år og har haft god tid til at blive kørt i stilling som Capideas nye frontfigur.

Over for InsideBusiness ønsker Erik Balleby ikke at sætte navn på sin efterfølger, men han bekræfter at kapitalfonden er nu er i fuld gang med at etablere sin fjerde fond, der forventes at være på plads lige omkring årsskiftet.

”Det er helt normalt i vores branche, at man ved hver fundraising sørger for, at teamet også er klar til at blive i fondens levetid, altså ti år. For mig er det naturligt på et tidspunkt i fondens levetid at trappe ned, og vi har sådan set haft en plan for det liggende klar i et godt stykke tid,” siger Erik Balleby Jensen, der stiftede Capidea i tæt samarbejde med Nordea i 2006 efter en årrække hos CVC.

Capidea er langt fra den eneste danske kapitalfond, der stemmer dørklokker ved investorer øjeblikket og flere har tidligere omtalt de udfordringer, der kan være ved at hente penge i et marked med stigende renter og lav sigtbarhed. Indtil videre har det dog ikke besværliggjort Capideas ambition om at rejse sin fjerde fond.

”Generelt har vi fået rigtig god respons fra vores investorer, så den globale usikkerhed har indtil videre ikke påvirket vores fundraising. Vores udgangspunkt er desuden, at en krise kan være en mulighed for at købe solide virksomheder, der er mere fornuftigt prissat,” siger Erik Balleby.

Har stået bag gode frasalg

Martin Jørgensen, der er udset til at blive ny chef for den danske kapitalfond, anses af mange investorer for at være et oplagt valg, blandt andet fordi han gennem årene har været ansvarlig for en række af Capideas bedste exits.

Således var han blandt andet ansvarlig for investeringen i rejsebureauet Aclass der efter nogle år blev solgt til Maj Invest og sikrede fonden et solidt afkast. Tidligere i år var fondens kommende førstemand også hovedarkitekten bag Capideas salg af Westpack, der producerer specialemballage til blandt andet briller, smykker og ure.

Westpack, der har hovedsæde i Holstebro, blev solgt for over 600 mio. kroner efter blot få års ejerskab og sikrede dermed Capidea og fondens investorer et afkast på omkring 5x.

De gode frasalg kombineret med de mange år i Capidea betyder, at mange investorer ifølge InsideBusiness’ oplysninger ser generationsskiftet i kapitalfonden som en naturlig udvikling, som har været forberedt længe.

Fakta

Capidea er en dansk kapitalfond, der blev stiftet i 2006.

Fonden blev etableret i tæt samarbejde med Nordea, hvorfor navnet også henviser til udtrykket ”Capital In Nordea”.

Kapitalfonden har indtil videre rejst tre fonde med et samlet tilsagn på 2,3 mia. kroner.

Investorerne i Capideas seneste fond tæller blandt andet Nykredit, Nordea-Fonden, Velliv, LLG og Dansk Vækstkapital.

Capidea har i år frasolgt tre selskaber herunder senest Budweg
Caliper til BBB Industries.

Stor gennemsigtighed 

Netop afkastet i Capidea har historisk set været ramt af, at man etablerede sin første fond i 2006, hvor priserne på virksomheder i flere år var steget voldsomt.

Det påvirkede afkastet hos både Capidea og en række af den andre aktører, der havde rejst penge og investeret op til finanskrisen i 2008, men især de senere år har en række stærke frasalg sikret netop Capideas første fond et yderst hæderligt afkast.

Det samme gælder for Capideas tredje og seneste fond, der blev etableret i 2017 med et tilsagn på lidt over 800 mio. kroner og indtil videre har givet investorer et afkast på omkring 20 procent.

Blandt investorerne er tunge navne som Jysk-ejernes holdingselskab LLG samt Velliv, Nordea-Fonden og Nykredit samt en række private velhavere.

Over for InsideBusiness peger en af Capideas investorer blandt andet på, at man har været meget tilfreds med både afkast samt den måde, fonden har håndteret det forestående generationsskifte på.

”Vi har fulgt Capidea nogle år og været rigtig godt tilfredse med udviklingen. Afkastet i Capidea III har indtil videre været rigtig godt, og som investor har vi fuld gennemsigtighed med de ting, de arbejder med,” siger investoren og peger på, at netop den direkte dialog med kapitalfondens partnere er noget, der typisk er langt mere adgang til i mindre fond, hvor man er tættere på sine investorer.

 

Læs mere

Kapitalfond genopliver børsdrømme

Lukrativt M&A-marked i brat fald

Kapitalfond kan spinde guld på storinvestors skandalesag

Mærsk-ejers kapitalfond vil hente 15 mia. til ny satsning

Mislyde i toppen af Mærsk

Axcel klar til ny pengejagt

M&A-markedet balancerer på en knivsæg