Nordic Capital tager nu et drastisk skridt i forsøget på at få ryddet op i fondens portefølje.
I en opsigtsvækkende handel får samtlige investorer i Nordic Capitals syvende fond fra 2008 nu mulighed for at sælge deres andele af ni virksomheder med en præmie på 11% til amerikanske Goldman Sachs og Coller Capital, der dermed sikrer en konstruktion, hvor virksomhederne får et nyt 5 årigt liv i Nordic Capital regi.
Nordic Capital forsætter som ejer af selskaberne, der i forbindelse med aftalen er blevet værdisat til 17 mia. kr
Handlen er lidt af en milepæl for ikke blot Nordic Capital, men også for markedet for såkaldte secondary placements, hvor det er en af de mest omfattende nogensinde.
Nordic Capitals syvende fond har, hvis handlen godkendes, nu kun en række aktier i flere børsnotererede selskaber, som må forventes solgt i nær fremtid.
For Nordic Capital er handlen en kærkommen lejlighed til at sætte et passende punktum og starte på en frisk i den 32-milliarder kroner store fond, der blev rejst kort før finanskrisen og siden oplevede betydelige vanskeligheder på lige fod med andre fonde, der blev etableret i samme periode.
Som tidligere beskrevet i InsideBusiness har Nordic Capitals syvende fond indtil nu leveret et afkast, hvor de mange investorer, herunder ATP og Danica Pension, har fået øget deres oprindelige indskud med halvanden gang. Dermed har fonden underpræsteret i forhold til børsmarkedet, ligesom fondens årlige interne rente (IRR) har ligget på under 10 procent.
Resultatet er ikke just imponerende, men en klar konsekvens af, at flere af fondens investeringer blev hårdt ramt af finanskrisen, hvilket også var tilfældet for mange af de andre fonde, der købte op i den periode.
Sagen kort
Nordic Capital stiftede i 2008 sin syvende fond med et samlet tilsagn på 32 milliarder kroner.
Flere investeringer i fonden blev hårdt ramt af finanskrisen, og afkastet har derfor været skuffende.
Nu giver Nordic Capital fondens investorerne i Nordic Capital VII mulighed for at sælge deres andele af ni virksomheder til Goldman Sachs og Coller Capital.
Den samlede pris lyder på 17 milliarder kroner, og fondens nuværende investorer får tilbud om enten at sælge deres aktier til en præmie på 11 procent eller fortsætte i den nye struktur.
En fair pris
Goldman Sachs og Coller Capital har i en budproces tilbudt Nordic Capitals investorer en bonus på 11 procent i forhold til de aktuelle bogførte værdier af porteføljens ni virksomheder. Det betegnes ifølge InsideBusiness’ oplysninger af mange investorer som en ganske fair pris – især set i lyset af at de såkaldte secondary placements ofte medfører klækkelige rabatter til de nye investorer.
”Vi anser det for en være en god aftale, hvor vi får en mulighed for at komme ud med en fair præmie. Når fonden nu runder ti år, er man nødt til at slå en streg i sandet og vurdere, om det giver mening at fortsætte. I lyset af hvor mange virksomheder Nordic fortsat ejer i sin syvende fond, vil det tage mange år at afvikle den. Derfor giver den nye løsning god mening,” siger en investor til InsideBusiness.
Samtidig anser flere investorer, som InsideBusiness har talt med, manøvren for at være en god mulighed for at starte på en frisk i de ni virksomheder i Nordic Capital syvende fond på en måde, hvormed man undgår brandsalg af aktiverne, ligesom man som investor ikke risikerer at hænge på sine aktier i fonden, såfremt man ønsker at komme ud af investeringen. Omvendt ser de nye investorer en attraktiv investering ved at lade Nordic Capital vidreudvikle de ni virksomheder i yderligere 5 år.
Investering kræver hårdt arbejde
Blandt de selskaber, der nu skal have nye ejere og dermed får forlænget deres investeringshorisont, er danske Bladt Industries samt detailkæden Sportmaster.
Netop de to selskaber er et godt billede på, hvorfor salget af Nordic Capitals tilbageværende portefølje giver god mening. Begge virksomheder har oplevet betydelige vanskeligheder, siden Nordic Capital overtog dem i 2012, og ingen af dem står derfor over for et snarligt frasalg. Det vil sandsynligvis kræve både tid og knofedt at fintune de to selskaber frem mod et salg, og da Nordic Capitals syvende fond nu har ti år på bagen, giver det ikke mening for fonden at fortsætte i den nuværende struktur.
For Bladt Industries’ vedkommende ser tingene en smule lysere ud, da man efter nogle svære år har fået bedre styr på forretningen og ikke mindst bundlinjen, efter at man tidligere var voldsomt plaget af store udsving og bekostelige slagsmål med flere store kunder.
Netop de tvister var allerede i forbindelse med Nordic Capitals opkøb af virksomheden en ubekendt faktor, der gjorde det svært at prissætte den nordjyske industrivirksomhed, der lever af at producere fundamenter til vindmøllebranchen. For de nye ejere bliver det derfor alfa omega, at man hurtigst muligt får styr på eventuelle slagsmål, så man kan skabe et fundament for et fremtidigt salg af koncernen, der for nylig mistede topchef Jan Kjærsgaard til FLSmidth. Han blev erstattet af Klaus Steen Mortensen, der i mange år har haft ledende poster i Vestas
Formand i Bladt Industries Jens Due Olsen understreger over for InsideBusiness, at han ser positivt på virksomhedens mulige forlængede liv med Nordic Captial og de nye investorer, men han hæfter sig samtidig ved, at han aldrig har følt sig under tidspres, selv om Nordic Capitals fond VII snart har 10 år på bagen
”Selv om det selvfølgelig ikke er en ønskesituation, har en kapitalfond altid mulighed for at forlænge levetiden af sine fonde. Så vi har aldrig fokuseret på andet end at drive virksomheden fremad,” siger Jens Due Olsen og peger på, at man trods store udsving i indtjeningen de senere år ser positivt på de kommende år.
”Bladt har i 2017 været ramt af et lavt antal ordrer, og samtidig har vi mærket, at mange af de store skibsværfter har bevæget sig ind på vores område for at få fyldt ordrebøgerne. Det har sat priserne under pres, men der er nu kommet gang i flere store budrunder, så 2019 og 2020 tegner lovende,” siger Jens Due Olsen, der ud over Bladt også er formand i NKT og KMD.
Også Sportmaster med direktør Jens Høgsted i spidsen har indtil videre vist sig som en udfordrende investering for den svenske kapitalfond. Både omsætning og indtjening har været under pres, siden Nordic Capital opkøbte kæden, blandt andet i takt med at stigende nethandel generelt har sat de danske detailkæder under pres.
Nordic Capital har de sidste to år skudt omkring 150 millioner kroner i sportskæden, og for nogle år siden overtog man desuden netbutikken Unisport i et forsøg på at styrke virksomhedens platform. Et salg af kæden ser dermed fortsat ud til at have lange udsigter. Så når Goldman Sachs og Coller nu giver investeringen fem år mere til at bevise sit værd, må det siges at være en kærkommen livline for Sportmaster.
Seneste fond tegner bedre
Mens Nordic Capitals investorkreds, der blandt andet tæller ATP og Danica, nu har til udgangen af måneden til at beslutte, hvorvidt de vil takke ja til tilbuddet fra Goldman Sachs og Coller eller vil fortsætte som investorer under den nye struktur, er kapitalfonden også travlt beskæftiget med at rejse en ny fond.
Som tidligere beskrevet i InsideBusiness er Nordic Capital netop nu ved at lukke sin niende fond, hvor mange investorer nu igen ser positivt på den fonden med de svenske rødder, der traditionelt set altid har været særdeles aktiv herhjemme.
Netop det sløje afkast i Nordic Capitals syvende fond var en af årsagerne til, at mange investorer siden valgte at takke nej til den ottende fund, da svenskerne med Kristoffer Melinder i spidsen igen gik til markedet i 2013.
Nordic Capitals ottende fond har dog i modsætning til forgængeren udviklet sig rigtig positivt, blandt andet takket være salget af Nets-rivalen Bambora, der blev solgt til Ingenico sidste sommer. Betalingsgiganten blev afhændet til omkring fem gange så meget, som Nordic Capital oprindelig havde givet for at samle de mange virksomheder i koncernen, og den handel har været med til igen at lukke den svenske fond ind i varmen hos især danske investorer.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Nordic Capital, Coller Capital eller Goldman Sachs.
LÆS MERE
Danske kapitalfonde skovler penge ind – lukker vinduet nu?
Britisk fond øjner endnu et dansk supersalg
Førende kapitalfond lukker munden på kritikerne
Fremadstormende mægler puster nyt liv i salgsproces
Rådgivere lugter mere guld efter historisk godt M&A-år