;
tandlægefoto© Georgerudy Dreamstime

M&A

Kapitalfond snupper dansk tandlægekæde

Den svenske kapitalfold Impilo har opkøbt Tandlægen.dk og skal nu forsøge at sætte yderligere tryk på væksten i kæden.

Efter en noget langstrakt salgsproces er det endelig lykkedes Danske Banks corporate finance-afdeling at finde en køber til landets største tandlægekæde, Tandlægen.dk. Prisen lyder på omkring 1 milliard kroner.

Køberen er den svenske kapitalfond Impilo, der herhjemme repræsenteres af blandt andre den tidligere EQT-mand Nicholas Hooge.

Det fremgår af internt materiale, som InsideBusiness er i besiddelse af.

Her fremgår det, at Impilo nu overtager Tandlægen.dk’s 52 klinikker og majoriteten i virksomheden, der ud over de opkøbte tandlæger selv ejes af blandt andre erhvervsmanden Henrik Kølle og en række tidligere partnere fra kapitalfonden Axcel.

Samtidig har både Nykredit og især Danica Pension spillet en central rolle i opbygningen af kæden, hvor sidstnævnte har finansieret Tandlægen.dk’s mange opkøb med nogle relativt høje renter, ligesom pensionskassen også sidder på en mindre aktiepost.

Netop den komplicerede struktur bag kæden med Danica som långiver samt de mange ejere har været en af de største udfordringer i processen, da målet har været at tilgodese alle parter, hvilket dog ikke har været nogen let øvelse.

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness, satte ejerne bag Tandlægen.dk selskabet til salg i begyndelsen af 2021, efter at man oven på en række år med høj vækst, men også markante underskud havde valgt at lette foden fra speederen og i stedet fokusere på integrationen af de mange opkøbte tandlægeklinikker.

Direktør i Tandlægen.dk Henrik Kølle, der også er aktionær i selskabet, bekræfter over for InsideBusiness, at Impilo har købt majoriteten i kæden.

”Alle ejere, herunder tandlægerne, får naturligvis mulighed for at geninvestere i det nye setup, mens en aktør som Danica nu går helt ud. For os er det her en optimal løsning med en ny, kapitalstærk ejer, der netop har fokus på sundhedsindustrien, og som kan hjælpe med at styrke forretningen yderligere de kommende år,” siger han.

Bremset af corona

Oprindelig var planen, at Tandlægen.dk skulle skyde gang i en salgsproces i begyndelsen af 2020, men da coronapandemien ramte verden, blev kæden også massivt påvirket af de mange nedlukninger, hvorfor man måtte sparke de planer til hjørne.

”I 2020 blev vi ikke overraskende hårdt ramt af corona, men 2021 tegner markant bedre med en EBITDA på omkring 70 millioner kroner. Samtidig har vi i år gennemført generationsskifte i omkring halvdelen af klinikkerne, og den øvelse har for os været helt central i forhold til at skabe fundamentet for fremtidens vækst,” siger Henrik Kølle.

En af udfordringerne for tandlægekæden var tidligere, at man indledningsvis fik købt klinikker i et alt for voldsomt tempo, hvorfor man pludselig var ved at blive kvalt i de store omkostninger til at servicere den gæld, som man havde finansieret de mange opkøb med.

Belært af fortiden vil vi ifølge Henrik Kølle derfor ikke se voldsomme satsninger, selv om Tandlægen.dk nu får markant flere økonomiske muskler i ryggen.

”Selv om vi med Impilo i ryggen får nogle helt andre muligheder rent finansielt, skal vi ikke ud at købe klinikker i samme tempo, som vi gjorde i starten. Vi vil foretage tilkøb, når det passer ind, men jeg ser ikke nogen ukontrolleret offensiv for mig hverken herhjemme eller i udlandet,” siger Henrik Kølle.

Konkurrent blev også solgt

Tandlægen.dk har siden 2016 haft et samlet underskud på omkring en halv milliard kroner, hvor især de mange opkøb og integrationen kombineret med dyre renter og afdrag til især Danica har tynget bundlinjen. Pensionskassen får dog med salget til Impilo både vekslet sine aktier til kontanter og indfriet sin gæld til tandlægekæden.

De historiske udfordringer i kæden var da også den primære årsag til, at det hurtigt viste sig at køberfeltet var relativt begrænset, blandt andet fordi en række kapitalfonde løbende har kigget på kæden og derfor allerede besluttet sig for, at de ikke ville kaste sig ind i budprocessen, da selskabet blev sat til salg.

Indledningsvis var der ud over Impilo også en vis interesse fra storfonden EQT, men her viste det sig relativt hurtigt, at den svenske kapitalfond kun var indstillet på at forhandle, såfremt man kunne snuppe Tandlægen.dk til en meget lav pris.

Forud for salget af Tandlægen.dk blev også konkurrenten Godt Smil solgt for blot nogle måneder siden, idet den internationale forvalter ICG overtog virksomheden fra danske Maj Invest.

Modsat Tandlægen.dk, der køber etablerede klinikker, har filosofien bag Godt Smil siden etableringen i 2008 været at opbygge egne klinikker fra bunden. Det har medført en markant lavere vækst, men dog har selskabet vist sig langt mere profitabelt end Tandlægen.dk indtil videre.

 

LÆS MERE

Danica og ejerkreds sætter tandlægekæde til salg

Trods lunkne afkast: Statens storinvestor tager kapitalfonde i forsvar

Nordiske kapitalfonde får baghjul på afkast  

M&A-marked: Her er de varmeste salgskandidater

Storbank dropper dansk corporate finance

Kapitalfondes væksthåb presset på pengejagt

PFA risikerer kæmpe nedskrivning på giftigt udlån

EQT forbereder salg af genrejst problembarn