smedegaard web1

Inside story

Kapitalfond snupper tidligere Mærsk-topchef

Tidligere topchef i Mærsk Nils Smedegaard Andersen indtræder som formand i rederiet Unifeeder, der er ejet af kapitalfonden Nordic Capital. Posten er Smedegaards første nye formandspost siden den bratte exit fra Mærsk i sommeren 2016, og han indtræder i et selskab, der efter nogle svære år igen oplever markant fremgang.

Kapitalfonden Nordic Capital kaprer nu en af landets mest eftertragtede erhvervsfolk til bestyrelsen i rederiet Unifeeder.

Tidligere topchef i både Mærsk og Carlsberg Nils Smedegaard Andersen indtræder således som formand i virksomheden, der hvert år sejler containere mellem korte destinationer i Østersøen og Middelhavet og blandt andet har Maersk Line på kundelisten.

Posten som formand i Unifeeder er Smedegaards første nye bestyrelsespost, siden han forlod Esplanaden i juni 2016 efter godt ni år i spidsen for landets største virksomhed.

Ud over det nye hverv fungerer Smedegaard også som rådgiver for Nordic Capitals fonde, ligesom han selv personligt har investeret i den svenske kapitalfonds seneste fond fra 2013, der ejer Unifeeder.

”Jeg ser meget frem til denne mulighed. Unifeeder er et veldrevet selskab, der udfylder en vigtig rolle som partner for både globale rederier og industrielle kunder overalt i Europa,” siger Nils Smedegaard Andersen og peger på, at Unifeeder under Nordic Capitals ejerskab har udvidet sit fokus ganske betydeligt.

”Unifeeder har udvidet sit netværk og services markant de senere år, og jeg ser frem til at arbejde med den daglige ledelse med henblik på at styrke Unifeeders markedspostion yderligere,” siger den tidligere Mærsk-direktør, der ud over den nye formandspost også sidder i bestyrelsen for de to globale giganter BP og Unilever, ligesom han fortsat er formand for Dansk Supermarked.

Indgående branchekendskab

Hos Nordic Capital mener partner Lars Terney, at Nils Smedegaard qua sin baggrund har nogle helt unikke kompetencer, som fonden håber vil gavne Unifeeder på sigt.

”Nils kommer med nogle helt unikke kompetencer, da han tidligere har drevet en række virksomheder med et globalt fokus. Samtidig har han stor erfaring med at lede virksomheder på et komplekst strategisk niveau. I forhold til Unifeeder har Nils både en indgående forståelse for transportsektoren, ligesom han ved, hvordan de store rederier tænker,” siger Lars Terney.

Oprindelig købte Nordic Capital Unifeeder fra den britiske fond Montagu i 2013, og siden har rederiet været gennem en vanskelig peiode. I 2015 og 2016 blev Unifeeder således ramt af en række udefrakommende faktorer, hvor både opbremsningen i containerindustrien og den russiske embargo påvirkede virksomheden ganske markant. Nu er rederiet ifølge Nordic Capital dog igen tilbage på sporet.

”Unifeeder blev ramt af den perfekte storm i midten af 2015, der påvirkede virksomheden hele vejen ind i første halvår af 2016, men ledelsen har arbejdet bevidst med en række effektiviserings- og markedsmæssige tiltag, således at Unifeeder kommer væsentlig styrket ud af 2017 med en forventet organisk volumentilvækst på over 10 procent og måske et resultat, som er det bedste år i virksomhedens historie. Ledelsen har været i stand til at blive ved med at fintune forretningen og konstant optimere driften og de interne processer, hvilket nu for alvor giver resultat,” siger Lars Terney.

Han peger på, at Nils Smedegaards indtræden i bestyrelsen blandt andet sker, for at den erfarne erhvervsmand kan hjælpe Unifeeder med at fortsætte den positive udvikling.

”Det er klart, at Nils træder ind i Unifeeder på et tidspunkt, hvor Nordic Capital har ejet selskabet siden 2013. Derfor er Nordic Capital et godt stykke inde i ejerperioden, men en del af vores arbejde er hele tiden at vurdere, om Nordic Capitals virksomheder har den rette ledelse og den rette bestyrelse. Vi har arbejdet bevidst på at få Nils Smedegaard ind i bestyrelsen, og det vil styrke Unifeeder forsatte udvikling,” siger Lars Terney.

Ejer ikke selv skibe

Da Nordic Capital overtog Unifeeder i 2013, havde virksomheden primært fokus på det nordeuropæiske marked. Siden har man imidlertid udvidet sine aktiviteter ganske betydeligt, og Lars Terney understreger, at Unifeeder især nyder godt af sin ‘asset light’-model, hvor man i modsætning til andre rederier, herunder store aktører som Maersk Line, ikke selv ejer sine skibe.

”Under Nordic Capitals ledelse har Unifeeder vist, at man kan vokse internationalt. Selskabet er gået fra at være en nordeuropæisk spiller til en paneuropæisk aktør med omfattende aktiviteter både i Nordsøen og Middelhavet. Det unikke ved selskabet er, at man har en meget omkostningseffektiv og unik model, hvor man ikke selv ejer skibe. Derfor er man særdeles konkurrencedygtig og fleksibel selv i udfordrende markeder akkurat på samme måde som en virksomhed, som DSV er det,” siger Lars Terney, der har været i Nordic Capital siden 2008. Sidste år foretog fonden er omrokering, der betyder, at Terney i dag selv har ansvaret for at optimere fondens investeringer på tværs af landegrænser, mens Michael Haaning nu står med ansvaret for nye opkøb.

Børsnotering en mulighed

Ligesom Unifeeder har flere af Nordic Capitals danske investeringer gennem de senere år været plaget af en række udfordringer. Det gælder ikke blot detailkæden Sportmaster, men også stålvirksomheden Bladt Industries, der er en af de store underleverandører til vindmølleindustrien.

Med Unifeeders markante forbedring på bundlinjen i indeværende år tyder meget på, at rederiet bliver fondens næste exit herhjemme, og især muligheden for en børsnotering synes nu mere tilgængelig efter Nils Smedegaards indtræden.

”Som kapitalfond er Nordic Capitals opgave hele tiden at vurdere, hvilken strategisk og operationel retning der er den rigtige for selskabet. Det indebærer naturligvis også at vurdere, hvilken type exit der er den rigtige for Unifeeder. Nordic Capital har gennem årene flere gange brugt børsmarkederne som en exitplatform med succes, og det er klart, at den mulighed er styrket med en formand som Nils Smedegaard, der har et cv, langt de fleste investorer vil anerkende. Men om Unifeeder så faktisk børsnoteres, når Nordic Capital sælger, vil tiden vise, da både et salg til en industriel eller finansiel spiller vil blive vurderet, når tidspunktet for en exit kommer,” siger Lars Terney.

 

LÆS MERE

Her er Danmarks bedste kapitalfond

Fonde køber stort ind på jubelregnskaber 

Nordic Capital: Derfor køber vi Lagkagehuset

Her er kapitalfondenes guldæg – og de sorte får (Del 4: EQT og Nordic Capital) 

Nordic Capital rokerer rundt i ledelsen