Efter en periode med turbulens på de indre linjer nærmer Maj Invest Equity sig en vigtig milepæl. Fonden har i snart et år forsøgt at etablere sin sjette fond, men har undervejs været plaget af et noget kaotisk generationsskifte samt en portefølje, der har haft sine udfordringer.
Samtidig har kapitalfonden kæmpet en kamp mod uret for at få lukket sin fjerde fond fra 2012, der fortsat rummer to virksomheder.
Udfordringen har imidlertid været, at både opkøbet af Vega Sea samt sushikæden Sticks’n’Sushi har været ramt af flere problemer undervejs.
Men nu ser det ud til, at begge selskaber er i så fornuftig gænge, at Maj Invest med lidt held kan få begge virksomheder solgt inden for en overskuelig fremtid.
InsideBusiness erfarer således, at Maj Invest er meget tæt på at have fundet en ny ejer til Vega Sea, der i det netop offentliggjorte regnskab havde en omsætning på 1,3 milliarder kroner og en indtjening på 35 millioner kroner før renter og afskrivninger.
Hvis alt går vel, kan selskabet, der har en aktuel markedsværdi på omkring 300 millioner kroner, være solgt inden for få uger.
Med en bankgæld på omkring 80 millioner kroner i holdingselskabet bag koncernen, der lever af at forarbejde og sælge laks, samt diverse kapitalindskud gennem årene tyder meget dog på, at Vega Sea på ingen måde bliver en prangende investering for Maj Invest.
Udfordringerne undervejs kombineret med den lange ejerperiode betyder dog, at kapitalfonden og dens investorer sandsynligvis vil være tilfredse med blot at komme ud af investeringen uden nævneværdige økonomiske skrammer.
Noget bedre ser det ud for sushikæden Sticks’n’Sushi, hvor Maj Invest nu ifølge InsideBusiness’ oplysninger satser på inden længe at skyde gang i en salgsproces med hjælp fra Deloittes corporate finance-afdeling.
Ligesom Vega Sea er Sticks’n’Sushi efterhånden en gammel investering og har ligeledes oplevet markante udfordringer i Maj Invests ejerperiode. Især en international ekspansion i England og Tyskland har vist sig noget vanskeligere end først antaget.
Kæden er dog i væsentlig bedre gænge nu, og i det netop aflagte regnskab, hvor omsætningen rundede 700 millioner kroner, mens EBITDA-fortjenesten i virksomheden landede på næsten 90 millioner kroner. Samtidig viste Sticks’n’Sushi en vis modstandskraft under covid-19-pandemien via blandt andet et stærkt takeawaykoncept.
Det store spørgsmål er dog, om der i øjeblikket er købere til netop den type virksomhed, da især kapitalfonde i løbet af det seneste år er blevet markant mere påpasselige med at investere i koncepter, der retter sig direkte til forbrugerne.
Det skyldes især tvivl om, hvorvidt stigende inflation og renter vil påvirke forbrugernes købekraft. Kombineret med restaurationskæders stigende omkostninger kan det nemlig vise sig at være en farlig cocktail.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra managing partner i Maj Invest Equity Jens Aaløse, men forvalterens øverste chef, Jeppe Christiansen, understreger, at selv om han ikke ønsker at udtale sig om konkrete planer, ser man meget positivt på de to sidste selskaber i kapitalfondens fjerde fond.
”Naturligvis er der usikkerhed i markedet, men begge selskaber performer rigtig flot. Vi er derfor overbevist om, at det vil være muligt at finde gode løsninger for de to virksomheder, når det bliver aktuelt,” siger han.
Skal kigge fremad
InsideBusiness har talt med flere potentielle investorer, der har været i dialog med Maj Invest i forbindelse med den igangværende fundraising. Og meldingen her er, at man meget gerne ser, at fonden får lukket sin fjerde fond for dermed at kunne fokusere tid og ressourcer på nyere investeringer.
Kapitalfondens femte fond fra 2017 rummer således fortsat ni investeringer, ligesom man tabte hovedparten af en af sine største investeringer i form af Itadel med et tab på omkring 300 millioner kroner til følge.
Samtidig er flere andre virksomheder i porteføljen, herunder Good Food Group, som man ejer sammen med pensionsselskabet PKA, blevet ramt af udfordringer, hvorfor det på nuværende tidspunkt er svært at få øje på oplagt exits i den fond.
Dilemmaet mellem en kapitalfonds ønske om at etablere nye og større fonde kontinuerligt og investorernes ønske om, at der luges ud i ældre investeringer, er en klassisk problemstilling i sektoren. De senere år har fonde valgt at gøre brug af såkaldte continuation vehicles, der kan huse ældre opkøb, der af forskellige årsager ikke er blevet solgt.
En af de første spillere på nordisk plan, der gjorde brug af den strategi, var Nordic Capital men siden har flere andre gjort dem kunsten efter. Senest etablerede danske Erhvervsinvest således fonden Sileo til at huse de to investeringer i Design Eyewear Group International og Epoke.
Stor forskel i afkast
Selv om Maj Invest fortsat mangler at sælge de to sidste selskaber i sin fjerde fond, hæfter flere investorer sig dog ved, at man i netop den fond indtil videre har leveret et rigtig solidt afkast.
Således har man i den fond formået at levere en afkastmultipel på lige over 2x efter omkostninger, mens det årlige nettoafkast ligger på over 20 procent.
Det er blandt andet frasalg af selskaber som Muuto, DK-Foods og tandlægekæden Godt Smil, der har været medvirkende til, at Maj Invest 4 målt på afkast er en af de bedste danske fonde rejst i den periode.
For fondens investorer er en af udfordringerne i den igangværende due diligence, at den efterfølgende fond indtil videre ikke har leveret nævneværdige exits, hvorfor afkastet indtil videre ligger i den tunge ende.
Det gør det vanskeligt for investorerne at bedømme resultaterne, da især pensionskasser og professionelle investorer gerne vil se konsistente, solide afkast.
Samtidig har hele balladen omkring fondens generationsskifte ikke gjort tingene lettere, idet man i efteråret 2021 præsenterede Per Høholt som ny managing partner over for investorerne blot for kort efter at erstatte ham med tidligere TDC-chef Jens Aaløse.
Læs mere
Her er landets bedste kapitalfond
Kapitalfond klar til at skifte frontfigur
Kapitalfond genopliver børsdrømme
Lukrativt M&A-marked i brat fald
Kapitalfond kan spinde guld på storinvestors skandalesag
Mærsk-ejers kapitalfond vil hente 15 mia. til ny satsning