;
basisbank

Inside story

Kapitalfonde lurer på danske finansselskaber – bank er i spil

Kapitalfondenes indtog i den danske finanssektor kan hurtigt blive realitet. Navnlig én dansk bank ser en kapitalfond som den naturlige ejer. Vi ser på situationen i en branche, der ellers har været lukket land for private equity.

Det ser ud til, at kapitalfondene nu langt om længe får deres indtog som ejere i den klassiske danske finanssektor. For flere af de toneangivende fonde kigger med stadig større interesse på banker, pensionsselskaber, forsikring og leverandører af finansielle ydelser i Danmark. Flere handler har allerede været tæt på at gå hjem – og p.t. er flere oplagte aktiver til salg.

Hvis vi ser bort fra betalingsgiganten Nets, der ikke er en klassisk finansvirksomhed med kapitalkrav, kredittab og høje konjunkturrisici, og undtagelsen Danmarks Skibskredit, har finansvirksomheder i Danmark hidtil været lukket land for kapitalfonde. Af flere gode grunde, eksempelvis at det er vanskeligt at lånefinansiere købet af en bank, ligesom Finanstilsynet typisk ser kritisk på ejeren af en finansiel institution. Og her kan kapitalfonde få udfordringer.

Sagen kort

Den traditionelle finanssektor har hidtil været stort set lukket land for private equity. Men det er ved at ændre sig i Danmark, hvor især tre fonde er interesserede i at købe op. Det kan være inden for nichebanker, traditionelle banker, forsikring, pensionsaktører, kapitalforvaltere, betalingstjenester eller fintech.

P.t. er både Basisbank og L’Easy i spil. Førstnævnte ser endda en kapitalfond som sin naturlige kommende ejer.

Men noget tyder på, at de tider er ved at ændre sig. For InsideBusiness har talt med tre af de toneangivende fonde på området, der alle ser sultent mod finansvirksomheder i såvel Danmark som Norden. Desuden er flere spillere til salg. Det gælder for eksempel Basisbank, der ser en kapitalfond som den helt naturlige ejer.

”Det er ingen hemmelighed, at Basisbank vil komme til salg. Ejerkredsen går efter en pris på minimum 1,5 milliarder kroner. I det prisleje er det naturligt med kapitalfond som ejer i forhold til en spiller, der allerede er i branchen,” forklarer administrerende direktør for Basisbank Tom Rattleff.

Begrundelsen er, at en køber, der allerede er i branchen for consumer finance, næppe vil kunne give en lige så høj pris som en kapitalfond, der påtager sig at udvikle Basisbank og åbne i flere lande. Altså tage banken på en vækstrejse.

I forvejen er Basisbank i fuld gang med en vækststrategi, der står på tre ben: udvikling af nye geografiske markeder, udvikling af kunderejsen, digitalisering og nye produkter og partnerskaber.

”Lars Thuesen (hovedaktionær) er ikke presset til at sælge, så vi kan sagtens vente. Men planen er at gå i gang med et salg i løbet af 2019”, siger Tom Rattleff.

I forhold til en traditionel bank har Basisbank, der har en banklicens, den fordel i forhold til et salg til en kapitalfond, at man ikke er en almindelig retailbank. I stedet har man ca. 90.000 consumer finance-kunder (forbrugslånskunder) og ca. 14.000 indlånskunder, der kun betjener sig elektronisk og ikke benytter sig af for eksempel realkredit.

 

Køb af stor bank udelukkes ikke

Netop Basisbanks rolle som specialistbank gør den interessant for Nordens førende private equity-spiller med speciale i finansielle selskaber, Nordic Capital. Herfra understreger chef for financial services Christian Frick, at man er særdeles interesseret i at købe op på det danske marked, herunder også i consumer finance, hvor man i forvejen er repræsenteret i Sverige med en række selskaber i form af Nordnet, Nordax og Resurs Bank, hvoraf sidstnævnte har købt sig ind på det danske marked, da man købte Dan-Aktiv i 2014. Derfor er Christian Frick ikke overraskende interesseret i finansopkøb i Danmark som Basisbank og L’Easy, der også er til salg:

”Vi er jo alligevel en stor spiller i consumer finance, da Nordic Capital ejer en del af den børsnoterede Resurs Bank. Derfor er det meget naturligt for os at se på de to eksempler. Det kan også være en mulighed for at tilkøbe virksomheder til en af Nordic Capitals nuværende ejerskaber. Andre gange er det bedre stå alene,” siger Christian Frick, der ikke udelukker nogen former for finansielle opkøb i Norden.

Bag om Basisbank

Basisbank har en traditionel indlånsforretning med ca. 14.000 bankkunder med indlån for 2 mia. kr. Pengene bruges til at låne ud til consumer finance, hvor Basisbank har en lang række brands som LånLet, Selene Finans, Nupp og diverse retailkunder som salgskanaler, herunder lån til for eksempel cykler.

Forrentningen er fornuftig med en gennemsnitlig udlånsrente på 18 procent per år og en gennemsnitlig indlånsrente på bare 1 procent, men samtidig er der nedskrivninger og tab for 8 procent, fordi kunderne ikke betaler. Derfor har Basisbank en pæn del af organisationen, der arbejder på at kradse pengene ind igen.

Alt i alt efterlader det en fornuftig forrentning til Basisbanks ejerkreds på 110 mio. kr. før skat, der ifølge budgettet ventes at vokse til 110 mio. kr. i 2018 og til 146 mio. kr. i 2019.

Det er da også kun knap et år siden, at Nordic Capital kiggede på den fremadstormende pensionsmægler APC, men ejeren Peter Lindblad trak sig fra handlen i sidste øjeblik. I dag udelukker Christian Frick heller ikke et køb af en stor retailbank:

”Nordic Capital har skam købt flere banker de senere år i Sverige og Norge. Men i forhold til en traditionel retailbank er det lidt sværere for Nordic Capital. Det er en branche med stordriftsfordele, og det kan være svært at finde en bank, der er stor nok til at være konkurrencedygtig på den lange bane,” forklarer Frick.

I stedet handler strategien i høj grad om fokus på nicher for Nordic Capital, for der er masser af forretningsområder, som de største banker har trukket sig fra. I stedet søger mange af dem mod de brede kundetyper:

”Jeg vil sige det sådan, at der er større muligheder for private equity i finanssektoren end for 10-15 år siden. Årsagen er, at vi har fået flere såkaldte challenger banks. Det skyldes, at de største banker er blevet mere strømlinede og fokuserede, og de ønsker ikke at servicere alle kundegrupper. Det ser vi for eksempel på det svenske marked for boliglån. Derfor er der gode muligheder for at opbygge forretning med eksempelvis selvstændige, der falder uden for bankernes traditionelle måde at anskue kunderne på.”

Forsikringsbranchen er svær

Det skræmmer heller ikke Christian Frick, at man typisk heller ikke kan geare købet af en bank, fordi reguleringen og kapitalkravene sætter en stopper herfor. Ellers er det især kapitalforvaltning, digitale platforme og forskellige former for pensionsvirksomheder, der interesserer Nordic Capital. Forsikringsbranchen har derimod vist sig en svær nød at knække:

”Vi har set på spillere i forsikringsbranchen nogle gange, og vi fandt det svært. Ser du på skadesforsikring, er det en meget koncentreret industri i Norden og man har i modsætning til på bankområdet ikke set, at de største spillere som Tryg, Topdanmark, If Forsikring og Gjensidige har givet plads til, at udfordrere kan få et ben indenfor på specialistområderne.”

Til gengæld er det Christian Fricks erfaring, at flere og flere konkurrerende kapitalfonde rykker ind på markedet for køb af finansielle aktiver:

”Vi oplever bestemt en stigende konkurrence, men ikke så meget. Nordic Capital skiller os fortsat ud ved at have et dedikeret team, der kun kigger på finans. Vores største konkurrenter kommer faktisk uden for Norden. Det kan være spillere som Cinven, Blackstone eller CVC. De har meget store områder at investere i, men ikke så mange folk på jorden lokalt.”

 

Også CVC har et fokuseret finansteam

Netop CVC Capital Partners har også specialiseret sig i opkøb af finansielle virksomheder. P.t. har man et dedikeret europæisk team på 10 ansatte, der har investeret i 6-7 forskellige selskaber inden for områderne forsikringer, consumer credit og betalingstjenester:

”Det er et interessant område for os, fordi det er kompliceret, og alt andet lige bør det derfor være de dygtigste fonde, der laver de bedste investeringer, ligesom det er svært for andre fonde at komme ind. Det kan nogle gange være lidt sværere med de simple investeringer, fordi det så handler rigtig meget om pris og om dem, der kan acceptere det laveste afkastkrav,” forklarer Søren Vestergaard-Poulsen, managing partner i CVC Capital Partners.

Men på finansielle investeringer er der også andre risici. Det gælder eksempel for konjunkturomsving, hvor især banker på kort tid kan gå fra at være kernesunde til at være lukningstruede. Risikoen er udlånstab på grund af stigende arbejdsløshed, faldende boligpriser, konkurser med videre – det gælder om at have fat i de kunder, som er mindst skrøbelige.

Ifølge direktør Tom Rathleff fra Basisbank er hans consumer credit-bank dog ikke så sårbar over for et konjunkturtilbageslag:

”Vi ser faktisk, at vi har lidt sværere ved at låne ud i en tid som nu, hvor bankerne gerne vil låne mere ud. Så på den måde er vi ikke så konjunkturfølsomme.”

 Axcel ser opportunistisk på finansielle selskaber

Hos danske Axcel er man også blevet mere interesseret i at investere i virksomheder i finanssektoren. Det gjorde man for eksempel i 2016, da Axcel købte Danmarks Skibskredit sammen med PKA og PFA. Og i dag har man knyttet de mangeårige Nordea-profiler Peter Schütze, Jørgen Høholt, som forlod Nordea sidste år, og Peter Nyegaard tæt til sig.

”Vi har ikke nogen decideret strategi om, at vi skal købe finansielle selskaber, men vi ser på området opportunistisk. Så vi kigger på det, der kommer,” siger Christian Schmidt-Jacobsen, managing partner i Axcel.

Nogle spillere har over for InsideBusiness anført, at de danske banker er tilbageholdende med at finansiere deals, hvor en konkurrent lukkes ind på bankernes banehalvdel. Men det er Christian Schmidt-Jacobsen ikke bange for:

”I Danmarks Skibskredit kunne vi godt få bankfinansiering, men vi valgte at gå sammen med PKA og PFA. Der er en del spillere, der gerne vil stille finansiering til rådighed.”

 

LÆS MERE

Sådan er afkastet i de danske kapitalfonde 

Sådan vil Nordic Capital investere ny milliardfond

Kapitalfonds problembarn koster banker dyrt

Mastodont jagter Huscompagniet

Danske pengekasser investerer tungt i EQT’s kæmpefond

 

Billedtekst: En kapitalfond er den oplagte køber til at eksekvere en vækststrategi for Basisbank, mener direktør Tom Rattleff fra Basisbank. Foto: PR