;
Flying Tiger Store

Inside story

Kapitalfonds milliardsalg hænger i en tynd tråd

Efter skuffende salgstal må EQT skrinlægge planerne om at sælge sit store håb, Flying Tiger, der indtil for nylig tegnede til at blive en af fondens største succeser de senere år.

Nordens største kapitalfond, EQT, må nu sande, at det ikke er så let at sælge detailvirksomheden Flying Tiger, som man havde troet.

Fonden og dens investorer havde ellers sat næsen op efter et historisk godt afkast på opkøbet af Lennart Lajboschitz’ livsværk, som man opkøbte i 2012 for lidt over 1 mia. kr. Siden fulgte et par år med voldsom vækst, inden kæden hoppede af forrige år, hvor selskabets blev tvunget ud i en større opbremsning. Siden har tidligere Berlingske-topchef Mette Maix kæmpet for at få Flying Tiger tilbage på sporet, og meget tydede på, at kæden igen var i god gænge, da EQT tidligere i år sætte virksomheden til salg med et prisskilt på 6 mia. kr.

Nu er salgsprocessen imidlertid sat definitivt på hold, mens EQT og fondens rådgivere forsøger at blive klog på deres næste træk.

Flere fonde, herunder KKR og Permira, afgav ifølge InsideBusiness’ oplysninger tidligere på sommeren bud på Flying Tiger, men alt imens et salg rykkede nærmere, måtte Flying Tiger pludselig fremvise en såkaldt trading update, der viste, at der igen var problemer med salget i de eksisterende butikker, det såkaldte like-for-like.

Det fik køberne til at trække følehornene til sig, men med hjælp fra investeringsbanken Morgan Stanley forsøgte fonden at tage kontakt til nogle af de potentielle købere, der allerede var blevet hægtet af tidligt i processen. Heller ikke her var der imidlertid interesse for at investere i Flying Tiger til de priser, EQT havde sat næsen op efter.

Derfor er det fremskredne salg af kæden nu skrinlagt, men flere kilder peger på, at EQT meget vel kunne finde på at kigge mod en børsnotering, hvis det viser sig muligt.

Formand i Flying Tiger Vagn Sørensen ønsker ikke at kommentere sagen, og det samme er holdningen hos partner i EQT Morten Hummelmose, der dog noterer sig, at Flying Tiger er et koncept, der er stor interesse for.

En overraskende udvikling

Det er ikke mere end nogle måneder siden, at EQT ligeledes måtte skrinlægge planerne om at frasælge Huscompagniet, som man købte fra norske FSN Capital i sommeren 2015. Processen var her styret af Danske Bank og Rothschild, men det lykkedes ikke at finde en køber, der ville betale den pris, EQT havde sat næsen op efter.  I lyset af den korte ejerperiode skulle den svenske fond have en relativt høj pris for det fremadstormende typehusfirma, og en stor del af den pris skulle retfærdiggøres via Huscompagniets ekspansion på det tyske marked. Det danske firmas tyske eventyr er dog stadig meget nyt, og de potentielle købere tøvede derfor med at indregne de vækstrater, EQT og fondens rådgivere budgetterede med.

Modsat Huscompagniet har EQT ejet Flying Tiger gennem en væsentlig længere periode, og samtidig købte man virksomheden på et tidspunkt, hvor priserne på aktiver slet ikke var så høje som i dag.

Derfor har kapitalfonden trods de senere års udfordringer i kæden hele tiden fastholdt, at der stadig ville blive tale om en investering med et yderst solidt afkast. Selv om der har været flere bump på vejen i EQT’s ejerperiode, var det de flestes opfattelse, at Flying Tiger under Mette Maix’ ledelse havde fået ryddet op i de værste børnesygdomme. Derfor var det meget overraskende for selskabets bejlere, at der nu igen opstod usikkerhed om salget, og det store spørgsmål er nu, hvordan EQT skal komme ud af sin investering.

Opkøbere ser tiden an

Flere kilder peger over for InsideBusiness på, at EQT’s kvaler med både Flying Tiger og Huscompagniet ikke udelukkende skyldes udviklingen i de enkelte selskaber, men i høj grad også at der blandt mange opkøbere i øjeblikket hersker en afventede stemning.

Holdningen flere steder er således, at de fleste kapitalfonde efterhånden har fået luget ud i porteføljen og afhændet de mest oplagte salgsemner i porteføljen, ligesom mange har udnyttet investorernes enorme efterspørgsel på alternativer til at rejse nye fonde, hvorigennem man har opkøbt virksomheder i et ganske betydeligt omfang.

Flere kapitalfonde vælger nu derfor at se tiden an af frygt for, at man kommer til at investere på toppen af en økonomisk cyklus. Erfaringen fra finanskrisen og dens efterdønninger var blandt andet, at en del af de fonde og virksomheder, der havde investeret kraftigt i årene op til krisen, blev ramt af store tab, ligesom mange kom til at hænge på problemfyldte investeringer i alt for mange år.

 

LÆS MERE

Danske pengekasser investerer tungt i EQT’s kæmpefond

TDC-køb kan blive dyrt for pensionskasser

Axcel klar til lynsalg af lønfirma

Danske kapitalfonde skovler penge ind – lukker vinduet nu?

Britisk fond øjner endnu et dansk supersalg

Førende kapitalfond lukker munden på kritikerne