;
ChristianBaltzer-JL-6956

Inside story

Køreplan for salg af Codan Danmark tager form. Rådgivere på plads

Salget af danske Codan skydes nu officielt i gang, idet Intact har valgt to investeringsbanker til at finde en køber til det uønskede forsikringsselskab. Også de to oplagte bejlere har valgt deres rådgivere. Budkrig synes uundgåelig.

Milliarderne er så småt klar til at rulle i kampen om at blive ejer af Codans danske forretning. Således erfarer InsideBusiness, at sælgerne repræsenteret ved majoritetsaktionæren Intact har hyret Barclays og Danske Bank til at stå for salget.

Barclays er såkaldt lead på transaktionen og repræsenterer Intact, som jo qua kravene fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal være majoritetsaktionær. Således er Tryg holdt ud i strakt arm.

Også på den anden side af bordet har man hyret hjælp udefra. Alm. Brand har nemlig hyret Nordea og Deloitte og signalerer dermed, at man er en seriøs byder. Man er sågar ifølge InsideBusiness’ oplysninger i gang med at undersøge mulighederne for at rejse tilstrækkeligt med midler i form af en kapitaludvidelse og ansvarlige lån, så man kan rejse de 8 til 12 milliarder kroner, som det forventes at prisskiltet bliver.

Den anden oplagte køber er Gjensidige, som har hyret en London-baseret rådgiver til opgaven. Hvem det er, er endnu ukendt.

Som før beskrevet i InsideBusiness er og bliver de to de mest oplagte købere Alm. Brand og Gjensidige. Man skal et stykke ud ad spekulationsskalaen for at finde på flere købere, selv om If Forsikring nok kunne være i feltet, hvis de pludselig beslutter sig for at sælge deres andel af Topdanmark for at kunne få lov af de danske konkurrencemyndigheder. Selv om If Forsikring og ejerne Sampo er kendt for at være ret uforudsigelige i deres købmandskab, er det dog næppe et sandsynligt scenario.

En anden mulig køber kunne være norske Protector, men det er næppe heller sandsynligt, da Protector allerede er på det danske marked med blikket stift rettet mod erhvervsområdet – og i øvrigt slås med det.

Der kunne teoretisk set også melde sig en global forsikringsaktør, eksempelvis Allianz eller Axa, på banen. Det forekommer imidlertid heller ikke lige til højrebenet, idet de nok ville have været interesseret i at købe hele RSA i stedet for, ikke kun den danske del af forretningen.

Vil man sælge i bidder?

Det andet store tema, der kan blive afgørende for salgsprocessen, er, om Codans danske forretning bliver splittet op i mindre bidder. Det kunne for ksempel være vindmølledelen Renewables og banksamarbejdet Privatsikring.

Begge dele er interessante aktiver, der nok kan findes interesserede købere til. Vindmølleområdet blandt internationale spillere, mens et mindre forsikringsselskab eller et setup omkring Nykredit/Totalkredit måske kunne være lune på Privatsikring. Så kunne man i den henseende samtidig ændre navn til Totalkredit Forsikring, ligesom Jyske Bank nu har fået Jyske Forsikring qua det nye samarbejde med Købstædernes Forsikring.

Fra en kilde tæt på processen erfarer InsideBusiness dog, at sælgerne efter alt at dømme foretrækker at sælge Codan Danmark samlet, også for at undgå at bruge mere tid på at dele de nordiske aktiviteter op. For Intact har som sådan ingen langsigtede interesser på det danske marked, mens Tryg jo af konkurrencemæssige hensyn er forhindret i at rode for meget rundt.

Alm. Brand og Gjensidige har hver især fordele og ulemper ved at købe. Gjensidige har fordelen af at være en kapitalstærk nordisk koncern, som bedre kan løfte de mere komplekse dele af Codans erhvervsforretning, ligesom det kan være en fordel at være stor og international over for en modpart som Intact.

Alm. Brand ser til sammenligning også ud til at være committet til opgaven, men for den danske spiller er et køb af Codan Danmark mere end et greb i lommen, da man selv har en markedsværdi på 11 milliarder kroner. Så man skal altså ud at finde penge til at købe et aktiv, der koster lige så meget, som Alm. Brand selv er værd.

Alm. Brand kan muligvis have en konkurrencefordel, da man er på samme it-platform som Codan, Tia Technology, som Codan har brugt op mod 2 milliarder kroner på at udvikle. Omvendt har Sapiens i efteråret købt Tia Technology fra EQT, og lige præcis Gjensidige er ved at udrulle en ny it-platform fra netop Sapiens, så det kan være et stakket forspring for Alm. Brand.

Codan-topchef: Intact ser potentialet

Uanset hvad, tyder det på, at den bedste pris kan opnås ved, at en industriel køber får fat i Codan, skærer til og gennemfører en migration af kunderne på it-platformen.

Det indikerer også, at der næppe bliver tale om en børsnotering af Codan Danmark, som ellers hidtil har været nævnt som en mulighed. Den analyse bliver dog ikke købt alle steder i markedet, for eksempel ikke hos Codans danske topchef.

Codan Danmarks topchef, Christian Baltzer, er nemlig først og fremmest positiv over, at der ser ud til at være stor interesse for at købe forretningen. Han mener dog ikke, at man skal afskrive muligheden for, at Intact beholder Codan eller gennemfører en børsnotering.

”Vi er beærede over, at der er bejlere og interesse for den virksomhed, jeg er en del af. Vi har også været i dialog med Intact, og vi oplever, at de ser potentialet i Codan og i den turnaround, vi er i gang med. Vi gør det rigtige, og der er store muligheder i både banksamarbejdet og i den grønne omstilling, hvor vi kan skabe værdi for samfundet. Intact kan komme til at være med i skabelsen af et af de førende danske forsikringsselskaber med en international profil,” lyder det fra Christian Baltzer.

Christian Baltzer finder det også positivt, at Sapiens har købt Tia Technology, fordi det ventes at give bedre muligheder fremover.

Meldingen fra Tryg Forsikring er, at man ikke har noget at gøre med salget af Codan Danmark. Det er helt og holdent Intacts beslutning, hvilket ligger i tråd med kravene fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der for nylig godkendte købet af RSA, under forudsætning af at Tryg er mindretalsaktionær i Codan Danmark.

I Alm. Brand er kommentaren til valget af Nordea og Deloitte som rådgivere følgende i et skriftligt citat:

”Vi har ikke noget at tilføje til det, vi tidligere har oplyst. Vi følger naturligvis de store forandringer, der finder sted i branchen, men det er endnu for tidligt at sige, om vi ser Alm. Brand deltage i en eventuel transaktion.”

Intact har ingen kommentarer.

 

Læs mere

Bundkonservativt forsikringsselskab tryner de store

Salg af Topdanmark Liv kan give problemer på markedspladsen

Vækstsultent forsikringsselskab tager kæmpetab i Danmark

Forsikringsbranchen lukker ned for brodne kar

Vækstivrigt forsikringsselskab jagter 1 mia. kr. i præmieindtægter

Alm. Brand lurer også på Codan. Se favoritten til opkøbet

Massiv disruption rammer forsikringsbranchens it. Netcompany blæser til angreb

Forsikringsbranchen står over for revolution med nye forretningsområder

Medlemsejede forsikringsselskaber giver de børsnoterede baghjul

Kæmperegning på vej til forsikringsselskaber for elbiler

Forsikringsselskab slår svindelalarm: Stadig flere leasingbiler ‘forsvinder’

Indbygget konflikt truer Trygs fremtid