rapport

Inside story

Vi afslører længe ventet rapport: Skarp kritik af pensionsbranchen

Det er markant dyrere at være pensionskunde i et kommercielt pensionsselskab – og der er ikke nok stordriftsfordele. Særligt kapitalforvaltning er for dyrt – og det får Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at foreslå en række tiltag i en længe ventet kritisk rapport om pensionsbranchen, som InsideBusiness nu kan afsløre indholdet af. Arbejdsmarkedspensionsselskaberne går heller ikke fri.

Det er i gennemsnit dobbelt så dyrt at være kunde i et kommercielt pensionsselskab som Danica, PFA, Velliv, Topdanmark Liv eller AP Pension i forhold til at have sin pension stående i et arbejdsmarkedspensionsselskab. Dette forhold danner rammen om en række anbefalinger for at øge konkurrencen i pensionsbranchen, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har arbejdet på i en længe ventet kritisk rapport om branchen.

InsideBusiness kan i dag afsløre indholdet af et udkast til den endelige rapport. En væsentlig del af konklusionen er det paradoks, at selvom de kommercielle pensionsselskaber er betydeligt større end arbejdsmarkedspensionskasserne, så kommer stordriftsfordele ingenlunde kunderne til gavn:

”De kommercielle selskaber er væsentlig større end arbejdsmarkedspensionsselskaberne, og de burde dermed være i stand til at høste væsentlige stordriftsfordele. De realiserede stordriftsfordele er moderate ved administration af pensionsopsparinger og slet ikke til stede ved kapitalforvaltning,” fremgår det af udkastet til rapporten.

Konsekvensen er en høj pris for samfundet og danskerne, idet kunderne i gennemsnit betaler 0,9 pct. af pensionsformuen i omkostninger. Dermed kræves der ”en nominel forrentning på mindst 3,4 pct. før pensionsafkastskat for at få et positivt realafkast på opsparingen, når det lægges til grund, at inflationen er 1,8 pct. om året, ” fremgår det.

Og det er ikke småpenge, der forsvinder i det danske pensionssystem. I alt betalte danskerne 22,6 mia. kr. for at få forvaltet deres pensioner i 2017, hvad der svarer til 2 pct. af det private forbrug. Tillige er prisen pr. pensionsopsparer steget med 6,1 pct. ud over de almindelige forbrugerprisstigninger fra 2012 til 2017, svarende til, at det koster 6700 kr. i gennemsnit pr. kunde pr. år. Tallene dækker dog over, at pensionsdepoterne også er vokset i perioden.

Det er med god grund især de kommercielle selskaber, som får skylden for de høje omkostninger. For det er dobbelt så dyrt at være kunde her – og det får konkurrencemyndighederne til at foreslå indgreb, som øger konkurrencen:

”Hvis der tages udgangspunkt i almindeligt anvendte modeller til at beregne, hvornår et afkast kan siges at være overnormalt, er der således tegn på, at de kommercielle selskabers indtjening er forholdsvis høj. Det understøtter, at der er potentiale for øget konkurrence på det kommercielle marked, som kan reducere omkostningerne og de priser, som kunderne betaler for at få administreret firmapensionsordningerne,” fremgår det.

Dog henvises der også til, at produktudbuddet er større i de kommercielle selskaber, og at der er en tendens til, at man sælger forsikringsordninger, der i mange tilfælde er tabsgivende, mens der omvendt sættes højere priser på kapitalforvaltningen.

Kønt er det heller ikke, at kapitalforvaltningen i de kommercielle selskaber er langt dyrere. Særligt ses det, at ”de opgjorte omkostninger ved kapitalforvaltning har et signifikant højere niveau, når kapitalen forvaltes eksternt i et andet selskab og hvor dette selskab er indenfor samme koncern.” Derimod er denne effekt ikke til stede, hvis kapitalforvaltningen sker i ikke forbundne selskaber. Det lugter af, at bankejede pensionsselskaber betaler overpris til bankens investeringsafdelinger.

En anden konsekvens er tillige, at de kunder, der ikke har en forsikringsordning tilknyttet deres pensionsordninger, betaler en del af gildet for dem, som har. Af samme årsag har de kommercielle pensionsselskaber over en 10-årig periode haft stigende overskud på kapitalforvaltning, mens de har haft et underskud på administrationsdelen.

Sådan skal øget konkurrence skabes

Der lægges derfor op til en række tiltag, som skal forbedre konkurrencen mellem de kommercielle selskaber. Her er en afgørende faktor, at man får held til at adskille forsikringsprodukterne fra pensionsprodukterne i en såkaldt ”unbundling” effekt. Det skal give plads til nye spillere, der er specialiserede indenfor forskellige forsikringsformer og samtidig give en øget gennemsigtighed på markedet.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anbefaler også, at virksomhederne i højere grad inddrager medarbejderne ved pensionsudbud, ligesom arbejdsmarkedspensionskasserne skal have øget incitament til – og bedre muligheder for – at konkurrere på det kommercielle pensionsmarked.

Det skal ske med nedsættelse af en arbejdsgruppe, som ”afdækker de reguleringsmæssige og administrative barrierer, som arbejdsmarkedspensionsselskaberne møder, hvis de ønsker at konkurrere om virksomhedskunderne på det kommercielle pensionsmarked.”

Der henvises særligt til, at selvom aktører som Sampension og PKA på det seneste har meldt sig under fanerne med stærke priser i pensionsudbuddene, f.eks. det om Novo Nordisk, som PFA dog vandt, så udgør de ifølge rapporten ikke en tilstrækkelig faktor i konkurrencen om firmapensionsordningerne.

”En analyse af 114 udbud som de fem største mæglere i Danmark har gennemført i årene 2015-2017 viser således, at et arbejdsmarkedspensionsselskab kun deltog i fem udbud og i øvrigt uden at vinde.”

Også arbejdsmarkedspensionsselskaberne mødes af kritik

Selvom arbejdsmarkedspensionsordningerne overordnet set slipper billigere i rapporten, så slipper de dog ikke for kritik. Således er det ikke gavnligt for konkurrencen, at en offentlig arbejdsgiver/institution ikke kan flytte medarbejdernes pensionsindbetalinger for at forbedre pensionsvilkårene. Det viser sig blandt andet ved, at kundemobiliteten er særligt lav for pensionsordninger på det offentlige arbejdsmarked.

”Den manglende konkurrenceudsættelse af arbejdsmarkedspensionsselskaberne kan bl.a. betyde, at selskaberne ikke i tilstrækkelig grad presses til effektiv drift, og at f.eks. serviceniveauet og produktudbuddet er mindre varieret end det ellers ville have været.”

Konsekvenserne af den svage konkurrence kan også være, at kundernes opsparinger ikke vokser så meget, fordi selskaberne ikke er tilstrækkeligt orienteret mod at nedbringe omkostningerne. Konkurrencefolkene peger i den forbindelse på, at lønningerne i pensionsbranchen indikerer svag konkurrence:

”Lønniveauet i pensionsbranchen ligger blandt de brancher med det højeste lønniveau, når der korrigeres for forhold som de ansattes anciennitet, uddannelsesniveau med mere. Det kan pege på, at konkurrencen i branchen ikke er effektiv.”

På arbejdsmarkedspensionsområdet kommer konkurrencefolkene frem til fire anbefalinger, som skal styrke konkurrencen, som dog ikke synes helt så indgribende som anbefalingerne overfor de kommercielle selskaber, hvad der måske er meget naturligt, idet man i rapporten, som nævnt, når frem til, at det er dobbelt så dyrt for kunderne at være i et kommercielt selskab.

De første anbefalinger er af en blødere karakter, idet der efterlyses en årlig, uafhængig performanceevaluering af pensionsselskaber, der forvalter obligatoriske bidrag og skal indeholde forhold som afkast, omkostninger og ydelserne. Denne benchmarking skal både sendes til pensionsselskaberne, til arbejdsmarkedets parter, virksomheder med firmapensionsordninger og til de enkelte opsparere.

Anbefaling nummer to er, at fagforeningerne skal opfordres til at introducere og kommentere evalueringen af pensionsselskabet som et fast punkt på generalforsamlingen, hvad der skal øge medlemmernes interesse for, at deres pensionspenge forvaltes fornuftigt og effektivt. I den forbindelse skal fagforeningerne indføre en ”følg eller forklar-model”, hvor man forpligter sig til at styrke performance til gavn for medlemmerne.

Anbefaling nummer tre er mere af samme skuffe i form af nok et blødt krav. Her opfordres arbejdsmarkedets parter på det private arbejdsmarked til ved overenskomstforhandlingerne at sætte fokus på konkurrenceudsættelse og til at sende hele ordningen i udbud eller åbne for, at den enkelte arbejdsgiver kan vælge et andet pensionsselskab end standardvalget i overenskomsten. Effekten vil nok være størst, hvis det som beskrevet i rapporten lykkes at åbne for, at flere arbejdsgivere kan flytte pensionsordningen ud af det selskab, der er angivet i overenskomsten. Naturligvis dog kun, hvis der er stemning for det blandt medarbejderne.

Også på det offentlige arbejdsmarked skal konkurrencen styrkes. Her fremhæver Konkurrence og Forbrugerstyrelsen en model, hvor man på de relevante offentlige institutioner i højere grad og mere systematisk sætter fokus på, om medarbejdernes pensionsordning er placeret i det rigtige selskab. Det kan ske ved en årlige evaluering, mens den anden og mere vidtgående mulighed er at arbejde for, at offentlige arbejdsgivere kan flytte medarbejdernes pensionsindbetalinger indenfor en overenskomst, hvis der ikke er tilfredshed med den gældende ordning blandt medarbejderne.

Her lægger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen dog op til, at der fortsat skal være et default-valg af pensionsselskab i overenskomsten, hvis arbejdsgivere og medarbejdere ikke vil tage stilling. Default-valget skal fortsat vælges af arbejdsmarkedets parter.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ikke ønsket at kommentere denne artikel.

Læs også

Den store oprydning i pensionsbranchen udebliver

Se anbefalingerne der skal øge konkurrencen om firmapensioner

Se anbefalingerne om øget konkurrence indenfor arbejdsmarkedspensioner