Længere beslutningsprocesser, udskudte projekter og en generel tilbageholdenhed har ramt den danske konsulentbranche hårdt og har lagt en gevaldig dæmper på væksten.
Det gælder også flere af de førende it-konsulenthuse, der ellers har nydt godt af den store digitaliseringsbølge, der er rullet ind over det private og offentlige i de senere år.
Et godt eksempel er det store it-konsulenthus Accenture, der hører til sværvægterne på det danske konsulentmarked. Her har man i årevis været en betroet toprådgiver for både det offentlige og det private i den store digitale omstilling.
Accenture, der globalt set beskæftiger over 700.000 og er børsnoteret i New York, USA, har sine rødder inden for it-relaterede ydelser, både hvad angår rådgivning og implementering.
For år tilbage besluttede Accenture dog at forsøge at arbejde sig ind på det forretningsstrategiske rådgivningsområde og udfordre de store strategihuse som McKinsey, Boston Consulting Group og Bain, mens Accenture omvendt bliver mødt af modstand fra eksempelvis big four-husene Deloitte EY og PwC, der opruster kraftigt på teknologiressourcerne i disse år.
Efter en række år med negativ vækst i Danmark lykkedes det Accenture at vende udviklingen i 2021 og 2022, hvor konsulenthuset kunne fremvise pæne vækstrater.
Men et dugfrisk regnskab for Accenture, der dækker over andet halvår af 2022 og første halvår af 2023, viser, at Accentures vækst er gået i stå igen.
Omsætningen i Danmark står mere eller mindre i stampe og voksede med blot 0,5 procent til 2,1 milliard kroner. Samtidig er bruttofortjenesten faldet 2,8 procent til 868 millioner kroner, mens resultatet før skat er tæt på halveret til 59,9 millioner kroner.
Med henvisning til at selskabet er børsnoteret i USA, oplyser Accenture, at man ikke kan kommentere udviklingen, men i regnskabet skriver den danske ledelse, der er anført af administrerende direktør Carsten Sachmann, at man trods den begrænsede vækst er tilfreds med udviklingen i det, man betegner som et svært marked.
”Overordnet udviklede de forretningsmæssige aktiviteter sig positivt i løbet af året i forhold til et marked, der har været udfordrende grundet konjunkturforholdene,” skriver ledelsen i Accenture, der tilføjer, at årets begrænsede vækst var på linje med Accentures egen forventning forud for året.
Ingen udsigt til vækstfest i år
Ifølge Accenture udvikler grundforretningen, outsourcing og system integration, sig” tilfredsstillende”, mens Accenture skriver, at konsulenthusets digitale services oplever en væsentlig stigning i efterspørgslen, samtidig med at consultingmarkedet vokser både inden for management consulting og technology consulting.
Det børsnoterede konsulenthus lægger dog ikke skjul på, at usikkerheden fortsat hænger over den danske konsulentbranche.
Derfor har Accenture ikke sat næsen op efter, at i år bliver året, hvor vækstraterne buldrer frem.
”Porteføljen af igangværende opgaver er sund og lønsom. Markedsudsigterne vil dog afhænge af den økonomiske udvikling hos selskabets kunder. Her er udsigterne fortsat usikre, hvorfor selskabet planlægger med vækstrater på niveau med de vækstrater, der er oplevet i 2022/23,” skriver Accenture.
Netcompany udfordret på hjemmebanen
Accenture er langtfra det eneste store it-konsulenthus, der oplever modvind.
Det samme gælder Netcompany, der er landets største it-konsulenthus. It-selskabet var ellers en af de få solstrålehistorier på det danske børsmarked, hvor den norske kapitalfond FSN Capital høstede et historisk godt afkast ved børsnoteringen af it-konsulenthuset, samtidig med at investorerne længe så ud til at have gjort en god forretning.
Markedsværdien rundende 40 milliarder kroner, da tingene gik bedst, og selskabet anført af topchef André Rogaczewski syntes til tider usårligt.
Men de tider er i den grad forbi, og 2023 blev endnu et år til glemmebogen for de hårdtprøvede investorer, hvor Netcompany-aktien faldt med godt 25 procent. Aktien har dog indhentet en smule af det tabte i år og er i skrivende stund oppe med 21 procent siden årsskiftet.
Det seneste regnskab fra Netcompany, der dækker fjerde kvartal i 2023, var en pose blandede bolsjer. Indtjeningen halter fortsat, mens især den udenlandske vækst viser gode takter.
Især den danske vækst var udfordret i 2023, selv om fjerde kvartal bød på en vis opløftning. Det er især de offentlige kunder, der har trukket en anelse i bremsen på digitaliseringen, hvilket koster Netcompany, vurderer aktieanalytiker i Jyske Bank Anders Haulund Vollesen.
”Historisk har det offentlige fyldt mest for Netcompany, men de vokser sig større på privatmarkedet, og det fylder mere og mere procentuelt for dem. Det er også derfor, at de er blevet ramt hårdt i 2023, fordi det private marked har udskudt beslutningerne. Når det sker, rammer det ekstra hårdt,” siger han.
Han mener dog, at Netcompany klarer sig godt, hvis man sammenligner med konkurrenterne, der i endnu højere grad mærker udfordringerne på det svære marked.
”Udfordringen har været en ret markant opbremsning på det private og offentlige marked i 2023. Det har ramt alle spillerne i markedet. Populært sagt rejser og sænker bådene sig ligeligt, men i forhold til de andre går det godt for Netcompany,” siger Anders Haulund Vollesen.
Opgør blandt kunderne
Spørger man en af Netcompanys konkurrenter, Emagine, der er ejet af kapitalfonden Axcel, er de udfordringer, som mange it-konsulenthuse møder i disse år, et resultat af et opgør blandt kunderne.
Ifølge Emagines danske topchef, Patrick Sorrentino, er tendensen både i det offentlige og det private, at kunderne i højere grad tager større ansvar for de store transformationsopgaver ved at opruste internt eller nøjes med at hyre højtspecialiserede teams fra konsulenthuse.
Det udfordrer den gængse konsulentmodel, hvor konsulenthuse stiller med store teams, mener Patrick Sorrentino, der derfor vurderer, at Emagines hybridmodel med en mindre andel fastansatte og en langt større andel freelancere vil vinde indpas i de kommende år.
”Vi ser i øjeblikket, at kunderne ikke vil tage til takke med, at man stiller med nyuddannede folk. Når man engagerer et konsulenthus, kræver de, at det er A-holdet, man stiller med. Samtidig ser vi, at kunderne begynder at involvere sig mere og shopper teams eller ressourcer fra de dygtigste huse. Det vil udfordre nogle af de etablerede huse,” siger Patrick Sorrentino.
Læs mere
Deloitte svinger sparekniven i konsulentforretning
Revisorkæmper får kold skulder af det offentlige i milliardstor konsulentaftale
Managementkonsulenter vejrer morgenluft efter svært 2023. Disse temaer vil fylde i år
Partner-uro fortsætter i stort konsulenthus
Her er kapitalfondenes foretrukne M&A-konsulenter
M&A-profil forlader førende konsulenthus
Statens konsulentstop har ramt rådgivere hårdt. Deloitte må afgive tronen
Implement stormer frem og skruer op for blusset på international satsning
Her er konsulenthusene, der vokser mest
Stort konsulenthus stormer frem efter magre år
Store konsulenthuse dropper milliardaftale med staten
Amerikanske konsulentkæmper i bakgear i Danmark