Mads dinesen web1

Redaktørens analyse

Kornkonge eller champagnedreng – medier sluger iværksætteres jubelhistorier råt

Det at være iværksætter og banke sin egen virksomhed op er igen akkurat lige så hypet som det var, da iværksætterfeberen var på sit højeste i 2007. Men i jagten på den næste Skype glemmer langt hovedparten af de danske medier at undersøge, hvorvidt de påstående succeshistorier rent faktisk er for gode til at være sande.

Det er in at være iværksætter, og langt hovedparten af de danske medier hungrer efter historier om den næste Janus Friis, Johan Bülow eller Martin Thorborg.

Sulten efter endnu en tophistorie om et talent med en gylden idé er nu så stor, at mange medier alt for ofte glemmer at foretage et helt basalt baggrundstjek, når endnu en påstået gulddreng henvender sig til redaktionen.

Næsten dagligt kan man læse om endnu en eventyrhistorie om en iværksætter, der har skabt millionfortjeneste på alt fra babytøj til ejendomme. Iværksætterne bliver yngre og yngre og formuerne større og større, men deres mange påstande om store salg og bugnende pengetanke bliver alt for sjældent efterprøvet.

Senest har InsideBusiness afdækket, at en af landets mest omtalte serieiværksættere, Jonathan Løw, har mere end svært ved at dokumentere sine ellers mange påståede meritter.

Alligevel bliver Jonathan Løw udråbt som iværksætterikon, og selv store medier som Jyllands-Postens ofte kritiske erhvervsflagskib, Finans, trykker hans klummer uden yderligere spørgsmål.

Løw har takket være diverse kanaler som Facebook og LinkedIn formået at skabe så meget hype om sin egen person, at alle mere eller mindre har accepteret mandens postulat om, at han har skabt talrige succesfulde virksomheder.

Champagnedreng endte bag tremmer

Jonathan Løw er langtfra en enlig svale. Det værste eksempel i genren er uden tvivl ‘Champagnedrengen’ Mads Dinesen, der stolt kunne vise sin Dom Perignon-tatovering frem på nationalt fjernsyn, mens den benovede vært var ved at tabe underkæben. Dinesen blev flere steder beskrevet som et vaskeægte vidunderbarn, der havde tjent penge på at importere sjældne koraller og alverdens andre ting. Virkeligheden viste sig imidlertid at være en ganske anden, og Dinesen var blot en tidligere akvarierenser med en livlig fantasi, der via falske fakturaer, opløste selskaber og tvivlsomme handler havde skabt en historie om sig selv, der ikke holdt vand.

I sidste ende blev han dømt for bedrageri sammen med en medsammensvoren. Mens skandalerne ramlede ned om ørene på ham, blev Dinesen stadig jævnligt castet til både radio- og tv-programmer som en succesfuld erhvervsmand. Igen valgte man fuldstændig at se bort fra hans reelle bedrifter, da ønsket om at sælge billetter fra mediernes side vejede langt tungere end det faktum, at Dinesen aldrig havde tjent penge på noget som helst.

Kornkonge afsløret som fantast

Et andet hårrejsende eksempel i samme boldgade er historien om ‘Kornkongen’ Christian Bojesen, som Finans i flere artikler hyldede som en ung, entreprenant herre, der hvert år omsatte for over 100 millioner kroner. Fidusen var at videresælge korn, men igen viste det sig at være det pure opspind, og Christian Bojesen endte sine dage som iværksætterkomet på en lukket psykiatrisk afdeling i Aalborg.

Atter en gang må man spørge sig selv, hvordan denne type historier slipper gennem mediemøllen og ender på forsiden uden nogen form for kontrol. Overskriften er god, det vælter ind med klik, men substansen er ikkeeksisterende. Det minder om det meget omtalte begreb ‘fake news’.

Som iværksætteren Martin Thorborg også påpeger i InsideBusiness, er et af de store problemer ved de mange brogede iværksætterikoner, at nystartede iværksættere ofte spejler sig i dem og deres bedrifter, billeder af dyre biler og champagne på Facebook.

Så galt er det ikke med Jonathan Løw, men når man rejser land og rige rundt og markedsfører sig selv som serieiværksætter, er det noget tankevækkende, at der er så spinkle resultater bag de flotte ord.

Men så længe tiden er knap, og jagten på klik er intensiv, skal der nok slippe flere af de mere kuriøse ‘iværksættere’ igennem mediernes net, der ikke er så fintmasket som tidligere.

 

LÆS MERE

Succesfuldt iværksætterikon eller fuld af varm luft? 

Vi anmelder Lars Tvedes bog om iværksætteri

Flyvende iværksætter med eget jetfly

Hun skabte USA’s hurtigst voksende detailsucces