Kombinationen af stigende omkostninger, der sætter indtjeningen under pres, og en høj gæld kan udvikle sig til et potentielt giftigt scenario for mange kapitalfonde.
I løbet af de senere år har en række kapitalfonde fra ind- og udland købt op i et marked med stærkt stigende priser, men siden krigen i Ukraine begyndte, er mange af fondenes selskaber blevet ramt af stærkt stigende omkostninger til alt fra transport til produktion.
Sammenholdt med stigende renter og tiltagende bekymring hos lånebanker giver det en uheldig cocktail, der i sidste ende kan tvinge mange kapitalfonde til lommerne for at holde banken ud i strakt arm.
Nordic Capital har allerede tilført kriseramte Lagkagehuset mere kapital, og det samme har de to fonde bag tabsgivende Joe & The Juice nu også arbejdet på i flere måneder, men indtil videre uden resultat.
Også danske Maj Invest har senest været nødt til at skyde mere egenkapital i koncernen Good Food Group, som kapitalfonden købte sammen med sin trofaste investor PKA i 2019 for omkring 700 millioner kroner.
Fødevarevirksomheden blev først ramt af coronanedlukninger, og i 2022 ramte de hastigt stigende priser selskabet hårdt.
Derfor skyder de to ejere nu omkring 65 millioner kroner i selskabet, hvis ebitda-resultat er dykket kraftigt de senere år. Og ved indgangen til 2023 havde det en rentebærende gæld på over 300 millioner kroner, primært til Good Food Groups mangeårige bankforbindelse, Sydbank.
”Når man ekspanderer kraftigt, og prisen på råvarer stiger, samtidig med at omkostningerne generelt vokser markant, så gælder det om at stå i en robust finansiel situation. Derfor er vi blevet enige med vores ejere om, at det gav mening at styrke selskabets økonomiske fundament,” siger formand Jørgen Dirksen, der peger på, at en stor udfordring er, at det ofte tager tid, før prisstigningerne bliver sendt videre til kunderne.
”Det tager ofte tid at få prisstigninger igennem. Så selv om det er lykkedes os meget godt, så giver det stadig udfordringer, når omkostningerne stiger så markant på ganske kort tid. Der er heldigvis ved at ske en normalisering nu, men priserne på fødevarer er fortsat på et meget højt niveau,” siger han.
Pres fra kreditorer
Det er især i de selskaber, der retter sig mod private forbrugere, at bankerne på det seneste er blevet noget mere påpasselige, af frygt for at selskabernes omsætning kan blive ramt i tilfælde af en alvorligere økonomisk nedtur.
Samtidig har mange potentielle investorer, herunder kapitalfonde, i stigende grad vendt de forbrugerrettede aktiver ryggen, hvorfor exitmulighederne nu pludselig er ændret markant.
Under covid-19 oplevede en stribe virksomheder massiv medvind, idet forbrugernes efterspørgsel på en række områder steg voldsomt, i takt med at man ikke længere kunne bruge penge på fly, rejser og oplevelser. Det mærkede man blandt andet også hos Maj Invest, hvor det lykkedes at sælge Svendsen Sport med et forrygende afkast til følge, ligesom også en fond som Axcel udnyttede forbrugsopsvinget og solgte gamervirksomheden Steelseries til GN Store Nord for omkring 8 milliarder kroner.
Ligeledes under coronakrisen måtte en række kapitalfonde spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under en række virksomheder, der pludselig mistede deres omsætning fra den ene dag til den anden. Også på det børsnoterede marked valgte en række selskaber at hente kapital for at polstre sig til mere udfordrende tider.
Mekanismerne har dog i løbet af 2022 ændret sig markant, og kun ganske få af de børsnoterede selskaber har hentet kapital, blandt andet fordi de noterede markeder har været under massivt pres.
Blandt kapitalfondene har de fleste indtil videre insisteret på, at man kun har været sporadisk ramt af den tiltagende økonomiske uro, blandt andet fordi mange fonde gennem de senere år har vendt ryggen til de mere forbrugerrettede selskaber og i stedet fokuseret på sektorer som it, farma og energi.
Som tidligere beskrevet i InsideBusiness står en række kapitalfonde dog over for at skulle refinansiere obligationsgæld i en række selskaber, og netop det kan meget vel være en anledning for kreditorerne til at kræve, at der kommer mere egenkapital i ligningen.
Læs mere
Maj Invest klar til salg af guldæg
EQT arbejder på største danske frasalg siden Færch
Bejlere retter igen sigtekortet mod GN. Her de sandsynlige scenarier
Her er de mest succesfulde M&A-rådgivere i svært marked
Chef i advokathus færdig efter magtkamp
Tunge investorer lurer på at blokere milliardhandel