formuepleje

Inside story

Kunder har trukket milliarder ud af uafhængige forvaltere

Hos flere af landets største bankuafhængige forvaltere har kunder i stor stil trukket penge ud. Især fra to af de største forvaltere er milliarder af kroner forduftet i år. Aktiefald og stigende renter har spillet ind, men forvalterne erkender også, at deres egen ageren har bidraget til udviklingen.

Milliarder af kroner er forduftet hos landets kapitalforvaltere igennem en længere periode.

Først var det den store nedtur på aktiemarkedet i 2022, der ramte forvalterne hårdt og satte en brat stopper for den indtjeningsfest, der havde forgyldt flere forvaltere i især 2021.

Det skyldtes ikke mindst, at kundernes formue skrumpede markant under børsnedturen, hvilket smittede af på kapitalforvalterne, hvis indtjening som udgangspunkt følger størrelsen på den formue, de forvalter.

Men selv om børsmarkedet har fundet sine ben igen, har det på ingen måder sat en prop i sivningen i formuen hos flere af landets største kapitalforvaltere.

I stedet er det nu kunderne, der trækker penge ud af kapitalforvalterne, viser nye tal fra Finans Danmark over investorernes nettokøb i de danske investeringsforeninger til og med august i år.

Værst er det gået for landets største bankuafhængige kapitalforvalter, Formuepleje. Her har kunder samlet set trukket over 4 milliarder kroner ud af Formueplejes produkter i år, hvilket har været kraftigt medvirkende til, at Formueplejes samlede formue under forvaltning er dalet til 65 milliarder kroner.

Til sammenligning var Formueplejes formue under forvaltning 86 milliarder kroner ved udgangen af 2022, mens den var hele 130 milliarder kroner i 2021.

Formuepleje er dog ikke den eneste, der oplever, at kunderne er blevet langt mere påpasselige med at placere deres penge hos en forvalter.

Udviklingen er således den samme hos flere af landets andre store bankuafhængige forvaltere, eksempelvis Investering & Tryghed og Maj Invest, og skyldes hovedsagelig, at danskerne er mindre villige til at geninvestere det udbytte, de får på deres investeringer.

Til og med august var nettoflowet i Kapitalforeningen Investering & Tryghed negativt med 855 millioner kroner, mens Maj Invests nettoflow lød på et tab på lidt over 800 millioner kroner.

I den anden ende af skalaen ser store forvaltere som BLS Capital og Accunia ud til at blive årets store vindere.

Hos både BLS Capital og Accunia har kunderne siden årets begyndelse investeret mere end 800 millioner kroner i forvalternes produkter. Det gør de to forvaltere til topscorere, hvis man alene kigger på de bankuafhængige kapitalforvaltere.

Hos Formuepleje, hvor kunderne har solgt ud for over 4 milliarder kroner i år, fortæller kundedirektør Henry Høeg, at sivningen begyndte fra årets start.

”Antallet af kunder har ikke ændret sig mærkbart og ligger stabilt, men i starten af året oplevede vi investorer, der valgte at sælge ud af deres beholdninger. Det skal nok hovedsagelig ses i sammenhæng med det generelle fald i markedet, som de fleste har oplevet op til årsskiftet og i starten af 2023,” siger Henry Høeg, der tilføjer, at det har fået Formuepleje til at sætte gang i en række nye initiativer, der skal øge væksten i investeringerne.

“Investeringslysten er en helt anden”

Hos konkurrenten Investering & Tryghed genkender administrerende direktør Lone Kjærgaard billedet.

Investering & Tryghed var en af de kapitalforvaltere, der for alvor havde vind i sejlene i kølvandet på pandemien. I 2021 satte forvalteren indtjeningsrekord med et resultat før skat på 141 millioner kroner.

”Det er vores oplevelse, at investeringslysten er en helt anden end for et par år siden. Mange afventer, hvad der sker,” siger Lone Kjærgaard, administrerende direktør i Investering & Tryghed.

 

Mens en del af faldet i den forvaltede formue kan forklares med faldende aktiekurser, som Investering & Tryghed selvsagt ikke er herre over, erkender Lone Kjærgaard også, at man selv har truffet beslutninger, som har bidraget til det negative nettoflow i år.

Tallene for Investering & Tryghed dækker således over forvalterens nordiske fonde, hvor en satsning på svenske virksomheder langtfra er gået som håbet.

”Vi har taget nogle valg i vores nordiske fonde, der ikke alle er gået vores vej. Vi har ligget med en overvægt af svenske virksomheder, men den svenske krone er faldet, og det har ramt afkastet,” siger Lone Kjærgaard, der dog endnu ikke er klar til at foretage større ændringer i porteføljerne.

”Vi følger selvfølgelig meget med. Vores vurdering er fortsat, at Sverige er et interessant investeringsområde med mange stærke, internationale virksomheder. Det er også det største marked i Norden – større end både Danmark og Norge. Men udviklingen giver selvfølgelig anledning til eftertanke, men vi mener samtidig, at man skal passe på med ikke at lave alt for store skift i vadestedet.”

En anden væsentlig forklaring på, at milliarderne er fosset ud af mange danske kapitalforvaltere i år, er de stigende renter, der giver positive afkast i banken.

”Vi oplever generelt, at det her nye rentemiljø betyder, at nogle kunder har fokus på at sælge ud af deres beholdning for at afvikle dyrere lån,” siger Lone Kjærgaard.

Formuepleje: De fleste er berørt af uro

Hos Formuepleje vil man heller ikke afvise, at forvalterens egne præstationer kan have spillet ind på den negative udvikling i kundernes investeringslyst.

Under børsnedturen trak især Formueplejes mest kendte investeringsforening, Penta, overskrifter. Investeringsforeningen blev særlig hårdt ramt, da både aktier og obligationer styrtdykkede, og da 2022 var omme, havde Penta leveret et minusafkast på 33,3 procent.

Siden årsskiftet har Penta leveret et afkast på 8,45 procent, mens det sammenlignede højrisikoindeks, som Formuepleje selv sammenligner med, har givet et afkast på 11,5 procent. Og for samtlige af Formueplejes investeringsforeninger gælder det, at de sammenlignede indeks har klaret sig bedre.

Derfor vil Henry Høeg heller ikke afvise, at Formueplejes egen performance kan have spillet ind på kundernes beslutning om at trække penge ud.

”Jeg tror, at de fleste har været berørt af de ændrede markedsvilkår og den uro, der er fulgt med. Det er et vilkår, vi opererer med, og vi knokler naturligvis utrætteligt videre med at sikre vores investorer det bedste risikojusterede langsigtede afkast,” siger Henry Høeg.

Fokus på at ride stormen af

Hos Investering & Tryghed er der ingen planer om at gå mere offensivt til værks i forsøget på at lokke de kunder, der har trukket penge ud, tilbage i folden.

”Lige nu har vi mest fokus på de kunder, vi har. Det, vi forsøger at sikre os, er, at der er bredde i porteføljerne. I Norden er det Novo, der har løftet afkastet, mens det er de syv store i USA. Vi forsøger at mane til besindighed hos kunderne og opfordre til at have det lange lys på og ikke miste tålmodigheden og bare springe efter det, der allerede er steget meget,” siger Lone Kjærgaard.

Når det er sagt, ønsker Investering & Tryghed at udvide paletten med bl.a. alternative investeringer.

”I forhold til vores forretning ønsker vi at brede os endnu mere ud. Vi har haft – og har stadig – en nordisk edge, men vi vil gerne gøre vores kunder opmærksomme på, at vi tilbyder meget mere end det. Vi har også en global ESG-fond, obligationer og kreditobligationer, og vi anvender ETF’er mv. Og så har vi spændende samarbejder på vej omkring alternativer. Men tiden går lige nu meget med at håndtere den tumult, der er i markedet,” siger Lone Kjærgaard.

 

Læs mere

Milliarder er forduftet fra store kapitalforvaltere

Giftigt blodbad i Formuepleje

Har Formueplejes stifter gamblet med gevinsten?

Milliardærfamilie vil sælge skandaleramt byggegrund. Jyske Bank har 400 millioner på højkant

Formuepleje ramt af modvind på prestigeprojekt

Forbrugerombudsmanden pudses på danske forvaltere, der pynter sig med “lånte fjer”

Nådesløst afkastår: Se investeringsfondene med de bedste og dårligste afkast i 2022

Problemerne fortsætter for solcellekomet

Kapitalfonds guldæg tromler videre med vækstplan trods tilsynskritik

Forvaltere brænder fingrene på lån til virksomheder