Der er sket store omvæltninger internt i Danica, men på ledelsesgangen har udviklingen givet dybe sår. Danica Pension har ellers på rekordtid taget teten som en af landets mest ekspansive og fremadstormende pensionskasser, men de mange nye tiltag i pensionskassen er ikke faldet i god jord hos alle.
Efter at Danske Banks pensionsgigant først kaprede en række topfolk fra konkurrenten PFA og siden oprettede den nye division Wealth Management bestående af Danske Capital og Danica Pension sidste år, føler topchef i pensionsselskabet, Per Klitgård, sig forbigået.
Det kan der være ganske gode grunde til. For selv om det med oprettelsen af Wealth Management-organisationen i Danske Bank blev meldt ud, at Danica ville fortsætte som selvstændig enhed med eget cvr-nummer, så blev det ikke den håbede sejr for den 58-årige Klitgårds uafhængighed.
For først blev HR-afdelingen og dele af forretningsudviklingen lagt over i Danske Banks nye division. Så blev hele forretningsudviklingen lagt over i Wealth Management, hvorefter Per Klitgård røg et niveau ned i hierarkiet og gik fra at referere direkte til Thomas Borgen til at sidde med i forretningsledelsen i Wealth Management. Den mangeårige bankdirektør i Danske Bank, Tonny Thierry-Andersen, blev officielt udnævnt som direktør for Wealth Management i april 2016 med Danske Capital, Danica og privat banking som underlagte forretningsområder.
Men den ærekære Klitgård, der er stolt af at være blevet ansat af Peter Straarup, gik altså et niveau ned og sidder nu på niveau med dem, han tidligere var niveauet over. Han mistede en væsentlig del af Danicas autonomi og følelsen af at være herre i eget hus.
Det blev værre endnu
Men situationen blev endnu værre i februar i år, da også investeringsafdelingen i Danica fusionerede med Danske Bank Asset Management. Netop investeringsafdelingen stod Per Klitgård nær, og en frygt kan være, at Danicas investeringsafdeling nu mister fokus og kan blive modtager af dårlige investeringsmandater fra banken.
Fra at have en helt central position i Danske Bank-imperiet for blot et par år siden med en direkte linje til først Peter Straarup og siden Eivind Kolding og Thomas Borgen er den tidligere SEB-chef Klitgård nu blevet stækket.
Han er da heller ikke selv begejstret for udviklingen. InsideBusiness erfarer således, at man i Danske Bank udmærket er klar over, at Klitgård bestemt ikke er tilfreds med den nuværende situation, og at hans dage i virksomheden sandsynligvis er talte.
En kilde med centralt kendskab til forholdene internt i Danske Bank peger på, at Klitgård endnu ikke har sagt op, men pågældende vil omvendt ikke blive overrasket, når det sker på grund af Per Klitgårds alder og det, at hans hustru er blevet meget velhavende.
Klitgård selv er da også aktivt begyndt at kigge efter andre stillinger, og i skrivende stund er han blandt andet i spil til et tungt job i den finansielle sektor med tråde til pensionsbranchen, som headhunteren Egon Zehnder søger den rigtige kandidat til.
”Der er ingen tvivl om, at Per Klitgård ikke selv er tilfreds med udviklingen de senere år. Alle ved, at han skal stoppe, men problemet for banken er, at man ikke har den oplagte afløser klar,” forklarer en kilde til InsideBusiness.
Ingen kandidater klar
De to mest oplagte til at tage over efter Klitgård er enten Danicas finansdirektør, Claus Harder, der overtog, da forgængeren, Jacob Aarup-Andersen, blev forfremmet til finansdirektør i selve Danske Bank, men i bankens øverste top er man dog af den opfattelse, at Harder indtil videre ikke helt er trådt i karakter i den grad, som man havde forventet, da Danica hentede ham fra Danske Banks storkundeafdeling.
Heller ikke PFA’s tidligere salgskomet Lars Ellehave-Andersen skal regne med at få jobbet. Ifølge en kilde med nøje kendskab til de interne forhold i Danske Bank søger man en profil med en mere teoretisk tung baggrund. Den skrappe og ambitiøse salgsmand Lars Ellehave-Andersen forlod PFA i forbindelse med chefskiftet, da Henrik Heideby blev afløst af Allan Polack.
Situationen kan give gnidninger. Det blev også tydeligt i en artikel i FinansWatch, da Per Klitgård ikke gav Lars Ellehave-Andersen kredit for det markant øgede salg i Danica. I stedet peger Danske Bank på, at en stor del af det forøgede salg kommer fra mersalg til Danske Banks kunder og den tættere forbindelse.
Selv beskriver Per Klitgård over for InsideBusiness sin sandsynlige exit fra Danica Pension som ”ren spekulation”. Danica-topchefen hæfter sig ved, at han i skrivende stund er optaget af de aktuelle udfordringer.
”Der er tale om ren spekulation, som jeg af princip aldrig kommenterer. Jeg er først og fremmest optaget af at fortsætte Danicas gode udvikling til gavn for vores kunder. Et led heri er vores investeringsstrategi, som over de seneste år har forbedret afkastet til vores kunder betydeligt. De erfaringer bringer Danica med ind i det samlede investeringsteam, som vi lancerede i Wealth Management tidligere i år, og det er jeg meget tilfreds med,” skriver Per Klitgård i et skriftligt svar til InsideBusiness.
Den nye stærke mand
I det spegede spil om fremtidens Danica og Per Klitgårds situation spiller Danske Banks finansdirektør, Jacob Aarup-Andersen, en nøglerolle. Den tidligere hedgefondmanager med en fortid i Goldman Sachs er hurtigt avanceret i Danske Bank og har blandt andet skabt sig en magtfuld position via en stærk forbindelse til bestyrelsen i Danske Bank.
Netop Aarup-Andersen er da også en af de topfolk i Danske Bank, der er af den opfattelse, at Per Klitgårds rolle i banken er udspillet. Da de to selv dannede parløb i Danica, var det langtfra altid noget lykkeligt ægteskab, blandt andet fordi de to kommer fra vidt forskellige baggrunde. Aarup er således den internationale fundmanager, der om nogen var hovedarkitekten bag Danicas raid på PFA’s investeringsfolk Poul Kobberup og Jesper Langmack, mens Klitgård i langt højere grad beskrives som en asset manager i klassisk forstand. Det var omvendt Klitgård, der hentede Lars Ellehave.
Aarup er således til en vis grad strategen bag Danica Pensions offensive stil, og en stor del af tanken bag både kapringen af de tidligere PFA-investeringsprofiler samt hele tanken bag Danske Banks Wealth Management-division har da også været noget, den tidligere Goldman Sachs-mand har været dybt involveret i.
Det var oprindelig daværende chef i Danske Capital Niels-Ulrik Mousten, der hentede Aarup-Andersen til Danske Bank, efter at den talkyndige bankmand i en årrække havde arbejdet i udlandet. Dengang var der ikke mange herhjemme, der kendte Danske Banks nuværende finansdirektør, der på rekordtid har positioneret sig selv som en af de helt store profiler i den finansielle sektor herhjemme. Det er paradoksalt nok lykkedes, fordi Klitgård så Aarup-Andersens potentiale og bragte ham helt frem i frontlinjen med adgang til Thomas Borgen.
Økonomisk uafhængig
Ud over at være en helt anden type end Danske Banks nye stjerne er Per Klitgård samtidig i den noget opsigtsvækkende situation, at hans hustru, Nina Rye, for et par år siden tjente over 400 millioner kroner på at sælge sine aktier i modefirmaet Masai. Firmaet blev stiftet i 1992 sammen med broderen Hans Rye, og efter en struktureret proces anført af Handelsbanken blev Masai solgt til den britiske kapitalfond Silverfleet for lige knap 1 milliard kroner.
Dermed er Danica-direktøren i en situation, hvor han og familien er økonomisk uafhængige, hvilket også er en af årsagerne til, at Danica-profilen søger nye jagtmarker.
LÆS MERE
Pensionsselskaberne risikerer benhårdt kontrolregime
Nu skal wild west-tilstandene i pensionsselskaberne tæmmes
Her er Danmarks dyreste og billigste pensionsselskaber
Kontroversiel pensionsaktør splitter pensionsbranchen. Beskylder store selskaber for regelbrud
Salg af kontroversiel aktør kan for alvor udfordre pensionsselskaberne