kasim kutay web

Inside story

Lunkent afkast hos stenrig Novo-pengetank

Den garvede investment banker Kasim Kutay blev hentet til Novo Holdings i 2016 for at sætte skub i pengetankens opkøbsstrategi og hæve afkastet. Indtil videre har de finansielle resultater dog været begrænsede, og Novo Nordisks storaktionær har i perioden leveret et afkast i den lave ende.

Det var lidt af en bombe, da daværende formand i Novo Holdings Sten Scheibye i begyndelsen af 2016 offentliggjorde, at man havde smidt direktør Eivind Kolding på porten efter under to år i spidsen for pengetanken, der står bag Novo Nordisk og Novozymes.

Der blev ikke lagt skjul på, at der var tale om en regulær fyring af den tidligere direktør i A.P. Møller-Mærsk og Danske Bank, for ifølge bestyrelsen var der behov for nogle helt andre kompetencer.

Man skulle simpelthen have fat i en profil, der havde langt mere erfaring med investeringer inden for blandt andet det alternative område samt ikke mindst medicinalindustrien, så man dermed kunne skabe en langt skarpere profil for Novo-ejeren, der trods den enorme formue havde ry for at være noget støvet og gammeldags.

Til at løfte den opgave lykkedes det Novo Holdings at hente lidt af en kapacitet i form af britiske Kasim Kutay, der i mange år havde været chef for investeringsbanken Moelis og forud for det havde en lang karriere i giganten Morgan Stanley bag sig. Begge steder havde Kutay ud over at arbejde indgående med komplicerede virksomhedshandler især fået dyb viden om både medicinalindustrien og flere beslægtede industrier. Den garvede investment banker blev således af mange anset for at være et perfekt match.

For nylig kunne Novo Holdings-direktøren så løfte sløret for et 2023-regnskab, hvor man så ud til at have rystet det udfordrende 2022 af sig og havde landet et hæderligt investeringsresultat.

Samlet set fik Novo-ejeren således et afkast på lidt over 9 procent, hvilket er en klar forbedring i forhold til året før, hvor man grundet store udsving på markedet og generel økonomisk usikkerhed for første gang i mange år måtte notere sig et negativt afkast.

Fremgangen til trods viser en gennemgang af Novo Holdings regnskaber fra 2017 og frem imidlertid, at man trods ansættelsen af Kasim Kutay og den efterfølgende opbygning af en slagkraftig investeringsafdeling fortsat ikke er i stand til at levere et synderlig imponerende afkast.

Novo-ejerens to primære investeringspor, Life Science Investments og Capital Investments, har således blot givet et afkast på henholdsvis 8,8 og 7,9 procent. Et afkast, der skal ses i forhold til, at det globale aktiemarked er buldret af sted, ligesom også de fleste alternative forvaltere herunder kapitalfonde har haft kronede dage.

Alene det globale MSCI-indeks har i samme periode givet et afkast på 14 procent, mens de helt store kapitalfonde ifølge University of California i snit har givet et afkast på lige knap 22 procent i samme periode.

Fra Novo Holdings lyder det imidlertid, at man er tilfreds med det afkast, man har skabt, da man indtil videre har formået at overgå de indeks, man sammenligner sig med.

“Novo Holdings’ formål er at forvalte Novo Nordisk Fondens formue og levere på det afkastkrav, som fonden opstiller og derigennem muliggøre, at fonden kan fortsætte sit vigtige arbejde til gavn for både nutidige og fremtidige generationer. Det lykkes vi med, og dét er det helt afgørende succeskriterium,” lyder det i et skriftligt svar fra investoren. Især investeringer i og med kapitalfonde har været en central del af Novo Holdings investeringsstrategi, og med det relativt lave afkast in mente er det naturligt at stille spørgsmål til, hvorvidt man har været i stand til at finde og investere i de bedste fonde.

“Gennem vores forskellige investeringsafdelinger investerer vi i en lang række asset classes, og investerer både direkte og indirekte. Hvilke fonde og hvilke managers, der er de ”bedste” afhænger af flere faktorer såsom tidshorisont og risikovillighed. Vi investerer naturligvis kun med de forvaltere og i fonde, som vi forventer kan levere et afkast,” skriver Novo Holdings.

Dårligt fra start

Novo Holdings ambitiøse mål om at opbygge et langt skarpere fokus på alternative investeringer under Kasim Kutay fik da heller ikke just den bedste start.

Under hans ledelse valgte den danske pengetank således i foråret 2017 at betale omkring 9 milliarder kroner for en aktiepost på 20 procent i den børsnoterede Coloplast-konkurrent Convatec. Opkøbet blev foretaget, kort tid efter at kapitalfonden Nordic Capital havde sendt virksomheden på børsen i London, og Novo Holdings foretog sin investering, efter at Convatec-aktien var steget ganske pænt på kort tid.

Man betalte derfor omkring 260 kroner pr. aktie for at blive medejer af det britiske medtech-selskab, men siden har Contatec været ramt af en stribe udfordringer, der har sat sit tydelige præg på koncernens aktie.

Således er aktien siden Novos indtog blot steget med omkring 9 procent, hvorfor afkastet har været i den meget lave ende.

Til sammenligning er danske Coloplasts aktie i samme periode steget med over 80 procent, selv om man også her har været ramt af nogle af de udfordringer, som industrien generelt har været presset af de senere år.

Ud over det sparsomme afkast er den helt store udfordring for Novo Holdings, hvornår og ikke mindst hvordan man vil få solgt sine aktier i selskabet.

Salg af en aktiepost på næsten 20 procent vil stort set altid være ensbetydende med, at den sælgende aktionær må give en vis rabat, hvis man vil have gennemført salget inden for en overskuelig tidshorisont. Den rabat kan dog vise sig noget umulig for Novo Holdings at give, så længe aktiekursen ligger på det nuværende niveau, og mens Nordic Capital for længst har solgt sine aktier i Convatec, ser Novo ud til at måtte vente en rum tid på en exit.

Mens Convatec fortsat giver Novo-ejeren udfordringer, gik parløbet med Nordic Capital i forbindelse med købet af ERT noget bedre, og i forbindelse med en fusion i 2020 kunne Novo Holdings således trække et ganske betydeligt milliardudbytte på 2,3 milliarder kroner ud.

Andre steder i porteføljen ser det dog noget vanskeligere ud, og de gamle investeringer i børsnoterede NNIT og det tidligere Altor-selskab Sonion ser heller ikke ud til at kunne generere et fornuftigt afkast inden for en overskuelig fremtid.

Har satset stort på ejendomme

Senest har Novo Holdings i efteråret opkøb EQT-selskab Ellab for omkring 6,5 milliarder kroner, men ud over de mange handler, som pengetanken har foretaget enten side om side med kapitalfonde eller med dem som modpart, har man under Kasim Kutay også defineret en langt mere offensiv strategi inden for ejendomme.

Allerede før britens indtog var Novo Holdings blevet aktionær i ejendomskæmpen Dades, men siden har man etableret et tæt samarbejde med den succesfulde udvikler NREP.

Den danske ejendomsforvalter har som beskrevet i InsideBusiness siden den spæde start i 2009 leveret særdeles stærke afkast, hvor man som de fleste andre i branchen har været begunstiget af én lang, uafbrudt optur på ejendomsmarkedet herhjemme.

Novo-ejeren har ud over at være investor i flere af NREP’s fonde siden 2020 også været medejer af forvalterens managementselskab, ligesom man har investeret direkte i en række projekter. Det mest iøjnefaldende er de gamle DSB-grunde bag Københavns Hovedbanegård.

Det store spørgsmål er, hvorvidt Novo er gået ind på ejendomsmarked en kende for sent. Siden begyndelsen af 2022 har det tidligere så lukrative ejendomsmarked i især København nemlig været hårdt ramt af stilstand og få handler, og især appetitten på udviklingsejendomme er sparsom for tiden.

Det er derfor en udfordring for mange investorer at finde nøglen til at skabe afkast i det nuværende marked, hvor høje renter og svigtende efterspørgsel tynger mange projekter.

 

 

Læs mere

Store investorer træder på bremsen på ejendomsmarkedet

Tre år er tabt på afkastsiden for visse pensionsselskaber

Enorme udsving i pensionsafkast. Velliv justerer retning

Giganter klar til at sælge ejendomme for milliarder

Her er landet bedste ejendomsfonde

Ejendomsforvalter volder udfordringer for kapitalfond og solcellekomet