molslinjen

Redaktørens analyse

M&A-marked i frit fald

Antallet af danske virksomhedshandler var historisk lavt årets først halvår, og selv om de fleste rådgivere beretter om optimisme, kan det svære svært at se de oplagte salgsemner, der igen skal få det lukrative marked i gang.

Et kig på de tørre tal for det danske M&A-marked i årets første seks måneder giver ikke umiddelbart grund til megen optimisme.

Ganske som den globale industri blev markedet for køb og salg af virksomheder herhjemme hårdt ramt af Covid-19, der især i maj og juni måned stort set satte en stopper for alle igangværende handler.

Ifølge seneste tal for rådgiverhuset Oaklins blev der fra april til og med juni måned i år blot lavet 37 handler på det danske marked. Det er det laveste antal siden 2010, hvor finanskrisen fortsat rasede og samtidig er der tale om en tilbagegang alene i forhold til året før på over 40 procent.

Et klart vidnesbyrd om et tidligere så lukrativt marked, der nu pludselig befinder sig i respirator. Især for de mange rådgivere og fonde, både hjemlige og udenlandske, der de senere år har satser massivt på at opruste herhjemme, må udviklingen give alvorlige panderynker. Mange har gearet forretningen til et helt andet aktivitetsniveau, end det man nu oplever, og den kombination er langt fra optimal.

Naturligvis laves der stadig handler herhjemme, også af den større slags som for eksempel fynske Orifarms opkøb af en række lægemidler fra Takeda, samt kapitalfondene Polaris og Waterlands seneste opkøb af henholdsvis busselskaber og energivirksomheden Modstrøm.

Bag de relativt triste tal gemmer sig da også en vis optimisme blandt flere af landets førende rådgivere, der alle melder og stor travlhed netop nu.

Alt tyder da også på, at forårets store salg af blandt andet Mols-Linien, Skamol, Logstor og Desmi vil blive sat i gang i løbet af de kommende måneder.

Ud over de nævnte og et par enkelte andre i samme størrelse, er det dog umiddelbart svært at få øje på de lukrative salgsmandater, der skal sikre en hurtig opblomstring på det danske marked.

Paradoksalt nok er stemningen da også noget mere trykket blandt de mange kapitalfonde, der traditionelt står for den største del af aktiviteten herhjemme. Her er meldingen fra langt hovedparten ikke nær så optimistisk som hos rådgiverne.

De fleste fonde beskriver i stedet et marked præget af stor usikkerhed, og hvor der er meget langt mellem de nye, spændende salgsemner. Samtidig er flere bekymret for, om priserne overhovedet er blevet påvirket af den enorme usikkerhed, der har ramt de globale økonomier, eller om sælgerne fortsat er af den opfattelse, at et selskab i dag skal koste det samme som for seks måneder siden.

Langt mellem salgsemnerne

Netop kapitalfondene gennem de senere år været den primære drivkraft på M&A-markedet, og siden 2016 har fondene solgt flittigt ud af porteføljen.

Mange af fondenes investeringer var på ganske kort tid steget massivt i værdi, og det resulterede i en række guldrandede frasalg af blandt andet Muuto, Louis Poulsen, Tresu og Conscia.

Samtidig var fondene uhyre flittige på opkøbsfronten, da stort set alle havde udnytte investorernes enorme appetit på alternative aktiver til at få hentet frisk kapital i form af nye fonde.

I dag er situationen en anden, for selv om der fortsat er masser af kapital til rådighed er fondene i dag noget mere påpasselige. Den store usikkerhed kombineret med at flere har brændt fingrene på at købe dyrt ind de senere år har gjort fondene noget mere forsigtige samtidig med, at mange de senere måneder har haft travlt med at slukke ildebrande i porteføljen og sikre de enkelte virksomheder udvidede kreditter og frisk egenkapital, hvis der har været behov for det.

Samtidig skal man på nuværende tidspunkt kigge noget grundigere efter i fondenes porteføljer, hvis man skal lokalisere de mest oplagte exits.

Hos landets største kapitalfond Axcel har man dygtigt solgt ud af porteføljen de senere år og samtidig fået afhændet de gamle selskaber, man har holdt fast i en postgang for længe. De mest modne virksomheder i porteføljen er derfor det danske industriselskab Frontmatec samt finske Delete Group, hvor begge selskaber i skrivende stund slås med markante udfordringer.

Også hos giganten EQT er der trods et udtalt ønske om at trimme den danske del af porteføljen langt mellem de oplagte salgskandidater. Det mest sandsynlige scenarie er en børsnotering af Huscompagniet inden for de næste 6-9 måneder samt et frasalg af jyske Fertin Pharma i begyndelsen af 2021, men derudover har EQT heller ikke en stribe af salgsmodne selskaber i baghånden.

Det samme gælder for de andre store nordiske fonde Nordic Capital og Altor, hvor førstnævntes investering i Lagkagehuset har været hårdt ramt af Covid-19, mens stort set hele Altors portefølje ligger underdrejet pt.

Frasalg i modvind

Hvor de fleste fonde ser ud til at have rigeligt med interne udfordringer vil fokus naturligt rette sig mod blandt andet mange af landets store børsnoterede selskaber, der muligvis vil forsøge at skære til at trimme virksomheden. Det kan betyde frasalg af forretningsben, der ikke er en del af kernen, som for eksempel ingrediensgiganten Chr. Hansens aktuelle salgsplaner med divisionen Natural Colors.

Flere andre herunder Nilfisk, NKT og Coloplast har dog forsøgt med lignende frasalg de senere år, der dog alle er taget af bordet blandt andet fordi, det var vist sig stort set umuligt at få køberne til at betale de høje priser, der børsnoterede koncerner og deres investorer har sat næsen op efter.

En anden faktor, mange rådgivere også havde sat deres lid til var de såkaldte recovery-sager, hvor en virksomhedsejer bliver tvunget ud for at hente kapital, hvis man for eksempel bryder sine låneaftaler med banker, obligationsejere eller andre kreditorer.

De sager har vi dog indtil videre set langt færre af end forventet, blandt andet fordi mange banker modsat under finanskrisen denne gang har været noget mere velvillige i forhold til at udvide kreditter og genforhandle låneaftaler.

Derfor kan det være svært at få øje på de sager, der i andet halvår skal redde det underdrejede M&A-marked.

 

Læs mere

Magtkamp og hemmelige salgsplaner i kriseramt juicekæde

Udfordringerne tårner sig op for groggy kapitalfond

M&A-vindue åbner igen – her er krisens vindere og de bedste mandater 

EQT må til lommerne i svær sag, hvor PFA har milliarder i klemme

Brat farvel til højt respekteret erhvervsmand

Giganter pisket på pengejagt