pbu sune

Pension

Mangeårig pensionsalliance slår revner

I flere år har Forca været centrum som administrationsselskab for PKA, Lærernes Pension og Pædagogernes Pension. Men nu slår alliancen revner, da en af aktørerne overvejer en ny leverandør. Vi går tæt på en alliance i opbrud.

Det er langt fra sikkert, at pensionsbranchens administrationsselskab Forca kan fortsætte, som vi kender det. I hvert fald ikke med de tre primære drivkræfter i ryggen. Historisk set har PKA, Lærernes Pension og Pædagogernes Pension(PBU) nemlig været motorer i driften af Forca med hovedsæde ved Tuborg Havn.

Men nu er Pædagogernes Pension(PBU) i gang med at undersøgelse markedet i samarbejde med KPMG som rådgiver i sagen.

”Jeg kan bekræfte, at vi sammen med KPMG er i gang med at undersøge, hvad der er den optimale model for os. Der er sket mange nye ting i markedet og vi er næsten forpligtede til at undersøge, hvad der i de kommende år er det bedste for vores medlemmer. Vi forventer at det er en proces, som vi bliver færdige med efter sommerferien. Ingenting er afklaret endnu.”,” siger Sune Schackenfeldt, som er adm. direktør for Pædagogernes Pension.

Udviklingen sker efter, at cloudbaserede løsninger i stigende grad vinder frem som leverandører af pensionsselskabernes kerne-it-systemer. Således har vi set, at Festina Finance for nylig er blevet tilvalgt som leverandør til AP Pension, mens Lægernes Pension har valgt Nestech som leverandør af deres kernesystem. InsideBusiness erfarer, at lige præcis Nestech og Festina Finance sammen Forca selv er de spillere, som p.t. evalueres af KPMG for Pædagogernes Pension.

”Det er da klart, at det har vakt vores interesse, at de cloudbaserede løsninger vinder så meget frem for tiden, men nu lader vi KPMG undersøge sagen for os, og så må vi se, hvor vi ender, der er ikke noget, som er givet endnu,” forklarer Sune Schackenfeldt.

Fra Nestech har direktør Alfred Joensen ingen kommentarer til sagen, mens CEO og chef for salg og marketing Mikael Braagaard hos Festina Finance heller ikke kommentere direkte på sagen.

”Jeg kan hverken be- eller afkræfte, om vi er en del af en sådan proces, men fordi vi har et godt produkt, så bliver vi kontaktet af rigtig mange forskellige spillere fra både ind- og udland. Det er vi i al ydmyghed glad for, men det er jo ingen garanti for, at vi bliver valgt.”

I dag leverer Festina Finance p.t. til PensionDanmark og er i gang med at udvikle til AP Pension, ligesom man i udlandet leverer til et par af de største pensionsfonde i Holland.

”At man er cloudready, det er der mange der siger, at de er. Vi bygger til skyen i dag, derved udnytter vi aktivt de fordele, der er ved at være i skyen med mulighed for at skalere op og ned. Jeg kan sagtens forstå, at man som pensionsselskab ønsker at gå en vej, hvor man vil udnytte kapaciteten i skyen, hvis man f.eks. ønsker at køre store kørsler. Det gør det hurtigere og sikkert også billigere. Netop det at udnytte de nyeste værktøjer er noget af det, der kendetegner vores løsninger.”

Klogt at overveje alternativer

Pensionsekspert og aktuar Jørgen Svendsen fra AFPR, som følger pensionsbranchen tæt, forstår godt, at PBU overvejer alternativer.

”Det er en meget klog beslutning, Forca har gjort det fint indtil videre, men de trænger også til noget fornyelse. Der har utvivlsomt været et godt produktmix til de produkter, der førhen dominerede pensionsmarkedet, men nu er det måske meget godt at se på de muligheder, som andre udbydere tilbyder.”

Det handler i høj grad om omkostninger. For kan PBU finde en alternativ og mere generisk, cloudbaseret leverandør, så kan man måske få prisen længere ned. I 2022 betalte PBU 408 kr. pr. forsikret, for 2023 er årsrapporten ikke kommet endnu. Til sammenligning betalte PKA i 2022 323 kr., mens Lærernes Pension, som også er i PKA betalte 368 kr.

”Det er selvfølgelig vigtigt, at driftsomkostningerne kommer ned på sigt hos PBU, som jo har rigtig mange medlemmer med lidt mindre depoter. Bruger man kunstig intelligens til at overføre til en ny leverandør, så er der en chance for, at man kan komme mærkbart ned i omkostninger,” siger Jørgen Svendsen.

Hvis PBU når frem til, at man ønsker en ny leverandør, så kan det omvendt få betydning for især PKA og Lærernes Pension, fordi man så risikerer at sidde tilbage med højere omkostninger hos Forca, fordi der er færre til at betale til fællesskabet, men det tager pressechef i PKA Nicholas Rindahl dog helt roligt.

”Hos PKA har vi selv har undersøgt det for nogle år siden i en lignende proces, hvor vi fandt ud af, at Forca var den bedste løsning for medlemmerne.”

I princippet kan det også ramme Norli Pension og Industriens Pension, som også køber ydelser af Forca.

Men hos Forca har man ingen kommentarer til KMPG-forløbet udover at man bekræfter, at det er i gang, mens man henviser til Sune Schackenfeldt.

Læs mere

Pensionsselskab vil sikre fremtiden med ny satsning

Sådan klarer pensionsselskaberne sig på afkast. Bæredygtighed halter stadig

Gigantisk afkastpotentiale i forsvarsindustrien. Men vejen er vanskelig for investorer og pensionskasser

Se vindere og tabere på kundesiden blandt ærkerivalerne Velliv, PFA og Danica

Kontroversiel dom på pensionsområdet åbner potentielt for ny konkurrence fra pensionskasser

Tre år er tabt på afkastsiden for visse pensionsselskaber

Pensionsbranchen står dybt splittet om storpolitisk stillingtagen og investering i atomvåben