Presset på de finansielle markeder fortsætter, og for landets formueforvaltere har det givet alvorlige hak i tuden.
De ellers så lukrative forretningsmodeller, der har forgyldt kapitalforvalterne igennem mange år, er nu under massivt pres, fordi kundernes formuer skrumper, og det har fået indtjeningen til at styrtdykke over en bred kam blandt landets førende forvaltere.
Et af de steder, hvor presset er størst, er hos Formuepleje.
Forvalteren hører til i toppen af de største bankuafhængige formueforvaltere og har igennem mange år været en guldrandet forretning for ejerne.
Det er kun to år siden, at Formuepleje nærmest kunne gå på vandet efter et år, hvor formuen under forvaltning voksede til astronomiske 133 milliarder kroner, og Formuepleje tjente næsten en halv milliard kroner før skat.
Siden har stigende renter og inflation vendt billedet på hovedet, og det har ramt især Formuepleje hårdt.
Ifølge det seneste halvårsregnskab fra forvalteren er formuen under forvaltning dalet til 65 milliarder kroner. Til sammenligning var formuen under forvaltning på 86 milliarder kroner ved udgangen af 2022, mens den var på hele 130 milliarder kroner i 2021.
Faldet i formuen betyder samtidig, at indtjeningen fortsætter med at rasle ned i Formuepleje. I første halvår er resultatet før skat næsten halveret til 39,5 millioner kroner mod 68,6 millioner kroner i samme periode sidste år.
Formueplejes bratte fald står i skærende kontrast til nogle af de øvrige forvaltere. Hos Maj Invest og Accunia er det således lykkedes at fastholde den forvaltede formue i første halvår, selv om der i Maj Invests tilfælde er tale om et fald på den lidt længere bane.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Formueplejes topchef, Peter Kjærgaard, til det fortsatte fald i både den forvaltede formue og indtjeningen i Formuepleje.
I halvårsregnskabet varsler Formuepleje, at presset forventes at fortsætte resten af året. Forventningen til i år er således et resultat på 50-75 millioner kroner før skat.
”Hovedtemaerne fra 2022 med fokus på den geopolitiske usikkerhed som følge af Ruslands invasion af Ukraine samt udviklingen i inflation har fortsat ind i 2023. Det er forventningen, at dette også vil fortsætte i 2. halvår og dermed øge usikkerheden om årets samlede indtjening,” skriver Formuepleje.
Storaktionær: Intet problem, at tidligere direktion er medejere
Sideløbende med svigtende resultater har storaktionæren Lars Larsen Group og den nye topchef, Peter Kjærgaard, der blev hentet i Nykredit, sat gang i en gennemgribende udrensning af både bestyrelsen og direktionen i kapitalforvalteren.
På direktionsgangen er det blevet et farvel til den mangeårige topchef, Niels B. Thuesen, samt de mangeårige direktører Søren Astrup, Henrik Franck og Frank Reisbøl. Fra den tidligere ledelse under Niels B. Thuesen er det i dag kun Henry Høeg, der er en del af det nye Formuepleje.
I stedet har Formuepleje været på rov hos AP Pension, hvor man ansat pensionskassens nu tidligere investeringsdirektør Rasmus Cederholm som ny investeringsdirektør. Derudover har Formuepleje hentet Morten Gregersen i Nykredit som ny aktiechef.
Selv om den tidligere direktionsgarde i Formuepleje er fortid, spiller de stadig en betydelig rolle i kulisserne.
Via selskabet Octo II ejer den tidligere ledelse fortsat omkring 10 procent af Formuepleje, som i det seneste regnskab fra selskabet har en værdi på lidt over 300 millioner kroner.
Selskabet blev skabt, da Lars Larsen Group købte 40 procent af aktierne i Formuepleje for lidt over en 1 milliard kroner. En del af aftalen var, at en række af koncernens nøglemedarbejdere, herunder de nu opsagte chefer, skulle geninvestere for dermed at sikre kontinuitet hos forvalteren og samtidig sikre, at ledelsen havde en hånd på kogepladen.
En udfordring i den sammenhæng er, at værdien af Formuepleje i dag er en helt anden, end da Lars Larsen Group købte sig ind i virksomheden. Dengang blev Formuepleje værdisat til 2,7 milliarder kroner, blandt andet på baggrund af et historisk stærkt resultat før skat på næsten 600 millioner kroner.
Siden da er resultatet styrtdykket, men ifølge storaktionæren Lars Larsen Group er det ikke et problem, at en del af ejerkredsen i Formuepleje udgøres af den tidligere ledelse.
”Vi ser ingen udfordringer med, at tidligere direktører og ledende medarbejdere fortsat er medejere i Formuepleje,” udtaler kommunikationschef i Lars Larsen Group Åse Andersson i et skriftligt svar.
På spørgsmålet, hvorvidt Lars Larsen Group på sigt vil tage initiativ til at købe den tidligere ledelse ud af ejerkredsen i Formuepleje, gentager hun, at Lars Larsen Group ikke ser udfordringer i den nuværende konstruktion.
Maj Invest holder fast i formuen – men indtjeningen dykker
Mens formuen fortsætter med at rasle ned i Formuepleje, tyder meget på, at man hos flere af konkurrenterne har formået at sætte en stopper for formuefaldet.
Hos Maj Invest er den samlede formue i investeringsforeningen Maj Invest uændret på 19 milliarder kroner i første halvår. Det samme er tilfældet, når man kigger på den samlede formue under forvaltning i Maj Invest, der fortsat lyder på 85 milliarder kroner. Går man et år tilbage, var formuen i Maj Invest dog på 98 milliarder kroner ved udgangen af juli sidste år.
Overskuddet før skat lander på 80 millioner kroner i første halvår. Det er et drastisk fald fra sidste halvår, hvor resultatet før skat lød på 120 millioner kroner og reflekterer, at nettorente- og gebyrindtægterne, som afhænger af den forvaltede formue, er faldet i første halvår.
”Første halvår har været tilfredsstillende. Der har været stigninger på aktierne, men omvendt har der været pæne udbyttebetalinger. Så i runde tal har vi haft en uændret formueudvikling,” siger Jeppe Christiansen, administrerende direktør og partner i Maj Invest, der ikke lægger skjul på, at Maj Invest har en ambition om, at formuen under forvaltning over tid skal stige.
”Der har været meget store udsving de sidste år. Det er, som det er. Vores forretningsomfang er afhængigt af markedsudviklingen. Vi går selvfølgelig op i det (formuen under forvaltning, red.), fordi vi har en ambition om vækst på sigt. Men man skal nok se vores forretning i et femårsperspektiv,” siger han.
Maj Invest er ifølge Jeppe Christiansen ”moderat optimistisk” på de finansielle markeder.
”Tyskland er i negativ vækst, og Europa er shaky. I Asien er Kina hårdt presset. Men fordi USA betyder så meget, er der vækst globalt, og vi tror ikke på recession globalt,” siger han.
”Selvom inflationen er på vej ned, er det ikke sådan, at renten falder. Den har nok toppet, men der er ikke udsigt til store rentefald. Det har taget toppen af aktiemarkederne.”
I sit halvårsregnskab skriver Maj Invest, at man forventer, at formuen, der rådgives om, forventes at falde i 2023. Af den grund forventer Maj Invest også et lavere resultat i 2023 end i 2022. Fortsætter andet halvår, hvor første slap, kan det ifølge Jeppe Christiansen også lande mere stabilt.
”Det kan meget vel være, at første halvår kommer til at ligne andet halvår. Det afhænger meget af markederne, men hvis de bliver stabile, bliver vores resultater også stabile,” siger han.
Nicheforvalter går mod strømmen
Hos en tredje af landet store forvaltere har man modsat Formuepleje og Maj Invest formået at øge resultatet i første halvår.
Nicheforvalteren Accunia, der specialiserer sig i primært de såkaldte CLO’er, der baserer sig på gæld til virksomheder ejet af blandt andre kapitalfonde, øgede i første halvår resultat før skat til 18 millioner kroner mod et underskud på 2 millioner kroner i samme periode sidste år.
Accunia ønsker ikke at stille op til et interview om regnskabet, men henviser i stedet til sin ledelsesberetning i årsregnskabet.
Heraf fremgår det, at sidste års underskud især var resultatet af, at Accunia måtte nedskrive værdien af de obligationer, som forvalteren er tvunget til at have på egne bøger. Men i første halvår har Accunia været skånet for at nedskrive obligationerne yderligere, og samtidig med at forvalteren melder om en ”rekordhøj” tilgang af ny kapital under forvaltning, har det løftet resultatet i første halvår.
Modsat Formuepleje og Maj Invest tror Accunia derfor på, at resultatet i år vil blive højere end sidste år.
“Accunia forventer et resultat for 2023 over resultatet for 2022, idet markedsværdiansættelser af Accunias obligationer på balancen forventes at have en mindre påvirkning i 2023. Den høje kundeaktivitet forventes at fortsætte i 2023 med højere efterspørgsel efter et alternativ til at allokering af kontanter og realkreditobligationer,” skriver Accunia i sin ledelsesberetning, hvor forvalteren tilføjer, at man har planer om at investere i nye institutionelle kundesegmenter samt yderligere fonde.
Læs mere
Ejendomsforvalter volder udfordringer for kapitalfond og solcellekomet
Milliarder er forduftet fra store kapitalforvaltere
Har Formueplejes stifter gamblet med gevinsten?
Milliardærfamilie vil sælge skandaleramt byggegrund. Jyske Bank har 400 millioner på højkant
Formuepleje ramt af modvind på prestigeprojekt
Forbrugerombudsmanden pudses på danske forvaltere, der pynter sig med “lånte fjer”
Nådesløst afkastår: Se investeringsfondene med de bedste og dårligste afkast i 2022
Problemerne fortsætter for solcellekomet
Kapitalfonds guldæg tromler videre med vækstplan trods tilsynskritik
Forvaltere brænder fingrene på lån til virksomheder