Det populære Visa/Dankort skal deles op. Så kan kunderne få et Visa til internationalt og dansk brug og et dankort, hvis de måtte efterspørge det. Sådan lyder det seneste angreb på Danmarks nationale betalingskort fra Peter Schleidt, bankdirektør i Jyske Bank.
”Nu er de internationale kort blevet gratis at bruge for forbrugerne og kommet væsentligt ned i pris for butikkerne efter de nye gebyrregler fra årsskiftet, så vi har ærligt talt svært ved at se behovet for dankortet. Hvem vil savne det, hvis vi klipper det af Visa/Dankortet,” spørger Peter Schleidt, som samtidig mener, at de nye konto til konto-betalinger via MobilePay er så meget billigere at gennemføre, at det ikke længere er meningsfyldt at fastholde dankortet med begrundelsen, at det er billigst for detailhandlen.
Jyske Banks angreb er blot det seneste i en myriade af kritik mod dankortet fra Jyske Bank. Samtidig ulmer det rundt om i bank- og kortverdenen med nye tekniske løsninger, som også presser Danmarks nationale betalingskort. Så spørgsmålet er, om dankortet overlever tiden efter de kommende forhandlinger om dankortet, når den eksisterende aftale udløber med udgangen af 2019. InsideBusiness ser nærmere på den vanskelige tid, som kortet og Nets står over for.
Desuden lever dankortet ikke længere op til de forventninger, som Jyske Bank har til kortets evne til at følge med den seneste innovationsbølge på betalingssiden, konstaterer Peter Schleidt, der var en af skaberne af MobilePay i sin tid i Danske Bank.
”Det er os, der som banker har bundlet Visa og dankortet til vores kunder. Er det stadig klogt? Der er flere teknologiske muligheder på vej fra Visa, som vi hellere vil benytte os af. Vi er interesserede i betalingsområdet, da det er vigtigt for vores kunder – og kan vi gøre en forskel for kunderne på den front, er vi glade for det. Vi har ikke den store indtjening på hverken Visa eller dankortet efter de nye regler.”
Også Jyske Bank-topchef Anders Dam har forudsagt dankortets snarlige død. Og det bliver stadig mere interessant at følge med i, for den eksisterende dankortaftale udløber i slutningen af 2019, og parterne er ved at positionere sig til forhandlingerne, som kan blive lidt af en gyser for dankortet og ikke mindst dets ejer, Nets.
Danske Bank lover ingenting efter 2019
Siden de store banker solgte deres aktier i betalingsgiganten, har det været så som så med opbakningen til det populære danske betalingskort. Fra Danske Banks talsmand, Kenni Leth, lyder det lettere kryptisk:
”Vi bakker op om den gældende aftale om dankortet, som løber til og med 2019. Frem til da vil vi bruge tiden til at lytte til vores kunders ønsker og behov, og så vil vi naturligvis gå konstruktivt ind i forhandlingerne om, hvad der skal ske herefter. Men det er for tidligt at spå om, præcis hvordan det lander.”
Heller ikke hos Nordea er der udpræget opbakning til danskeres foretrukne betalingsmiddel.
”Vi arbejder målrettet på at gøre hverdagen nemmere for danskerne, og i sidste ende er det kundernes adfærd og ønsker, der er bestemmende for, hvilke fremtidige betalingsløsninger vi tilbyder,” forklarer Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for privatkunder på spørgsmålet, om man vil fastholde et Visa/Dankort.
Detailhandlen tager gerne imod en billigere løsning
Hidtil har den største fortaler for dankortet været at finde i detailhandlen, hvor man har henholdt sig til, at transaktionsgebyret for brugen af det danske kort er ret lavt i forhold til internationale kreditkort.
”Det, vi forelskede os i ved dankortet, er den lave transaktionsomkostning. Vi er interesserede i at kunne flytte penge fra kunde til butikken og gøre det så billigt som muligt, enten ved at flytte flere transaktioner ind i systemet, eller ved at man skærer i transaktionsomkostninger. Vi vil have den billigste løsning for detailhandlen, vi er ikke interesserede i noget dyrere,” forklarer administrerende direktør i Dansk Detail Jens Birkeholm.
Til gengæld udelukker han ikke, at der kan findes en billigere betalingsform end dankortet, som ellers er en succes med 1,26 milliarder dankorttransaktioner i Danmark i 2017, hvoraf de 40 pct. var kontaktløse. Til sammenligning havde MobilePay bare 54 millioner butikstransaktioner ifølge tal fra konsulenthuset PlusCON. Og med en vækst på 3,7 pct. i antallet af transaktioner blev MobilePay også slået på væksten.
Men i sidste ende afhænger betalingskortene af villigheden til at indføre nye betalingsløsninger i detailhandlen, og her er Jens Birkeholm bestemt ikke afvisende over for nye spillere, når blot de er billige:
”Vi vil have et enkelt og simpelt produkt, der flytter de her penge med transaktioner. Om det hedder dankort eller X-kort, interesserer os ikke, men vi noterer os dog, at forbrugerne er glade for dankortet. Så det er ikke så meget butikkerne, der efterspørger de nye betalingsløsninger.”
Kan MobilePays konto til konto blive gamechanger?
Vil MobilePay derimod udnytte deres nye teknologi med billigere konto til konto-betalinger til offensivt at underbyde priserne på dankorttransaktioner i butikkerne, kan det nok vække detailhandlens interesse:
”Kommer der nogen, der siger, at det her kan vi producere meget billigere, så kigger vi på det. Men forbrugerne skal have taget det til sig og det skal være lige så driftssikkert som dankort. Og er man ikke allerede massivt til stede ude hos forbrugere, og alt skal skiftes ud, så bliver det op ad bakke,” lyder det fra Jens Birkeholm.
I forvejen er MobilePay ret konkurrencedygtige målt på pris alene. Den 1. april 2017 præsenterede MobilePay nye priser, der gjorde, at MobilePay blev billigere end dankortet over for de fleste kundesegmenter. Det har fået Nets til at undersøge, om de kan ændre på pristrappen for de mindre virksomheder, så reelt minder det lidt om priskrig. I dag er 80 pct. af alle MobilePays transaktioner af konto til konto-typen. Og alt andet lige er det en markant billigere måde at producere betalinger på. InsideBusiness erfarer, at det for MobilePay koster ca. 75 øre per kortbetaling i systemet, men kun 10 øre at gennemføre en konto til konto-betaling. Spørgsmålet er, om det kan overføres til detailhandlen og på den måde presse dankortet ud af markedet.
”Jeg tror godt, at man kan lave konto til konto-betalinger via MobilePay og få det til at fungere og få et udgangspunkt, der gør det billigere end i dag. Jeg tror, at detailhandlen over tid vil hjælpe med at fremme MobilePay og andre mobilbetalingsløsninger, for de starter fra et meget lavt niveau. Jeg er meget spændt på, hvad der kommer ud af de her ting,” siger den erfarne ekspert i betalingsløsninger Henning N. Jensen fra PlusCON.
Presset på dankortet tager til
Han mener, at presset på dankortet tager til, og vi nærmer os den tid, hvor dankortet topper. For der er efter årsskiftet ikke længere nogen fordel for forbrugerne ved at bruge dankortet. Derfor vil flere og flere begynde at bruge kredit og andre fordele ved de internationale kort, som bankerne vil skubbe ud i markedet med stadig flere kundefordele, fordi bankerne tjener mere på, at kunderne bruger Mastercard eller Visa i stedet.
”Bankerne kommer til at indgå flere og flere aftaler for at gøre kreditkortene attraktive. Man optjener point, ligesom ved Norwegian-kortet. Bankerne vil hjælpe de kort, som giver banken det højeste dækningsbidrag – og det bliver detailhandlen, der betaler regningen, for de må ikke længere sende regningen videre,” siger Henning N. Jensen, som også fornemmer, at opbakningen til dankortet fra visse banker kan smuldre ved de kommende forhandlinger.
“Om bankerne så tør risikere en dankortstorm fra forbrugerne på deres image, er en anden overvejelse i samme sag,” tilføjer han.
Hos Nets, der ejer dankortet, er ansvarlig for dankort Jeppe Juul-Andersen mere fortrøstningsfuld med hensyn til dankortets fremtid:
”Dankortet er i dag et superstærkt betalingsmiddel, som sikkert og effektivt varetager 3 af 4 betalinger i Danmark, og som folk er trygge ved. Det er effektivt og billigt, og kunderne har taget de kontaktløse betalinger til sig.”
Han hæfter sig ikke så meget ved, at især Jyske Bank aktivt propaganderer negativt om dankortets overlevelse:
”Der er rigtig meget konkurrence på markedet for betalingsmidler. Det er der ikke noget nyt i. Så længe jeg kan huske, har folk forudset dankortets død. Og der er ingen grund til at tro, at nogen kan genopfinde vores forretningsmodel bedre.”
For Jeppe Juul-Andersen er det ikke nyt, at bankerne forsøger at give kunderne internationale kort i stedet for dankortet.
”Det må være bankerne, der skal svare på den dagsorden. På butikssiden bliver det dyrere med internationale kort end dankortet. Men det er klart, at når der bliver skrabet flere penge ind på de internationale kort, så er der også flere penge i systemet. Det betyder, at der er modsatrettede interesser.”
Nu håber Nets på, at der falder ro på debatten inden forhandlingerne:
”Vi ser frem til et fortsat samarbejde med alle parter. Og at vi både sammen med bankerne og detailhandlen kan skabe et stærkt dankort.”
LÆS MERE
Vi går helt tæt på kapitalfonden, der vil købe Nets
Industrielle købere cirkler om Nets
Comeback til fyret AP-direktør: Rådgiver for forgyldt Nets-direktør