tv2 web

Inside story

Nets-boss vil købe TV 2

Nets-topchef Bo Nilsson arbejder i al hemmelighed på en ambitiøs drøm om at overtage den statsejede tv-kanal TV 2. Den hovedrige direktør har alliereret sig med en erfaren advokat med speciale i corporate finance og leder i øjeblikket efter industrielle og finansielle sværvægtere, der kan være med til at finansiere den opsigtsvækkende handel.

Den statsejede tv-kanal TV 2 er ikke engang sat officielt til salg endnu, men alligevel er flere bejlere i det skjulte ved at køre det tunge skyts i stilling for at positionere sig selv bedst muligt forud for et forestående salg.

En af de mest opsigtvækkende købere, der bag kulisserne har meldt sin interesse for kanalen, er Nets-topchef Bo Nilsson. Den nuværende direktør i betalingsgiganten har allerede allieret sig med den erfarne advokat Christian Scherfig i håbet om at sikre sig tv-stationen, som Danske Banks partner Christian Blinkenberg og hans hold i skrivende stund er ved at finpudse til et salg.

Bo Nilsson og forretningspartneren har på det seneste haft flere følere ude hos både industrielle købere samt finansielle investorer, herunder kapitalfonde, med henblik på at overveje de forskellige muligheder for at stable et konsortium på benene.

Netop Scherfig, der er partner hos advokathuset Lungreens med speciale i corporate finance, har derudover i mange år blandt andet siddet i bestyrelsen for netop TV 2, ligesom han er kendt for sine tætte relationer til den nuværende erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Selv om et muligt bud på TV 2 stadig er i den indledende fase, er Christian Scherfig allerede indtrådt som direktør i selskabet Dansk Medie Invest ApS, der ifølge InsideBusiness’ oplysninger blandt andet kan bruges som holdingselskab i forbindelse med et køb af TV 2.

Selskabet ejes officielt af erhvervsmanden Henrik Kaa Andersen, der er bror til ejendomsmatadoren Michael Kaa Andersen, og har som udgangspunkt ikke noget med Bo Nilsson at gøre.

Henrik Kaa Andersen og Nets-direktøren er imidlertid tæt forbundet og har således en nær forretningsmæssig relation, ligesom de kender hinanden privat. Henrik Kaa Andersen er således også formand for Bo Nilssons private Bambooh-koncern, der ud over en egenkapital på godt en halv milliard kroner også gør sig bemærket ved at have den fyrede direktør i AP Pension Søren Dal Thomsen som rådgiver.

Skabte sin formue i mediebranchen

Salget af TV 2 har, allerede før selve salgsprocessen er skudt i gang, været omgivet af ophidsede diskussioner, hvor især venstrefløjen ved flere lejligheder har talt offentligt om løftebrud fra den borgerlige regerings side. Det fremgår nemlig af medieforliget, at TV 2 skal forblive på statens hænder indtil udgangen af 2018, men omvendt har statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) regering et erklæret mål om at privatisere en række af de statslige selskaber, herunder SAS, PostNord og altså også TV 2.

For Bo Nilsson vil et køb af TV 2 slet ikke være langt fra den branche, hvor han skabte en stor del af sin oprindelige formue. Fra et job i giganten JP Morgan tog Bo Nilsson nemlig i 2000 til selskabet Grupo Media Capital i Portugal, der takket være en stribe opkøb blev en af landets største og mest magtfulde mediekoncerner. Siden fulgte en lukrativ børsnotering og et efterfølgende salg til giganten RTL, hvor Bo Nilsson igen gjorde brug af sine gamle kolleger i JP Morgan.

Selvsamme bank rådgiver i skrivende stund Bo Nilsson og den øvrige ledelse i Nets i forbindelse med, at en række fonde og industrielle købere har meldt deres interesse i Nets.

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness er det endnu usikkert, hvorvidt Bo Nilsson er en del af de interesserede fondes fremtidsplaner, og set i lyset af den formue den velpolstrede Nets-boss har allerede har skabt i forbindelse med notering af Nets, er det ikke usandsynligt, at ikke har lysten til at tage endnu en rejse med en ny opkøber i ryggen ikke er nær så stor som tidligere.

Mange interesserede købere

Selv om regeringen og Danske Bank endnu ikke officielt har skudt salget af TV 2 i gang, er der flere andre interesserede opkøbere, der allerede nu forsøger at danne alliancer og dermed stå stærkest, når tv-stationen officielt bliver sat til salg.

Flere mediehuse, herunder Egmont, MTG og Berlingske, har allerede meldt sig i køen af interesserede købere, men ifølge InsideBusiness’ oplysninger har flere af de store udenlandske fonde, herunder gigantkapitalfonden KKR, også vist interesse for den statsejede kanal.

Salget har dog flere knaster, som først skal høvles væk. Især mediehusets public service-forpligtelser står højt på især den politiske dagsorden, og selv om man ved et salg af TV 2 sagtens kan få den kommende køber til at overtage de licensmæssige håndjern, så er det store spørgsmål, hvad der så eventuelt vil ske, når den næste ejer beslutter sig for selv at sælge kanalen. Især hvis den exit skal ske via en børsnotering, er licensforpligtelserne en svær størrelse.

En anden alvorlig hurdle er de mange retssager, som TV 2 netop nu er part i. Værst er sagerne om ulovlig statsstøtte, som rivalen Viasat står i spidsen for. Her trues den statsejede kanal af et potentielt milliardkrav, men en nylig skrivelse fra Kammeradvokaten har fastslået, at det vil være muligt at isolere de omstridte krav i forbindelse med et salg, hvilket vil gøre salgsprocessen langt mere håndterbar.

 

LÆS MERE

Industrielle købere cirkler om Nets

Comeback til fyret AP-direktør: Rådgiver for forgyldt Nets-direktør

Regeringen gør klar til at skyde TV 2-salg i gang

Nets-børsnotering forgylder banker

Ny gebyrlov er svidende nederlag til detailhandlen. Banker kan juble