Den højagtede managementrådgiver Niels Peder Nielsen har valgt at tage sin afsked med den branche, han selv har været med til at definere.
Som konsulent, partner og leder af den danske afdeling af Bain & Co. har Niels Peder Nielsen viet sit liv til at bygge en rådgiverforretning op omkring brandet Bain i Danmark, og han har været udslagsgivende i forhold til at give konsulenthusets danske afdeling en skarp profil på især private equity-området.
Niels Peder Nielsen har bygget det danske Bain-kontor op fra ingenting og været den altafgørende figur for konsulenthusets danske forretning, som i dag tæller 40 medarbejdere. Samtidig fremhæves han som en af landets bedste og mest anvendte konsulenter inden for private equity.
Nu skifter han Bain & Company ud med Novo Nordisk Fonden, hvor han fra august skal være vicedirektør, og det er en exit, som vil efterlade et hul – ikke bare i Bain, men i private equity-branchen.
Konsulenthuset mister en vigtig profil og kommer næppe uden om at skulle redefinere sin rolle i Danmark, ligesom flere kapitalfonde skal vænne sig til at få besøg af en ny konsulentprofil.
”Jeg kan ikke udelukke, at det vil give nogle forskydninger, i forhold til hvilke klienter vi kommer til at arbejde mest med. Det vil hænge sammen med de kompetencer, vores partnere har,” siger Niels Peder Nielsen, der dog ikke forventer, at skiftet kommer til at betyde noget for Bains overordnede engagement i Danmark.
Køber internationale kompetencer
Bain er et globalt selskab med mere end 700 partnere, og selskabet vil også fortsat være aktiv herhjemme efter Niels Peder Nielsens afgang. Udskiftningen i ledelsen åbner også for den mulighed, at Bain i endnu højere grad end i dag vil gøre brug af sin globale rækkevidde.
Den danske del af Bain er en del af en nordisk Bain-forretning, som både har kontorer i Sverige, Norge og Finland. I takt med at det i konsulentbranchen er kompetencerne, der definerer opgaverne i højere grad end geografi og personlige relationer til indkøberne, vil forretningen også bliver mere international.
”Tiden, hvor konsulentfaget udelukkende var en relationsforretning, er løbet ud. De største danske virksomheder er blevet meget professionelle købere, og de vælger ikke én på grund af ’venlig tale’. De koncentrerer sig om, hvad der flytter værdien og skaber resultater, og det er Bain super gode til. Det skal vi bare blive ved med,” siger han og fortsætter:
”Vi betjener i forvejen en lang række nordiske klienter på kryds og tværs af landegrænser, ligesom vi også får en masse internationale kompetencer ind. Så det er et mere flydende kompetencesystem, vi opererer med,”
Overraskende jobskifte
Den garvede M&A-rådgiver fratræder sin stilling i Bain for at træde ind i en nyoprettet stilling som vicedirektør i Novo Nordisk Fonden. Og det er vel at mærke ikke her, de store M&A-beslutninger bliver truffet. Her kommer han, efter eget udsagn, da heller ikke til at arbejde meget med private equity, men skal derimod fokusere på strategi og organisation i fonden, som er koncernens øverste organ.
Hans opgave bliver primært at arbejde med de interne processer og sørge for, at fonden får skærpet sit fokus på, hvad der er filantropi, og hvad der er kommercielt.
”Den ene del af mit ansvar omfatter fondens erhvervsrelaterede formål i samspil med Novo Holdings A/S, der jo på vegne af fonden har ansvaret for forvaltning af fondens formue og fundatsgivne selskaber Novo Nordisk A/S og Novozymes A/S.
Den anden del af mit arbejde bliver at gennemføre den strategi, som fonden har, for en forsat markant forøgelse af indsatsen til gavn for det danske samfund gennem dets uddelinger til forskning, uddannelse, patientcentreret diabetesbehandling, sociale formål og andet. Det vil sige dels at arbejde med Novo Nordisk og Novozymes om dette samt i lige så høj grad arbejde med politiske beslutningstagere, regioner, hospitaler, forskningsinstitutioner og lignende for at sørge for, at det, fonden laver, giver impact inden for de rette områder.”
Tæt relation til Scheibye
At Novo vælger netop Niels Peder Nielsen til de opgaver, er dog ikke i sig selv mystisk. Sten Scheibye og Niels Peder Nielsen har arbejdet tæt sammen i mange år, og Niels Peder har været en vigtig brik de seneste par gange, hvor Novo A/S, Novo Holdings og Novo Nordisk Fonden har skullet formulere ny strategi.
Så sent som sidste år var Bain & Co. netop det konsulenthus, der hjalp Novo Nordisk Fonden med at formulere en ny femårsstrategi, og som chef for Bain arbejdede Niels Peder Nielsen tæt sammen med Sten Scheibye og fondens direktør, Birgitte Nauntofte. Han har således et indgående kendskab til, hvad der foregår i både fonden og holdingselskabet.
Og så er skiftet til Novo-koncernen naturligvis også et personligt valg, fortæller Niels Peder Nielsen.
”Jeg har haft 29 spændende år som konsulent, men 29 år er altså 29 år, og det er klart, at man på et tidspunkt må gøre op med sig selv, om man skal fortsætte. Jeg har aldrig set mig selv som konsulent, når jeg nåede et stykke op i 50’erne. Men nu opstod der en fantastisk spændende mulighed, og så gør det ikke noget, at det sker, et par år før jeg havde regnet med.
LÆS OGSÅ
Stort konsulenthus får grønt lys til opkøb
Deloitte taber kæmpe aftale med staten
Udbydere henter profiler hos konkurrenten
Rivegilde i konsulentbranchen efter udbud
Rådgivere i strid kamp om staten. McKinsey presset ud af BCG
Konsulenthus efter stor fejlsatsning: Sådan vender vi skuden
Kamp om guldrandede konsulenter. Boston Consulting mister profil