Saxo Bank tager nu et syvmileskridt i retning af at blive en etableret leverandør til den danske banksektor. Det skyldes, at man nu har solgt sin handelsplatform til Sparekassen Vendsyssel, Sparekassen Thy, Middelfart Sparekasse, Frøs Sparekasse og Jutlander Bank og har indgået en partneraftale, der vil give pengeinstitutternes kunder adgang til endnu bedre digitale investeringsløsninger via datacentralen SDC.
Men det er ikke alle, der bakker op om indtoget i datacentralen SDC, der også indeholder en teknisk samarbejdsaftale mellem Saxo Bank og SDC om at integrere Saxo Banks investeringsplatform med SDC’s kommende net- og mobilbank for de deltagende pengeinstitutter. Aftalen blev nemlig præsenteret af direktør for Sparekassen Vendsyssels direktør Vagn Hansen i en fælles pressemeddelelse fra Saxo Bank, der betonede, at alle pengeinstitutter under SDC har mulighed for at tilslutte sig samarbejdet.
Men eftersom der er 120 pengeinstitutter i SDC-samarbejdet, er det altså kun en ret lille del, der har valgt at gå med i det. Sparekassen Vendsyssels direktør beskriver det på følgende måde:
”Vi er meget tilfredse med vores nye samarbejde med Saxo Bank, der giver vores kunder adgang til en moderne investeringsplatform med endnu bedre muligheder for at forvalte deres opsparing. En fællesnævner for de deltagende pengeinstitutter under SDC er vores styrker inden for rådgivning og nære, langvarige kunderelationer. Det fundament kan vi nu styrke yderligere ved at have en fremtidssikret og digital løsning fra Saxo Bank, som vil løfte den samlede kundeoplevelse, både når det gælder investeringsrådgivning og investering på egen hånd.”
Fakta
Pengeinstitutterne indgår en white label- og handelsaftale direkte med Saxo Bank, hvori Saxo Bank leverer infrastrukturen som afviklingsbank for pengeinstitutternes værdipapirhandel, herunder aktier, obligationer og investeringsforeninger, og giver de deltagende pengeinstitutter og deres kunder adgang til Saxo Banks investerings- og rådgivningsplatforme. Derudover indgås en teknisk samarbejdsaftale mellem Saxo Bank og SDC om at integrere Saxo Banks investeringsplatform med SDC’s kommende net- og mobilbank for de deltagende pengeinstitutter.
Aftalen omfatter et digitalt rådgivningsværktøj, som integreres ind i SDC’s eksisterende systemer og forenkler processer for pengeinstitutternes rådgivere ved at give fuldt overblik over kundernes porteføljer og væsentlige forhold.
Den tekniske integration påbegynder i andet halvår af 2020, og løsningen forventes lanceret for de deltagende pengeinstitutters kunder i løbet af første halvår af 2021.
SDC-formand er skeptisk
Men Klaus Skjødt, der er formand for SDC og direktør for Sparekassen Kronjylland, er ikke så imponeret af Saxo Banks platform. Det er i hvert fald ikke et setup, der passer til bankens profil om investeringsråd til kunderne:
“Jeg tror ikke, at man som privatperson kan lave et bedre afkast end en professionel forvalter eller et indeks. Derfor er det ikke vores råd til kunderne, at de skal have en daytradingplatfom,” siger Klaus Skjødt.
Klaus Skjødt oplyser, at samarbejdet med Saxo Bank aldrig har været et SDC-projekt. Det har kun været en lille gruppe på 5 af 120 pengeinstitutter i SDC-samarbejdet, som har valgt at gå med i Saxo Bank-platformen:
“Vi mener ikke, at det rigtige råd til kunderne er at handle ofte på en sådan daytradinghandelsplatform med utallige investeringsmuligheder. Det må være undtagelsen, at nogle kan lave et bedre afkast end vores forvaltere Sparinvest, BankInvest eller andre, der har en lang erfaring med investering og porteføljeforvaltning, og som har et professionelt apparat i ryggen.”
Direktør i Sparekassen Vendsyssel Vagn Hansen mener derimod, at hans kunder skal have glæde af den bedst handelsplatform i markedet:
“Vi opfordrer ikke vores kunder til at blive daytradere. De kan stadig købe alle de andre investeringsprodukter, de hidtil har haft adgang til at investere i. Nu har de blot vælge talrige andre investeringsmuligheder på den utvivlsomt bedste handels- og afviklingsplatform på markedet, den skal vores kunder have glæde af. ”
Saxo Bank: Vi er klar til at levere
Men spørgsmålet er, om de øvrige banker i SDC-kredsen overser en trend i markedet, hvor stadig flere private ønsker sig adgang til at investere med mere professionelle redskaber. I så fald kan det være af større værdi end som så, da der med den stigende private interesse i styring af egne investeringer i aktier er et uforløst behov for billig og lettilgængelig handel med værdipapirer på globalt niveau.
”Der er ingen tvivl om, at der er stigende behov for en platform, der gør det lettere for private at finde rundt i at handle med internationale aktier, danske og udenlandske ETF’er og obligationer. Det har vi hos Saxo Bank. Vi vil gerne satse mere på partnere hos de danske banker, og vi tænker, at det her er modellen. Vi mener, at vi kan give de her banker det ypperste til konkurrencedygtige priser og med et minimum af omkostninger og kompleksitet. Og vi forventer også, at flere danske banker går med,” siger Saxo Banks administrerende direktør og medstifter, Kim Fournais.
Næste trin i pipelinen bliver at udvikle platformen til også at kunne håndtere undervisning og service af bankkunderne og ikke mindst bankrådgiverne via et system, der kan give bankkunderne risikobaseret rådgivning og hjælpe med at investere, så en kunde f.eks. kan lade banken styre 80 pct. af depotet, mens man selv kan investere de 20 pct.
”Vi tror på, at det her bliver vejen frem for bankerne. At man kan blive bedre til at servicere sine kunder, give dem mere værdi og endda betale færre penge for det. Den samlede banksektor er nemlig nødt til at gå nye veje i en tid, hvor det bliver sværere og sværere at tjene penge.”
Kunderne i de fem banker skal dog ikke nødvendigvis forvente at få samme gode priser på kurtage og aktiehandel, som de ville få, hvis de var kunder i Saxo Bank, for det er partnerbankerne, der bestemmer f.eks. kurtage.
Fournais: Ikke længere berøringsangst
Selv om den danske virksomhed Saxo Bank på globalt plan har arbejdet tæt sammen med talrige store globale banker, så er det stadig svært for banken at blive en del af den danske bankelite. Der har været en berøringsangst:
”Jeg synes, der er gået hul på boblen. Der er klarhed om det, vi står for; persongalleriet er ændret, og vi lever op til vores commitments over for de danske investorer, og vi har aldrig fået flere nye kunder,” siger Kim Fournais.
Med til historien hører, at Saxo Bank allerede leverer sin handelsplatform til Alm. Brand Bank, hvilket er lidt af et kuriosum set med datacentralbriller, fordi Alm. Brand ellers ligger hos konkurrenten Bankdata. Og her har man som beskrevet i InsideBusiness brugt op mod 1,6 mia. kr. på at udvikle en capital markets-platform, eller ca. fire gange så meget, som det oprindelig var budgetteret. Det har betydet, at flere højtstående medarbejdere i Bankdata har forladt deres topposter.
En central del af årsagen til det dyre projekt beskrives som valget af system. Købet af Murex-platformen skyldes nemlig, at Sydbank har kørt med et gammelt system af denne type. Men desværre for Bankdata og dem, der skal betale regningen, er Murex-systemet enestående i Danmark. Derfor har man måttet hyre konsulenthuset Synechron fra Paris ind til at hjælpe sig. Og der har altså siddet op mod en snes konsulenter af den rigtig dyre slags, der tilmed skulle flyves ind fra Frankrig for at foretage den vitale programmering op mod Bankdatas eksisterende systemer.
En forskel på Murex-platformen i forhold til den platform, som er baseret på Saxo Bank er, at den også kan håndtere risikostyring for store virksomheder, udregne kapitalbelastning og bliver løbende opdateret, så den ligger på linje med den nyeste regulering. Helt så avanceret er Saxo Banks platform trods alt ikke.
”Det er noget af det, vi kigger på – om vi kan opbygge de ting også hos Saxo Bank. Vi er overbevist om, at tingene går mod mere digitalisering og agilitet, og at man vil gerne betale mindre for det i bankerne,” siger Kim Fournais.