;
Byfounders web

Inside story

Ny venturefond lokker investorer til med filantropi  

En nystiftet venturefond vil lokke investorer til med løfter om filantropi og altruisme, men spørgsmålet er, om det er muligt at skabe afkast med de principper i højsædet. Samtidig kan ønsket om flere investeringer i danske virksomheder skade resultaterne, advarer en erfaren venturekapitalist.  

Samfundsansvar eller milliongevinst. Hvad motiverer de 30 iværksættere bag den nye venturefond Byfounders? Måske begge dele. Nok mest det sidste. 

Ikke desto mindre har folkene bag fonden valgt et yderst vanskeligt marked at spinde guld i. De 750 millioner kroner, som de er i gang med at rejse i den første pulje, skal investeres i virksomheder, der befinder sig på et forholdsvis tidligt stadie – de såkaldte early stage-investeringer. Håbet er, at de rammer den næste milliardsucces, før andre får fingre i den.  

Det er ikke umuligt at tjene penge på tidlige investeringer, hvilket blandt andre venturefonden Seed Capital har vist eksempler på – dog med blandet held. Men det er en aktivklasse, som mange etablerede spillere alligevel holder sig på behørig afstand af, fordi de mener, at risikoen er for stor. Det har vist sig notorisk svært for venturefonde at tjene penge på de meget tidlige investeringer.  

Når Byfounders så alligevel vælger at gå ind i denne del af venturemarkedet, er det da heller ikke milliarderne, den sælger sig på. Den første udfordring, en ny fond møder, er at rejse kapital, og her kan fondens fokusområde vise sig at være en fordel.  

Dens formål og eksistensberettigelse bliver at udfylde det hul i markedet, som i investorkredse kaldes ’dødens gab’, det tidspunkt i mindre virksomheders liv, hvor de er nødt til at skaffe risikovillig kapital for at udvikle sig, men samtidig er for små og risikable til at være interessante for pengestærke investorer. Byfounders skal holde virksomhederne på danske hænder, så udenlandske fonde ikke løber med gazellerne, og så skal den forhåbentlig generere afkast imens.  

”Du kan kalde det filantropi, og der er også et element af altruisme i det – at du siger, selvfølgelig vil jeg have et finansielt afkast, men der må også godt være et formål, der er lidt højere end at få en god rente på min investering”, siger fondens administrerende direktør, Tommy Andersen. 

”Jeg tror, det er det, der adskiller os fra en hel del andre fonde, som ofte er befolket af finansielle mennesker, der er dygtige til Excel og til at beregne intern rente. Jeg tror, vores fond har et lidt større purpose – ud over at vi tjener penge og forhåbentlig bliver gode til det – som har bundklang mange steder,” siger han. 

Solgte selv virksomhed 

Ligesom de andre iværksættere bag fonden er Tommy Andersen også selv tidligere techiværksætter. Tommy Andersen kendes blandt andet som stifteren af virksomheden Libratone, som han i 2014 solgte for et trecifret millionbeløb til en gruppe asiatiske investorer. Alligevel kan han og de ellers velhavende iværksætterne bag fonden ikke dække alle 750 millioner kroner til den første pulje selv. Der må mere pengestærke investorer på banen. 

”Vi rejser både penge fra pensionskasser, institutionelle investorer og familiefonde. Familiefondene vil virkelig gerne deltage i fundraising, og de er typisk selv første-, anden- eller tredjegenerationsiværksættere, som også kan se værdien i at gå ind at skabe et sundt økosystem af nye vækstvirksomheder som fundament for, at vi så i fremtiden får virksomheder, der virkelig kan trække fra,” siger han.  

Filosofien bag fonden er det, man på amerikansk kalder ’paying it forward’, forklarer han. Folkene bag er alle selv blevet hjulpet frem af andre, og nu ønsker de at give tilbage til den næste generation. En tanke, som måske også vækker interesse hos fondens kommende investorkreds. 

Behov for kapital 

Men der er også substans bag Tommy Andersens ord. Byfounders fylder et hul i markedet, det er der næppe nogen tvivl om. Søren Hougaard, venturekapitalist og adjungeret professor på CBS, genkender behovet for kapital længere nede i fødekæden.  

”Her taler vi om virksomheder i den meget tidlige fase, og dem rører venturekapitalen efterhånden stort set ikke ved længere. De er blevet mere håndsky i forhold til risiko og vil hellere foretage store investeringer i virksomheder, der er nået langt, frem for mange små investeringer i virksomheder, der ikke er nået så langt,” siger Søren Hougaard og fortsætter: 

”Man skal ret langt op, før man kan få venturekapitalen i tale. De går typisk efter færre, men større investeringer, fordi de mener, det er der, guldet er. Og det er sikkert også rigtigt nok. Men skal du gøre noget, så er det der, der mangler brændstof.” 

Der findes ingen oversigt over aktiviteten blandt danske business angels, men en ny rapport fra Vækstfonden kaster lys over early stage-investeringerne, som efter lavpunktet i 2014 vokser for tredje år i træk. En del af det seneste års vækst i early stage hænger dog sammen med, at offentlige midler udgjorde en større andel af de samlede investeringer i 2016.  

Selv om danske venturefonde over de seneste år altså gradvist er begyndt at investere mere i virksomhedernes early stage-fase, er der stadig plads til forbedring. De danskes fondes aktivitet i Danmark er fortsat lavere end i 2013, og sidste år var Danmark kun marginalt bedre end Portugal til at tiltrække early stage-investeringer.  

På vej et gear op 

Byfounders går altså ind i et marked, hvor early stage-investeringer tilsyneladende er på vej op i gear. Det er også vurderingen fra Sunstone Capitals techventures, som typisk investerer venturekapital i de senere faser.  

”Der er sindssygt meget volumen i øjeblikket, men i forhold til aktivitetsniveauet, som er relevant for os, kan man sige, at det er det mere støt stigende. Langt hovedparten af selskaberne skal ikke have venturefinansiering. De skal have noget andet. Men vi ser også mange, hvor det er anden eller tredje gang, de måske laver en startup,” siger Jimmy Fussing, managing partner i Sunstone Capital.  

Han tilføjer, at det i dag ville være svært for Sunstone Capital at fylde en fond alene med danske virksomheder, og understreger i den forbindelse vigtigheden af at have et internationalt fokus. At udenlandske venturefonde investerer i Danmark, ser han derfor heller ikke som et problem, men snarere som et udtryk for den internationalisering af venturemarkedet, som Danmark også er en del af. ’Rigtige’ venturefonde, mener han, bør nemlig altid først og fremmest have fokus på afkast. 

”Hvis vi skulle fylde en fond på en milliard, som er nogenlunde det, vi er oppe på i vores seneste fond, med udelukkende danske virksomheder, så tror jeg, at vores afkast ville blive lavere. Rigtig venturekapital er at gå efter virksomheder, der bliver milliarddollarselskaber, og der er grænser for, hvor mange af dem der er i Danmark – for ikke at sige Europa – om året.  

Selv ser Tommy Andersen ingen grund til, at den altruistiske tilgang og afkastmulighederne ikke kan forenes. Fonden vil fokusere på virksomheder i Norden og har også mandat til at investere i Baltikum. Kompetencerne i form af de 30 iværksættere og deres netværk er spredt over kloden, og det gør Byfounders et stærkt fundament til netop denne type investeringer, mener han.  

”En venturefond er aldrig bedre, end det deal-flow, den har, og som gruppe har vi en meget stor radar af investeringsmuligheder. At vi kan investere tidligt med de midler, vi har i selskabet, er jo også en succesfaktor i fondens afkast. Vi tror, at det, de 30 mennesker kommer med, giver fonden et startpunkt, som bør være stærkere end de andre fondes,” siger han.  

 

Af Simon Lund Christiansen

 

LÆS OGSÅ

Skuffende afkast i danske venturefonde – branchen tror alligevel på lys fremtid 

Modefirma stormer mod børsnotering

Tunge investorer dropper mindre fonde

Sådan er afkastet i de mindre fonde