;
boliglån danske bank jyske

Inside story

Nyt angreb fra Jyske Bank i boliglånskrigen

Jyske Bank og BRFkredit satser på at få bedre kontakt til boligkøberne på en helt ny platform. Reaktion på, at koncernen mangler ejendomsmæglerben.

Jyske Bank-BRFkredit-koalitionen forsøger nu med en ny offensiv at sikre sig bedre adgang til de attraktive boligejere. Det sker med en helt ny boligsalgsplatform, der bruges til at give boligkøberne et bedre overblik over de boliger, der er til salg, ud fra den enkelte boligejeres behov. Bedste Hjem bliver navnet på siden, der går direkte i konkurrence med Boliga, Boligsiden og hjemmesider for ejendomsmæglerkæder som Home, Danbolig, Nybolig og EDC.

”Der er så mange ting, vi kan forbedre i forhold til de eksisterende søgemaskiner. Derfor vil vi gerne lancere Bedste Hjem. For os er det lidt af en strategisk satsning, fordi vi gerne vil være til stede, hvis markedet for de her spillere udvikler sig. Men det skal være mere end en søgemaskine for at blive et interessant værested for vores kundemålgrupper,” siger Lars Sandberg, direktør i BRFkredit, der for første gang præsenterede konceptet for offentligheden på en konference hos PwC.

I modsætning til både Realkredit Danmark, Nykredit og Nordea Kredit ejer BRFkredit-Jyske Bank-koalitionen ikke egen ejendomsmæglerkæde. Det er også den realkreditkoncern, der har den mindste salgskanal af de i alt fire spillere på det danske marked, fordi Jyske Bank-koncernen har den laveste markedsandel inden for bankvirksomhed. Derfor gør Lars Sandberg og Jyske Bank-direktør Anders Dam en stor indsats for at gøre opmærksom på finanskoncernens boliglån, som går for at være blandt de billigste blandt de fleste af låneprodukterne på markedet. Sandberg understreger dog, at salget går forrygende p.t.

Mangler ejendomsmæglerkæde

Men Jyske Bank/BRFkredit mangler altså også en boligsøgemaskine, som ejendomsmæglerkæderne har som en del af deres forretning. Derfor er Bedste Hjem ifølge Lars Sandberg et stærkt tiltag for at få fat i en bredere kundeskare.

Her er bankernes værdikæde på boligmarkedet ifølge BRFkredits direktør, Lars Sandberg

”Det er rigtigt, at vi ikke ejer en stor kæde på mæglersiden. Vi vil naturligvis gerne samarbejde med flere ejendomsmæglere og andre aktører, men vi har allerede gode samarbejder med både større og mindre spillere i dag. Bedste Hjem skal først og fremmest ses som et forsøg på at opbygge vores brand som boligejernes bank.”

Og der er behov for en ny spiller på boligsøgemarkedet, konstaterer Lars Sandberg. For den nye portal får bedre funktionaliteter, end der eksisterer på markedet for boligsøgemaskiner i dag. Først og fremmest bliver Bedste Hjem personlig, så den viser boliger og oplysninger om boligen ud fra informationer, man har tastet ind på forhånd. Dermed bliver søgemaskinen den første, som for alle boliger til salg i Danmark kan vise, hvad en bolig for eksempel koster den enkelte bruger i månedlige udgifter. Det betyder også, at forskellige brugere får forskellige månedlige udgifter.

Dernæst er hjemmesiden gjort interaktiv, så man hele tiden kan ændre i de informationer, man har tastet ind, så man hurtigt kan analysere konsekvensen, hvis noget i ens behov ændrer sig. Tillige bliver Bedste Hjem knyttet op på sociale medier, så man kan invitere andre til at kigge med på boliger, der har ens interesse.

”På et eller andet tidspunkt oplever mange mennesker at optræde som private boligrådgivere for andre i deres omgangskreds. Uanset om man kigger med på børnenes boligjagt i forbindelse med eksempelvis forældrekøb, eller om man har brug for hjælp fra eksempelvis en tømrer til at give et bud på istandsættelse af ejendommen. Med Bedste Hjem får brugerne mulighed for at dele oplysninger og viden med hinanden via små sociale netværk direkte fra søgemaskinen.”

Kompleks regnemaskine

Kernen i det nye system bliver en avanceret regnemaskine, der kan bruges til at regne på den enkelte brugers behov. Selve data om boliger til salg kommer fra Boligsiden, der samler alle boliger på det danske marked, men selve regnemaskinen står Jyske Bank selv for. Det bliver så fleksibelt, at brugerne kan tage højde for eksempelvis forøgede vedligeholdelsesomkostninger ved et gammelt hus i forhold til et nyt hus eller udgifter til en båd, hest eller bil nummer 2.

”Vi tror på, at det, der ikke komplekst, er for nemt at kopiere. Hvis vi skal have en konkurrencefordel i forhold til de øvrige boligsøgemaskiner, så er vi nødt til at sikre os, at vi kan have vores fordele så lang tid som muligt.”

Men overraskende nok bliver den nye søgemaskine ikke målrettet til salg af banklån og realkreditlån, men målrettet salg af boliger, forsikrer Lars Sandberg.

”Man kommer til at kunne beregne de månedlige omkostninger baseret på finansiering fra BRFkredit og Jyske Bank. Men hvis man vil have et tilbud på et rigtigt lån, så ryger man ud af Bedste Hjem og over til et andet website, hvor man kan få rådgivning fra Jyske Bank, BRFkredit eller andre samarbejdspartnere.”

Det, der kæmpes om, er primært de kunder, der køber en ny bolig. I alt er der ca. 60.000 bolighandler om året svarende til en lånemasse på omkring 75 milliarder kroner, konstaterer Lars Sandberg. Og der er god indtjening i både salg af realkreditlån og af efterfinansieringen i form af banklån.

Jyske Bank spejler sig i Danske Bank og Spar Nord

Bedste Hjem kan ses i samme kontekst som BRFkredits app, der har navnet Bedste Lån. Den markedsføres heftigt i disse dage, da ønsket er at give kunderne et overblik over egne lån. Men man kan også få låneovervågning, så man får en besked, når det er fordelagtigt at konvertere sit boliglån, ligesom man kan lave en fastkursaftale direkte i appen. Alt sammen handler om det at digitalisere sit backoffice, for det kommer til at afgøre, hvem der bliver fremtidens vindere og tabere inden for boligfinansiering.

”Infrastruktur er en skjult kampplads. De ‘små’ spillere skal bekæmpe de stores skalafordele, mens de store skal fastholde dem. Og så handler det om at levere de bedste kundeoplevelser,” siger Lars Sandberg. På den måde er Jyske Bank/BRFkredit ved at gennemføre sin innovative digitale strategi, der kommer til at tage kampen op med både Danske Bank og Spar Nord, der også forsøger at være frontløbere på det digitale område.

Bedste Hjem ventes at få premiere ultimo november.

LÆS MERE

Medarbejderflugt og børstørke tvinger Nordeas købmænd i offensiven

Kom med ind i Nordeas nye hovedsæde

Vingeskudt Nordea i historisk exit fra Danmark. Går banken i flyverskjul

Er Danske Banks June en revolution eller en storm i et glas vand

Danske Bank gør klar til massiv disruption af investeringsområdet

Derfor er Danske Banks June dødsensfarlig for investeringsbranchen

Danske Bank vil erobre nyt terræn med Mobilepay

Nordea ruster sig til nordisk kamp mod June