Michael Hauge Sørensen tekst - Michael Hauge Sørensen skal forsøge at vende udviklingen i Flying Tiger

Ugens Insider

Ombejlet erhvervsmand foran hårdt arbejde i EQT’s detailkæmpe 

Den tidligere Ecco-kronprins Michael Hauge Sørensen skal som midlertidig direktør i kriseramte Flying Tiger få det tidligere så succesfulde selskab tilbage på sporet. Nye, billigere produkter kombineret med fokus på kædens eksisterende markeder skal gøre detailkæden til en børskandidat.  (Citater opdateret 11:08)

Det kom som en stor overraskelse for de fleste, da Eccos oplagte kronprins, Michael Hauge Sørensen, i 2013 pludselig forlod skogigantens hovedkontor i Bredebro for at tage tilbage til Hongkong, hvor han havde arbejdet gennem en årrække.

Siden løftede Hauge Sørensen sløret for, at det var moderens tragiske død kombineret med udfordringerne med at omstille sig fra den pulserende asiatiske storby til den jyske muld, der bar en del af ansvaret for, at han forlod Ecco i utide.

Trods den overraskende exit har Michael Hauge Sørensen siden haft en propfyldt kalender. Han sidder således i bestyrelsen for flere børsnoterede danske selskaber, herunder IC Group og Santa Fe, ligesom han efter tre år for nylig sagde farvel til Pandoras bestyrelse.

Samtidig har Michael Hauge Sørensen i løbet af årene oparbejdet en tæt relation til den opkøbsivrige kapitalfond EQT, der især herhjemme har markeret sig med en voldsom appetit på opkøb og blandt andet har opslugt Fertin Pharma, Sitecore, Huscompagniet og Global Connect alene inden for de to seneste år.

Midt i de mange opkøb er EQT og fondens danske chef, Morten Hummelmose, imidlertid blevet ramt af uforudsete udfordringer i den ekspansive detailkæde Flying Tiger, som man købte af stifter Lennart Lajboschitz tilbage i 2012.

Mens omsætningen fortsat vokser eksplosivt, kæmper kæden nu med den store udfordring, at de mange butikker oplever en opbremsning i salget. Alene fra 2015 til 2016 blev bundlinjen mere end halveret til lidt over 80 millioner kroner, ligesom man måtte tage en nedskrivning på over 100 millioner kroner på sin lagerbeholdning. En helt igennem kritisk udvikling, som de fleste Pandora-aktionærer herhjemme udmærket kender til, da netop den problematik sendte Axcels smykkegigant i frit fald i sommeren 2011 under et år efter selskabets børsnotering.

”Vi havde en udfordring sidste år i forhold til, at vi ikke formåede at få tilstrækkeligt med varer på hylderne i de enkelte butikker. Vi oplevede en såkaldt bull-whip effekt da varerne så igen kom på lager, delvist p.g.a. vigende efterspørgsel og et hårdt detailmarked. Derfor hobede nogle af dem op på vores centrallagre, og samtidig viste andre produkter sig sværere at sælge. Vi justerer derfor værdien af vores lagre, så de stemmer overens med de aktuelle værdier,” siger Michael Hauge Sørensen.

Blå Bog: Michael Hauge Sørensen

Født 1973 og opvokset i Randers.

Blev i 1994 student fra Handelshøjskolen i Randers. Blev samme år trainee i Ecco.

Bestred fra 1994 og frem til 2013 en lang række poster i Ecco og sluttede af som vicekoncernchef og COO.

Blev i 2013 medlem af bestyrelsen i Zebra, selskabet bag Flying Tiger.

I 2014 blev han medlem af bestyrelsen i Santa Fe og Pandora samt formand i Kwintet.

Sidste år blev Michael Hauge Sørensen udpeget som formand i Top-Toy.

Michael Hauge Sørensen har i flere år været rådgiver for kapitalfonden EQT.

Solgte for dyre varer

Akkurat som Pandora og Axcel har EQT handlet hurtigt. Topchef Xavier Vidal blev hurtigt smidt på porten efter kun to år i spidsen for detailkæden, og mens EQT og bestyrelsen i Flying Tiger jagter hans efterfølger, er det op til Michael Hauge Sørensen at få selskabet tilbage på sporet.

Hauge selv har været industrial advisor for EQT i flere år og sidder også som formand i kapitalfondens anden detailsats, Top-Toy, og med sine mange år i Ecco er Hauge Sørensen med fondens øjne den helt rette mand til at styre Flying Tiger gennem den nuværende turbulens.

”Det er klart, at for en virksomhed som Flying Tiger er det ikke tilfredsstillende, når salget i de eksisterende butikker ikke udvikler sig positivt. Jeg vil ikke sætte tal på, hvor meget det skal vokse, men det skal være positive vækstrater. Tilbagegangen i like-for-like er den primære årsag til, at bundlinjen er lavere i 2016, og vi har sat en række tiltag i søen for at rette op på det,” forklarer Michael Hauge Sørensen.

Han peger samtidig på, at et af Flying Tigers problemer har været, at man simpelthen bevægede sig for langt væk fra sin kerneforretning og pludselig forsøgte at sælge dyrere produkter frem for de velkendte Tiger-ting, der som regel kan købes for en 10’er eller en 20’er.

”Det der historisk har kendetegnet Flying Tiger og det successen er bygget på, er salget af varer til 10 og 20 kroner. Over de seneste år har vi introduceret varer i højere prisgrupper. Vi vender nu tilbage til de klassiske Flying Tiger-dyder, og det vi ved at kunderne efterspørger. Vi lancerer månedligt mere end 300 nye produkter” siger Michael Hauge Sørensen.

Netop udfordringen med et stagnerende salg som følge af fokus på de forkerte produkter var præcis en af hovedårsagerne til, at smykkevirksomheden Pandora i 2011 blev tvunget ud i en omfattende nedjustering, og det tog selskabet flere år at genvinde markedet, investorerne og ikke mindst forbrugernes tillid.

Har flere krævende hverv

Set i det lys erkender Michael Hauge Sørensen da også, at der ikke er nogen hurtig løsning på problemerne i Flying Tiger. EQT og fondens investorer skal således ikke gøre sig forhåbninger om, at virksomheden i år vil præstere samme salgsvækst som i 2014 og 2015. Den tidligere Ecco-direktør understreger samtidig, at opgaven i Flying Tiger også vil betyde, at man i indeværende år vil være knap så ekspansiv som tidligere.

”Vi forventer, at vi allerede i år vil opleve en forbedring i vores resultat, men vi ser først den fulde effekt af de mange nye tiltag i 2018. Vi tror på, at vi både kan forbedre vores bundlinje og samtidig fortsætte de flotte vækstrater, vi har oplevet de senere år. Men det er klart, at vi i den nuværende situation ikke vil slå dørene op på en række nye markeder, men i stedet fokusere på at udbygge vores position der, hvor vi allerede har foden inden for,” siger Michael Hauge Sørensen, der for nylig stoppede i smykkeselskabet Pandoras bestyrelse for at koncentrere sig om opgaven i Flying Tiger samt sine øvrige poster, herunder den kriseramte arbejdstøjsproducent Kwintet. Det selskab ejer Michael Hauge Sørensen sammen med erhvervsmanden Christian Dyvig. Også her står han over for en stor opgave, da selskabet gennem flere år har tabt trecifrede millionbeløb, hvilket for nogle år siden fik den daværende ejer, IK Investment Partners, til at smide håndklædet i ringen.

Derfor understreger Michael Hauge Sørensen også, at han stopper som direktør i Flying Tiger og træder tilbage i rollen som menigt bestyrelsesmedlem i kæden, når der er fundet en ny direktør.

”Naturligvis er det et krævende job at være direktør for en stor virksomhed, men jeg støtter mig op ad de mange dygtige mennesker, der arbejder her i virksomheden. Mit hverv her i Flying Tiger er tidsbegrænset indtil vi har fundet en ny direktør. Men jeg er blandt andet trådt ud af Pandoras bestyrelse for netop at sikre, at jeg har tilstrækkeligt med tid til mine forskellige poster og investeringer,” siger Michael Hauge Sørensen.

 

LÆS MERE

 

Stor tilbagegang i kapitalfonds detailsats

Tidligere Axcel-folk går sammen om nyt eventyr

Kapitalfonde i hård kamp om danske milliarder

Er de danske kapitalfonde bange?

Christian Frigast går selv med i Axcels nye milliardfond