;
nykreditpix

Redaktørens analyse

Opgør om afdragsfrihed: Nykredit går enegang mod Danske Bank, Nordea og Jyske Bank

Landets største realkreditselskab spiller med på Finanstilsynets og Nationalbankens pres for at reducere andelen af 30-årige afdragsfri lån. Spørgsmålet er, om koncernen har en skjult agenda i forhold til at få myndighederne til ikke at underkende Totalkredit-aftalen. En heftig armlægning i Finans Danmark / Realkreditrådets bestyrelse kan tyde på det.

Et opsigtsvækkende og vigtigt opgør om den danske realkreditmodel udspiller sig i det skjulte med landets storbanker, Danske Bank, Nordea og Jyske Bank, på den ene side over for Nykredit-koncernen på den anden.

Det erfarer InsideBusiness fra flere kilder tæt på processen, som udspiller sig i Finans Danmarks/Realkreditrådets bestyrelse, senest i form af et møde mellem parterne onsdag denne uge. Det hele handler om Finanstilsynets seneste og stærkt kritiserede tilgang for at begrænse udbredelsen af de 30-årige afdragsfrie lån via den såkaldte vækstvejledning for långivning i de store byer.

Før sommerferien og lige efter sommerferien stod det nemlig klart, at alle fire store spillere i Realkreditrådets bestyrelse var enige om, at man var modstander af tiltag, der skal begrænse udbredelsen af de 30-årige afdragsfrie lån. Men her i august er enigheden smuldret – og Nykredit er nu tilhænger af, at man på den ene eller den anden måde søger at begrænse de efterhånden ret udbredte lån med 30 års afdragsfrihed.

Der er dog et forbehold i den analyse. For parterne er fortsat enige om, at det er et rigtig dårligt forslag, at boligejere med 30-årige afdragsfri lån skal indlevere økonomiske oplysninger hvert andet år, som Finanstilsynet har foreslået. Det vil udløse flere omkostninger og unødigt stress for boligejerne, især de ældre. At det er uigennemtænkt, understreges af, at banken ikke kan gøre noget alligevel, hvis kundens økonomi er blevet dårlig. Det er kun relevant, hvis belåningsgraden er faldet til under 75 pct. Så kan banken nemlig kræve, at der afdrages på lånet.

Hvorfor går Nykredit enegang?

Det åbne spørgsmål er dog fortsat årsagen til Nykredits enegang. En forklaring er, at man simpelthen har en interesse i at stække konkurrenterne, som i langt højere grad end Nykredit/Totalkredit sælger de 30-årige lån med afdragsfrihed. Således udgjorde låntypen 17 pct. af Realkredit Danmarks bestand ved udgangen af året, mens den var 13 pct. for Nordea Kredit og bare 3,4 pct. for Totalkredit.

Spredningen i tallene er overraskende, men er primært en konsekvens af, at man i Totalkredit-samarbejdet har så stor succes på markedspladsen, at man kan tillade sig at sige nej til flere kunder og på den måde bygge en mere konservativ lånebog, mens især Jyske Bank og Realkredit Danmark også har billigere, men også mere usikre flekslån med 30-årig afdragsfrihed på hylderne. Derfor har Nykredit indirekte en interesse i, at alle bliver mere konservative.

En anden forklaring kan være, at Nykredit faktisk har en reel bekymring og et behov for at sikre det danske realkreditsystem i fremtiden. For det er ikke sikkert, at Basel-Komiteen og EU-Kommissionen med flere deler opfattelsen af dansk realkredits fortræffeligheder, hvis en stor del af låneporteføljen består af lån med i praksis uendelig afdragsfrihed.

Men som regel er der jo flere årsager til tingene, herunder også til enegang fra Nykredits side. Og lige nu har koncernen en særlig interesse i at tækkes myndighederne. Det er nemlig spændende tider for landets største realkreditudbyder, Nykredit/Totalkredit. Stadig mere tyder nemlig på, at et indgreb mod koncernens mangeårige og succesfulde formidlingsaftale, Totalkredit-aftalen er på trapperne.

Det har styrelsen og Konkurrencerådet flere gange indikeret, f.eks. i den nye rapport ’Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder’ fra august, hvor myndighederne specifikt nævner ”en formidlingsaftale med Totalkredit, som vanskeliggør paralleldistribution af realkreditlån fra andre udbydere af realkredit.”

Konkurrenceklage kan spille en rolle

I forvejen har Jyske Bank som afsløret i InsideBusiness sendt en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen den 5. juli 2021 over, at Totalkredit-aftalen udgør en mulig overtrædelse af konkurrencelovgivningen.

Hvis vi skærer helt ind til kernen, handler tvisten om, at perlerækken af mellemstore og lokale pengeinstitutter – Spar Nord, Sydbank, Arbejdernes Landsbank, Sparekassen Danmark med flere ­­– i Totalkreditaftalen ikke kan vælge en alternativ leverandør, uden at de mister alle fremtidige indtægter i form af bidragssatser for allerede formidlede realkreditlån.

Det er velkendt, at praktisk talt ikke en eneste af landets mindre og mellemstore banker derfor har råd til at skifte leverandør, hvis man mister sine kommende indtægter fra bidragssatserne.

Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal gribe ind, skal de altså erklære denne aftale konkurrencebegrænsende og ulovlig, hvorved f.eks. Jyske Bank kan få mulighed for at få deres realkreditlån på hylderne hos de mindre banker. Måske vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen endda komme med et tiltag, som også rammer Jyske Bank, Nordea og Danske Bank, der kan blive tvunget til at tilbyde andre realkreditudbyderes lån.

Opgør på sociale medier

Uanset hvad, er det lidt af en pressbal for Nykredit-koncernen – og derfor har der da også været en høj grad af spinaktivitet på det seneste, eksempelvis fra tidligere formand for Forenet Kredit Nina Smith, som for nylig var i en overraskende højspændt debat med Realkredit Rådets formand, Carsten Tirsbæk fra Jyske Realkredit, på LinkedIn.

F.eks. skød hun med skarpt med følgende formulering rettet mod Danske Bank, Nordea og Jyske Bank, hvilket nok er faldet en del bankfolk for brystet.

”Det er jo alligevel ikke så svært at gennemskue for enhver med lidt indsigt i branchen, at de store finansielle virksomheder, der både har bank og realkredit, nok kunne tjene mere på boliglån, hvis ikke det klassiske realkreditsystem med ens priser for alle var gældende,” skrev Nina Smith på LinkedIn.

Igen et tegn på, at Nykredit og Forenet Kredit er i fuld gang med at fortælle om egne fortræffeligheder, herunder også udbrede fortællingen om, at man er til stede i hele landet med samme priser til alle. Det er de øvrige aktører dog også, vil modsvaret være. Og fra Jyske Banks Anders Dam, der jo har ytret en særlig interesse i at få fat i nogle af de mindre banker som salgskanaler af Jyske Realkredits produkter, lyder meldingen da også, at man skam ønsker at tilbyde realkreditlån i hele landet.

Uanset hvad, er uenigheden internt i Finans Danmark/Realkreditrådet større, end den har været længe, og vi har før set, hvordan bankernes brancheorganisation er blevet sprængt pga. meningsforskelle i forhold til boliglån. Så det kan blive rigtig interessant at følge i de kommende måneder.

Nykredit har ikke ønsket at kommentere sagen, ligesom direktør Ane Arnth Jensen fra Realkreditrådet afviser at kommentere på, hvad der er sket på konkrete møder.

 

Læs mere­

Opgør om afdragsfrihed: Nykredit går enegang mod Danske Bank, Nordea og Jyske Bank

Nyt tiltag gambler med danskernes elskede realkreditsystem 

Udskældt gebyr: Sydbanks nye Mastercard Dankort næsten dobbelt så dyrt som Nordea VISA/Dankort

Pensionsbranchen og bankerne tørner sammen i milliardopgør om pensioner

Danske Banks Danica bakker op om boligfinansiering med pensionspenge

Pensionsbranchen vil lade danskerne købe bolig med pensionsopsparing

Advarsel om boble på private equity og alternative investeringer

Afkast: Nu bliver fårene skilt fra bukkene i pensionsbranchen. Kapitalfonde gør forskellen

Kapitalfond i infight med pensionskasser over problemsag

Pensionskasser giver kold skulder til statslig milliardfond

Ny statslig fond bliver mødt med skepsis fra pensionskasser

Vækstfonden i centrum for dramatisk opgør

Ringkjøbing Landbobank, dømt fallent og Vækstfonden spiller nøgleroller i skandaleramt leasing-firma

Krisefond brænder inde med milliarder, mens virksomheder råber på hjælp

Fiasko for omstridt milliardfond

Afsløring: Pensionskasse investerede tungt i kapitalfonde trods intern modstand