En af Danmarks største ejerledede forsikrings- og pensionsmæglere, Ensure, bliver et forretningsben mindre.
Ejerne af Ensures forsikringsaktiviteter i Aarhus, partnerne Eva Madsen og Mogens Rohde, har nemlig valgt at sælge deres forretning, der er centreret om det jyske, til North, der på få år har udviklet sig til en af landets største mæglerhuse qua en række opkøb af mindre spillere.
”Vi havde en god fornemmelse, allerede da North bankede på døren, og vores dialog viste da også, at vi passer godt ind i deres setup og måde at gå til kunderne på. Der er mange muligheder sammen,” udtaler Eva Madsen, administrerende direktør og managing partner i Ensure International Insurance Broker (Vest).
Ifølge de to partnere bag den jyske forsikringsmæglerforretning får de med salget til North en større palet at trække på.
”Vi får nu en bredere palet af ydelser, som vi kan tage med ud til vores kunder, ikke mindst med nye tilbud inden for finansielt indkøb og rådgivning om realkreditlån til både virksomhederne og medarbejderne,” udtaler Mogens Rohde, managing partner i Ensure International Insurance Broker (Vest).
Omvendt har de øvrige ejere af Ensure ikke et ønske om at lade sig opsluge af North. I stedet ønsker de at drive deres andel af forsikrings- og pensionsmæglerforretningen videre under det nuværende ejerskab og setup, og derfor er det kun de aarhusianske forsikringsaktiviteter, der fremover bliver en del af North.
“Det har været en del af Eva og Mogens plan at lave en exit nu. Men det ligger ikke i vores kort, at den primære del af Ensure skulle sælges,” siger Jacob Ellenhard, administrerende direktør og managing partner for Ensures forsikringsforretning.
Jacob Ellenhard ønsker ikke at kommentere, om North også har budt på resten af Ensure, men bekræfter, at Ensure løbende får henvendelser fra mulige købere.
”North er et af de mange kapitalfondsejede selskaber, der er på opkøbsjagt. Vi bliver jævnligt kontaktet fra ind- og udland. Det er vi selvfølgelig ydmygt tilfredse med, men det ligger ikke i kortene, at vi skal den vej,” siger han.
Søsætter vækstplan i vest for Storebælt
Ensure betegner sig selv som et af Danmarks største ejerledede mæglerhuse med 75 medarbejdere og en trecifret millionomsætning. Ensures ambition er at runde en omsætning på 200 millioner kroner i 2026.
Ifølge Jacob Ellenhard har det aldrig været på tale, at han og de øvrige partnere i Ensure skulle overtage den jyske del af forsikringsmæglerforretningen.
”Vi har den største respekt for Eva og Mogens og har haft et godt samarbejde med dem i mange år. Det foregår i al stilfærdighed. De har ønsket at lave en exit, og det har ikke været et tema, at vi skulle overtage deres del af forretningen,” siger Jacob Ellenhard.
Frasalget af forsikringsaktiviteterne i Aarhus ændrer ikke på Ensures vækstplaner.
”Det er en mindre del af det samlede Ensure, som nu bliver en del af North. Vi har et mål om en omsætning på 200 millioner kroner. I 2026. At Aarhus-kontoret laver den her exit, ændrer ikke ved den målsætning,” siger Jacob Ellenhard.
Ensure har nu gang i en vækstplan i det vestjyske, der skal lukke hullet efter frasalget til North.
North: Opkøb styrker position i Jylland
For North er købet af Ensures forsikringsforretning i Aarhus blot det seneste i rækken opkøb. Tidligere på ugen meddelte North, at man har købt fire nye virksomheder. Der er tale om tre mindre forsikringsmæglere samt et mindre forsikringsagentur.
Ifølge administrerende direktør i North Lars Gundorph er opkøbet af en del af Ensures aktiviteter især med til at styrke Norths tilstedeværelse i Jylland.
”Ensure International Insurance Broker (Vest) er et velanskrevet og veldrevet selskab med dybe rådgivningskompetencer og langvarige kunderelationer. Det glæder mig, at de nu kommer om bord i North-fællesskabet, og at vi dermed styrker vores markedsposition i det jyske og på Fyn. Vi har i et stykke tid kigget på at forstærke vores tilstedeværelse i det vestlige Danmark, da vi i forvejen har et dusin medarbejdere med bopæl i Aarhus-området, og nu kan slå to fluer med et smæk i fælles kontor,” siger Lars Gundorph i en meddelelse.
Opkøbene føjer sig til den efterhånden lange liste af opkøb, som North har foretaget som led i sin erklærede ambition om at konsolidere den danske mæglerbranche, siden den tidligere Willis-direktør Lars Gundorph etablerede North sammen med kapitalfonden Polaris i 2021.
Den aggressive opkøbsstrategi betyder, at North på bare få år har indtaget rollen som et af de større mæglerhuse i Danmark. Samtidig har den eksplosive vækst gjort North til et brandvarmt opkøbsmål, fordi North pludselig kan være en genvej til det danske marked for en ambitiøs spiller, som dermed kan slippe for at selv at samle puslespillet blandt de mindre mæglerhuse.
Som InsideBusiness for nylig kunne afsløre, har flere mulige købere allerede meldt deres interesse i North. Det har fået Polaris, der ejer over 50 procent af North, til at hyre den britiske rådgiver Houlihan Lokey til at håndtere interessen.
Læs mere
Kapitalfond lurer på salg af fremadstormende mæglerhus
Højtprofileret mæglerdirektør fyret efter uenighed i ledelsen
Storinvestor i brandudsalg af Alm. Brand
Topchefinterview med Gjensidige om pricewalking, opkøb, genforsikring og nye produkter i Danmark
Åben strid mellem forsikringsbranchen og autoværksteder om priser og aftaler
Forsikringsselskaber ramt af stigende antal bilskader
Flere bilskader presser Alm. Brand. Topchef vil undgå prisstigninger med to greb
Præmiefornyelser: Forsikringsselskaber vil slå ind på en konservativ prissætning
Forsikringsdirektører advarer mod nøl med pricewalking. Branchens etik er udfordret
Krise eller gylden fremtid? Finansgiganter kæmper med kundeejerskab