Et opgør med en parkeringsvagt og efterfølgende tiltale for vold satte en brat stopper for karrieren for en af landets mest respekterede finansmænd, Finanstilsynets Jesper Berg, som ellers let kunne være endt som nationalbankdirektør efter en flot karriere i Nationalbanken såvel som i Nykredit og Finanstilsynet.
Sagen blev forsøgt listet ud af Finanstilsynets bestyrelse en fredag eftermiddag lige inden påske – og med en sjældent kort afsked på mindre end en måned, inklusive påskeferien, for en anerkendt tilsynsdirektør, som man ellers skulle tro havde vigtige sager, der skulle afsluttes inden afgangen. Sjovt nok var det umuligt at få en kommentar fra den ellers vældig snakkesalige topchef Jesper Berg.
Vi var flere i erhvervspressen, der huskede det gamle ordsprog blandt journalister: Hvis det lugter af lort og ser ud som lort, så er det nok også lort. Men alligevel kom pressemeddelelsen med den uventede afsked med ordene:
”Det har været en fantastisk oplevelse at være direktør for Finanstilsynets 400 medarbejdere i næsten otte år. Men det er også et hårdt job, der stiller store krav og slider på en. Den 6. april fylder jeg 64 år, og jeg har heldigvis nogen, der vil passe på mig, og som jeg også gerne vil bruge mere tid sammen med,” fra Jesper Berg.
Det var store ord fra en mand, der nidkært har vogtet over kommende bank-, pensions- og forsikringsdirektørers muligheder for karriere som topchef med de firkantede fit & proper-regler.
For sidste uge begyndte det så at rumle, at der lå en tiltale om vold bag Jesper Bergs exit. Det var allerede ude, at der var berammet et retsmøde om en batalje mellem Jesper Berg og en parkeringsvagt. Først var der nedlagt navneforbud, men Børsen kunne breake historien fredag eftermiddag. Efterfølgende har Jesper Berg selv erkendt, at forløbet har fremskyndet hans afsked – og det er for så vidt interessant, i og med at Jesper Berg jo ingenlunde er dømt endnu.
Nultolerance – også i Velliv
Sagen illustrerer således en klar tendens om nultolerance, som blev endnu mere synlig mandag morgen, da det helt overraskende blev meldt ud, at også Vellivs mangeårige topchef, Steen Michael Erichsen, var fortid i pensionsselskabet.
Også her er der tale om en noget kryptisk kommunikation med en pressemeddelelse med ordene: ”Da bestyrelsen er af den opfattelse, at Steen Michael Erichsen har foretaget en disposition i forhold til sin private opsparing, som ikke er forenelig med stillingen.”
Men her valgte bestyrelsesformand Anne Broeng med det samme at tage dialogen med pressen. Uden dog at vi på InsideBusiness dog blev ret meget klogere på det konkrete forhold efter at have talt med hende.
”Det er også meget emotionelt for os og medarbejderne, men jeg kan ikke gå mere i dybden med sagen her,” lød det fra Anne Broeng i mobiltelefonen.
Men nu er der jo tale om en hård konsekvens, kunne man ikke have givet ham en advarsel og en chance til?
”Der gælder særlige krav til ledere af store finansielle virksomheder. Her blev grænsen klart overtrådt. Derfor har en enig bestyrelse truffet denne beslutning,” lyder det fra Anne Broeng, som ellers kun har positive ord at sige om Steen Michael Erichsen.
”Jeg er virkelig ked af, at det er kommet hertil efter fem år med et upåklageligt godt samarbejde. Steen Michael Erichsen har gjort et fantastisk godt stykke arbejde som topchef, og det er hans fortjeneste, at vi er kommet videre efter at have været ejet af en bank. Hans strategi har gjort, at Velliv har høj vækst og står superstærkt. Vi kører videre ad samme vej og ændrer ingenting. Men det gør os alle kede af det over situationen.”
Helt oplagt afløser for Steen Michael
Læser man mellem linjerne, er der nok også en anden side af sagen. For Steen Michael Erichsen var ikke længere så synlig hverken eksternt eller internt. Man så f.eks. ikke noget til ham til Forsikring & Pensions arrangementer – og spørgsmålet er, hvor meget tid han efterhånden brugte på kontoret. Måske bestyrelsen havde samlet lidt til bunke – og for øvrigt har øje på en helt oplagt afløser i form af PFA’s koncerndirektør Camilla Holm, der forekommer næsten selvskrevet til stillingen, hvis ellers hun kan blive godkendt som havende tilstrækkelig erfaring i henhold til Finanstilsynets fit & proper-regler.
Uanset hvad, viser sagen om Steen Michael Erichsen, at man er alt andet end fredet, hvis man tager en forkert beslutning i forhold til sin egen privatøkonomi over for virksomhedens. Det gælder selvfølgelig i særklasse, hvis der er tale om en storinvestor som Velliv, som med både rå kapitalstyrke såvel som omdømme kan flytte en aktiekurs ved blot at investere i den. På den måde er der trods alt tale om et mere rent snit end i Jesper Bergs tilfælde, hvor en fagligt stærk og højtrespekteret person bliver fældet på et rent privat forhold.
Forløbene viser, at det gælder om at holde sig på den rette side af loven, hvis man ønsker sig en karriere på højeste niveau i den finansielle sektor. For som en profil med en stærk karriere påtalte forleden, gælder det om at passe på. Også i trafikken, hvor et oplagt spørgsmål er, om de nye regler for vanvidsbilisme gør det umuligt at passe sit arbejde som leder på højeste niveau, hvis man er kommet til at køre meget for stærkt eller har fået konfiskeret sin bil på grund af alkoholpåvirkning eller andre grove trafikforseelser. Svaret er nok nej.
#MeToo-sager på stribe i finanssektoren
Den sidste interessante afskedssag i den forgangne uge er Lizette Risgaards exit som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), efter at det blev afdækket i Berlingske og Ekstra Bladet, at hun flere gange på upassende vis havde berørt yngre mænd i organisationen. Nu er den slags sager jo bestemt ikke nye i finanssektoren. Der har været få kendte og langt flere ikke offentligt kendte episoder, hvor topchefer og personer i ledelsen har gjort upassende tilnærmelser til kvinder længere nede i organisationen og har mistet jobbet på det.
Selve historiefortællingen i den slags sager er yderst interessant, for ofte bliver den slags sager ordnet i mindelighed uden offentlighed. På InsideBusiness har vi kendskab til flere højt profilerede personer, som diskret har fået lov til at forlade jobbet med eller uden afskedsreception, efter at HR og bestyrelsen har været inde over og set nærmere på f.eks. upassende sms’er, hede mailskriverier eller begramsninger til den årlige julefrokost.
Man skal her huske, at en diskret exit kan være guld værd, hvis man vil videre i karrieren, for en plettet privat adfærd med f.eks. voldssager eller #MeToo kan være utrolig svær at komme videre fra. For de handler – til trods for at vi alle kan have et svagt eller presset øjeblik – om vores personlige karakter, ikke om faglige fejl begået i virksomhedens tjeneste.
Uanset hvad, viser tidens trend, at det nu mere end nogensinde gælder om at have styr på sit privatliv, hvis man ønsker sig en karriere på højeste niveau.
Læs mere
Spænd bæltet til hård konkurrence på pensionsmarkedet og betydelige forandringer
Se de dyreste og billigste pensionshuse målt på administrationsomkostninger
Svær rekruttering venter headhunter på jagt efter Torben Mögers afløser
Velliv indgår aftale med det hurtigvoksende mæglerhus APC
Danica er topscorer i armlægning om SUL-forsikringer
Opgør mellem Finanstilsynet og fagforeningskæmper
Pensionskasser fanget i svært dilemma
Omstridt problemstilling sender pensionskassekunder i armene på PFA og AP Pension
Tilsyn skyder pensionsbranches forklaringer i flyttedebat ned. Ekspert tager selskaber i forsvar
Kunders penge fanget i pensionskasser, der blokerer for flytning
PensionDanmark rykker tæt på våbenindustrien
Pensionsbranchen har et stort forklaringsproblem