Der er langtfra konsensus i den danske pensionsbranche om, hvorvidt man ønsker at bruge pensionsopsparernes penge på at investere i våben, forsvar og genoprustningen af Danmark. Det viser en rundspørge, som InsideBusiness har foretaget i den danske pensionsverden.
Man skal nemlig være både blind og døv, hvis man ikke har opdaget, at der er sket ting på den forsvarspolitiske agenda i Danmark. Især siden årsskiftet har regeringen fået italesat risikoen for krig mellem et Nato-land og Rusland, mens krigen buldrer i både Ukraine og Israel/Palæstina. Behovet for oprustning, våben- og ammunitionsindkøb og værnepligt for både mænd og kvinder kulminerede til et pressemøde, hvor regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S), flankeret af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skruede gevaldigt op for oprustningen af Danmark. Her italesatte statsminister Mette Frederiksen over for InsideBusiness, at pensionsbranchen også skal løfte sin del,
”Jeg tror, at der fra nogle af jer (pensionsbranchen, red.) har været en tilbageholdenhed i forhold til at investere i våben. Hvad kan det betyde, og hvad kan det mon sætte sig i? Der må vi bare sige, at i den nuværende situation har vi behov for alle gode kræfter. Det kan være værnepligt, det kan være OPP-samarbejder, og det kan være at booste vores danske forsvarsindustri, hvor vi har meget dygtige virksomheder, som har et rigtig godt internationalt navn,” lød det fra Mette Frederiksen.
Men hvordan ser det ser egentlig ud hos pensionsselskaberne? Det har InsideBusiness prøvet at undersøge ved at gennemføre en rundspørge til alle pensionsselskaber. Resultatet er et broget billede fra den ene yderlighed til den anden. Den mest fredselskende, som helst ikke vil røre våben, er Pædagogernes Pension:
”Pædagogernes Pension har en af pensionsbranchens mest restriktive tilgange til investering i våben. Vores tilgang er udviklet i meget stærk samklang med vores bagland, og vi drøfter den løbende. Vi investerer til eksempel ikke i rene eller overvejende rene våbenproducenter, hvor våben/forsvar er hovedproduktet. Vi har ekskluderet producenter af atomvåben og producenter af andre kontroversielle våben, herunder klyngevåben. Vi fastholder vores nuværende tilgang, men støtter aktivt op om sikkerhed og stabiliteten i Europa, blandt andet ved at være en betydelig investor i stabil og grøn energiforsyning,” lyder det fra direktør i Pædagogernes Pension, Sune Schackenfeldt.
PensionDanmark ligger fortsat forrest
Men bortset fra den linje ser det faktisk ud til, at selskaberne har slået lyttebøfferne ud og er klar til at investere mere i forsvarsindustrien. Og der er flere niveauer at arbejde på. Det mest hardcore er utvivlsomt dem, der direkte investerer i våbenudvikling på dansk område. Dernæst kommer de, der investerer i dansk forsvar i form af OPP-projekter om ejendomme, mens det mest almindelige er at købe aktier i forskellige europæiske og amerikanske forsvarsvirksomheder.
På den modsatte fløj lægger PensionDanmark sig i front. Man indgår i konsortiet Danske Patruljeskibe sammen med Terma og Odense Maritime Technology, som har indgået kontrakt med FMI om design af nye patruljeskibe til søværnet. Herudover har PensionDanmark sammen med MT Højgaard Holding-koncernen og Deas Group vundet opgaven med at opføre og drive et nyt domicil til Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Man er klar til mere endnu, oplyser PensionDanmark til InsideBusiness:
”Som følge af de allerede igangsatte projekter forventer vi at investere store beløb i forsvarsrelaterede aktiver over de næste mange år. Vi vil også være opmærksom på nye muligheder, hvor vi kan bidrage til en styrkelse af Danmarks og Europas forsvar, men det kræver selvfølgelig, at det kan ske inden for vores målsætning om og forpligtelse til at levere et godt afkast til vores medlemmer. Med investeringer i forsvaret er det derudover afgørende at have stærke samarbejdspartnere med indsigt og kendskab til det produkt, kunden ønsker.”
Også AP Pension og PFA har skruet op
Hos AP Pension er man også i gang med at gå direkte ind med investeringer, idet man er ved at bygge et nyt domicil til Precision Technic Defence, som er i forsvarsindustrien. Desuden oplyser investeringsdirektør Pernille Jessen, at man har investeret i blandt andre L3Harris Tehcnologies, Howmet Aerospace, Axon Entreprise, Invisio, Rolls-Royce Holdings og Triumph Group.
”AP Pension er sat i verden for at skabe afkast til vores kunder, og derfor forholder vi os helt naturligt til de nye investeringsmuligheder, der måtte byde sig. Med udgangspunkt i EU’s nye forsvarsstrategi og den igangværende oprustning i Europa kigger vi på mulighederne for at øge omfanget af investeringer i forsvars- og våbenindustrien inden for de politikker og rammer, som allerede gælder på området i dag. Det vil sige, at AP Pension vil udnytte de nuværende rammer mere aktivt til at finde investeringer inden for forsvarssektoren, som forventeligt vil bidrage til et samlet godt afkast for kunderne,” siger Pernille Jessen.
Pernille Jessen oplyser, at AP Pension ud over investeringer i forsvars- og våbenindustrien også er åben over for investering i byggeri af for eksempel kaserner til det danske forsvar. AP Pensions samlede investeringer i sektoren på tværs af aktivklasser udgør et mindre trecifret millionbeløb.
Til sammenligning har PFA skruet gevaldigt op for forsvarsinvesteringerne det sidste års tid. PFA har investeret ca. 4 milliarder kroner i virksomheder, der har en del af deres omsætning relateret til forsvarsindustrien, mens PFA har ca. 1,5 milliarder kroner i mere direkte eksponering, det vil sige aerospace og defence. De 1,5 milliarder kroner er ikke ren våbeneksponering, men som navnet antyder, er aerospace og defence bredere set. Investeringerne i aerospace og defence er steget fra ca. 0,5 milliarder kroner sidste sommer til 1,5 milliarder kroner i dag, oplyser Rasmus Bessing, der er chef for bæredygtige investeringer og medinvesteringsdirektør i PFA. Også her har man mod på mere.
”Når Danmark, Europa og verden opruster, er det klart, at der skal investeres mere i forsvaret. Det er vi i PFA også klar til, og vi investerer allerede i dag, hvis det sker inden for FN’s konventioner om, hvad der er konventionelle våben og i øvrigt går hånd i hånd med et konkurrencedygtigt afkast til vores kunders pensionsopsparing,” siger Rasmus Bessing.
Statslig pensionskæmpe gør sig klar
Også pensionsgiganten ATP har tænkt sig at skrue op for investeringer i forsvarsindustrien, efter at det politiske klima har ændret sig. Investeringsdirektør Mikkel Svenstrup oplyser dog, at man har ikke nogen våben-/OPP-samarbejder med forsvaret. Men man lytter til de politiske signaler:
”Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er voldsomt forandret over de seneste år. Og betydningen af et stærkt forsvar er blevet meget tydelig; det er statsministerens nylige udtalelser og EU’s nye forsvarsstrategi et klart bevis på. Forsvarsinvesteringer har – inden for rammerne af internationale konventioner – i mange år og på forskellig vis været en del af ATP’s investeringer. De er vigtige for ATP, og vi er åbne over for, at den type investeringer bliver større fremover, under forudsætning af at det kan bidrage til et godt afkast til vores medlemmer,” siger Mikkel Svenstrup.
ATP’s linje minder en del om en række pensionsselskaber, som erkender behovet og er klar til at støtte op, men man har endnu ikke fået fingre i de udbudsrunder samt OPP-samarbejder, som kører.
Administrerende direktør Jens Munch Holst, Akademikerpension, har også læst skriften på væggen, men man har endnu ikke haft held til at vinde nogen af de udbud, som er i gang på forsvarsområdet.
”Der har til dato kun været ganske få forsvarsrelaterede OPP’er, og vi har ikke vundet nogen af disse udbud, men vi forstår at der er et politisk ønske om at anvende denne finansieringskilde mere. For AkademikerPension vil det være meget attraktivt at byde på sådanne OPP’er, både fordi vi tænker, at det er gode og sikre investeringer, og fordi vi ønsker at støtte op om dansk forsvar,” siger Jens Munch Holst, som er klar til at skrue yderligere op.
“Vi forventer, at vi i AkademikerPension vil foretage øgede investeringer i forsvarsområdet over de kommende år, i takt med at hele området udvider sig. Det flugter fint med statsministerens udmelding.”
I dag har AkademikerPension aktie- og obligationsinvesteringer i forsvarsvirksomheder som CAE, MTU Aero Engines, Melrose Industries og Saab.
Andre pensionsspillere bakker op om linjen
Det flugter meget godt med linjen hos Danica, Nordea Pension, P+, Sampension, Lægernes Pension, Industriens Pension, PKA og Velliv, som endnu ikke har fået lavet direkte investeringer eller OPP, men hvor man hører, hvad politikerne siger.
”Det har i forvejen været muligt for os at investere i våben, så på den måde har vi ikke noget behov for at ændre vores politik. Men det er klart, at vi følger med i den udvikling, der har været i europæisk sikkerhedspolitik, hvor vi bare må sige, at det er blevet højaktuelt for hele Europa, at vi har et stærkt forsvar,” siger Poul Kobberup, investeringsdirektør hos Danica.
Mens en spiller som PensionDanmark på den ene side er nærmest ideologisk og måske også på grund af arbejdspladser er gået all in på investeringer i forsvaret, og Pædagogernes Pension har gjort det modsatte, så lægger Industriens Pensions investeringsdirektør, Peter Lindegaard, lidt op til det samme som PensionDanmark:
”Vestlige forsvarsvirksomheder har altid været en del af vores investeringsunivers, og det er de fortsat. Vores politik på området er dermed ikke ændret. Vi vil fortsat have fokus på virksomheder, der bidrager til Danmarks og vores partneres forsvarspolitik – naturligvis under forudsætning af at de lever op til vores politik for ansvarlige investeringer og for eksempel ikke er involveret i konventionsstridige våben.”
Også her er man klar til at skrue gevaldigt op for investeringerne.
”Vi har ikke noget fastsat mål for, hvor meget investeringer i forsvaret og våbenindustrien skal fylde i porteføljen. Det afhænger helt af investeringsmulighederne og de specifikke investeringscases. Når det så er sagt, så kunne en del tyde på, at der i fremtiden vil komme flere interessante investeringsmuligheder i blandt andet det danske forsvar, for eksempel konkrete OPP-projekter med forsvaret om opførelse, vedligeholdelse og drift af forsvarets bygninger. Det vil vi i givet fald se på med åbent sind,” siger Peter Lindegaard.
Sampension vil gerne dygtiggøre sig
Til sammenligning lyder meldingen fra Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension, at det først og fremmest handler om afkast og opbygning af investeringserfaring snarere end politisk stillingtagen
”Vi overvejer gerne investeringer på området, enten gennem børsnoterede selskaber eller for eksempel via OPP-samarbejder. Vi tilgår sådanne projekter ud fra en kommerciel vinkel og tænker umiddelbart, at det giver bedst økonomisk mening, når vi deltager i projekter, som har potentiale for at blive gentaget med en vis grad af standardisering, med mulighed for erfaringsopbygning og dermed med mulighed for stordriftsfordele, for eksempel i byggeri og vedligeholdelsen heraf. ”
Også de ’blødere’ pensionskasser, som organiserer sundhedspersonale, melder sig klar til at støtte op om fanerne:
“Vi har ikke aktuelt investeret i OPP-samarbejder med forsvaret. Vi har almindelige aktieinvesteringer i virksomheder, der er involveret i produktion af konventionelle våben og militært udstyr i kategori med det, der også benyttes af dansk politi og forsvar,” lyder det fra PKA, som blandt andet passer på sygeplejerskernes penge.
Nogenlunde samme linje anlægges af Lægernes Pension:
“Lægernes Pension er ikke aktuelt involveret i konkrete OPP-projekter på forsvarsområdet og har heller ikke aktuelle planer om, at indgå i sådanne. Vi er, hvilket tidligere er blevet kommunikeret af vores brancheorganisation, Forsikring & Pension, åbne over for at bidrage med investeringer i dansk forsvar under de rette betingelser. Vores politik tillader på den baggrund investeringer i visse producenter af konventionelle våben, og vi er som følge heraf investeret i flere europæiske våbenproducenter, for eksempel tyske Rheinmetall.”
Læs mere
Statsminister Mette Frederiksen presser pensionsbranchen for øgede investeringer i våben og forsvar
Russiske cyberangreb udstiller virksomheders sårbarhed. Men forsikringsselskaber øjner muligheder
Kære statsminister, du er så sent ude med budskabet om oprustning, at det er pinligt
Hybridkrig rammer cyberforsikring på kritisk tidspunkt
Ukraine-krig ændrer forsikringsbilledet totalt. Pris på cyberforsikringer skyder i vejret
Risikoen for cyberangreb undervurderes – og forsikringssummerne skal op