;
marmorbyen web

Inside story

Investorer i gang med milliardudsalg af ejendomme

Pensionskassen P+ er i fuld gang med at frasælge ejendomme for over 2 mia. kr. i et marked, hvor køberne står i kø, og udbuddet ikke matcher den voksende interesse for mursten. Også tysk storinvestor vil udnytte investorernes enorme appetit på ejendomme.

Mens coronapandemien har ramt flere brancher ualmindelig hårdt, ser ejendomme ud til at være en af krisens helt store vindere.

For mens alle aktører inden for rejser og underholdning er sendt i knæ af pandemiens følgevirkninger, har et område som fast ejendom vist sig ualmindelig modstandsdygtigt over for udsving i økonomien og ydre påvirkninger.

Derfor er efterspørgsel på store ejendomsinvesteringer herhjemme også historisk høj, idet både kapitalfonde og udenlandske opkøbere jagter mursten som aldrig før.

Den helt store udfordring er imidlertid, at der simpelthen ikke er nok porteføljer i markedet til at mætte den enorme efterspørgsel.

Investorernes dilemma er nemlig, at de ganske vist kan sælge til rekordhøje priser, men hvis man som eksempelvis pensionskasse har både et ønske og en strategi om fortsat at have en vis eksponering i segmentet, kan det være svært at få genplaceret sin investering.

En af dem, der dog alligevel vælger at sælge ud af porteføljen, er P+, der ifølge kilder med indgående kendskab til processen er ved at sælge ejendomme for over 2 mia. kr.

Det sker med hjælp fra Nordicals, det tidligere Nybolig Erhverv, og de to porteføljer rummer en række boligejendomme, hvor der er såkaldt omkostningsbestemt husleje, der kan lægge et loft over, hvor meget ejerne i sidste ende kan hente i afkast.

Ikke desto mindre er interessen i markedet ganske stor, hvorfor den første portefølje med 6 ejendomme og i alt omkring 31.000 kvadratmeter forventes at være solgt inden for få uger.

Den anden portefølje skal ligeledes sælges af Nordicals, og øvelsen skal ifølge pensionskassen ses som et led i at optimere balancen i selskabets portefølje af ejendomme, der ved årsskiftet havde en værdi på omkring 10 mia. kr. og har givet et gennemsnitligt årligt afkast på lidt over 10 procent siden 2016.

”I P+ har vi løbende en vurdering af sammensætningen af vores investeringsportefølje. I en årrække har vi haft en relativ stor del af vores portefølje investeret i danske boligejendomme. Vores vurdering er aktuelt, at vi gerne vil justere en anelse på dette forhold, men danske ejendomme kommer fortsat til at være en betydelig andel af vores investeringsportefølje,” skriver pensionskassens kommunikationschef, Lisa May Devine, i en mail til InsideBusiness.

Tysk storinvestor vil sælge ud

Ud over P+ arbejder den tyske storinvestor Patrizia også på at sælge en række nybyggede boliger i Københavns Nordhavn. For tre år siden betalte den udenlandske aktør lidt over 1 mia. kr. for at overtage de spritnye ejendomme fra pensionskassen Pensam og udvikleren By & Havn, men nu ser tyskerne altså en mulighed for at sælge en del af boligerne fra og sikre sig et solidt afkast.

Den proces styres af det internationale mæglerhus CBRE, der også i skrivende stund arbejder på at lukke salget af elgiganten Ørsteds hovedsæde.

Chef for capital markets i CBRE Christian Bro Jansen ønsker ikke at kommentere konkrete sager, men understreger, at man hos rådgiveren fortsat oplever stor efterspørgsel, selv om der ikke er et match mellem antallet af porteføljer til salg og den enorme efterspørgsel fra især professionelle investorer.

”Der er fortsat stor efterspørgsel efter danske ejendomme fra både fra danske og udenlandske investorer. Et af de største risikoelementer netop nu er dog, at der ikke er nok investeringsprodukter i forhold til den kapital, der er til rådighed,” siger han.

Christian Bro Jansen peger endvidere på, at der trods fortsat stor efterspørgsel vil være investorer, der kræver discount på eksempelvis investeringer i retail og hoteller, der har været hårdt ramt af covid-19.

CBRE har ikke fremlagt deres regnskab endnu, men hos flere konkurrenterne har covid-19 sat deres tydelige præg på regnskabet.

Tilbagegang efter svært år

Hos Colliers, der efter overtagelsen af Sadolin & Albæk i 2018, anses for at være den førende aktør herhjemme, er bruttofortjenesten faldet fra 186 mio. kr. til 161 sidste år. Samme udvikling ses hos Red Cushman Wakefield, hvor bruttofortjenesten er skrumpet med næsten 20 mio. kr. siden jubelåret 2018.

Tilbagegangen hos de forskellige mæglere skal dog ses, i forhold til at der sidste år var flere måneder i foråret, hvor stort set al aktivitet var lukket ned. Efter sommerferien tog det imidlertid fart igen, især fordi mange investorer for alvor fik bekræftet, at det danske ejendomsmarked er robust og en sikker havn i en tid, hvor mange andre aktiver er under pres.

Udfordringen for branchen er imidlertid, at man ud over et for smalt udbud også har svært ved at få mange af de udenlandske investorer til landet på grund af rejserestriktioner. Begrænsningerne giver især udfordringer, da mange investorer ofte har som et krav, at de skal besigtige en ejendom fysisk, før de endegyldigt kan sætte deres underskrift på en købsaftale.