Mens mange investorer har travlt med at bremse kraftig op inden for unoterede investeringer, gør PKA nu igen klar til nye opkøb inden for medicinalindustrien.
Pensionskassen har således netop etableret en fond med et samlet tilsagn på knap 1,7 milliarder kroner, der skal investere i minoritetsposter side om side med Novo Nordisks pengestærke ejer, Novo Holdings.
Den nye fond, Private Equity Minorities II, er en direkte efterfølger til forgængeren, der blev etableret i foråret 2022 med et samlet tilsagn på 5 milliarder kroner.
At fonden er markant mindre, vidner om, at investorernes appetit på alternative investeringer fortsat er til stede, men dog ikke er nær lige så stor som tidligere.
Også denne gang er det forvalteren Maj Invests kapitalfondsarm, der får til opgave at stå for den daglige drift af fonden, herunder at udarbejde due diligence på de enkelte investeringer.
”Vi kører langt hovedparten af vores direkte alternative investeringer via IIP, og det setup er vi rigtig glade for. Men samarbejdet med Novo Holdings giver os adgang til nogle rigtige spændende investeringer inden for life science, som vi normalt selv ville have svært ved at source,” siger investeringsdirektør i PKA Michael Nellemann.
Af årsregnskabet for den første minoritetsfond fremgår det, at man i foråret 2023 havde foretaget i alt 14 investeringer, primært i USA og Europa, hvilket svarer til, at omkring 70 procent af fondens samlede midler var blevet brugt.
Det er sket relativt hurtigt, blandt andet fordi hele kapital- og venturemarkedet oplevede et markant prisfald i løbet af 2022, hvilket dog samtidig har budt på række interessante opkøbsmuligheder.
Dog understreger Michael Nellemann, at man trods de markante prisdyk især inden for primært venture har valgt at fokusere på noget mere modne selskaber.
”Der er ikke tale om ventureinvesteringer, men større virksomheder, der er noget længere fremme og har et fornuftigt cashflow. Der er typisk tale om globale markedsledere på deres område, der samtidig kan fremvise fine vækstrater, og vi går ikke ind blot med henblik på et hurtigt, kortsigtet afkast, men går efter at være langsigtede ejere,” siger Michael Nellemann.
Har opgraderet
Som mange andre pensionskasser har PKA selv oprustet voldsomt inden for det alternative område, i takt med at man har øget investeringerne her markant.
Også Finanstilsynet har løbende løftet pegefingeren over for pensionssektoren som helhed, da den finansielle vagthund har haft en bekymring for, hvorvidt de store kasser har haft tilstrækkeligt med kompetencer og ressourcer til at gå ind i det komplicerede marked, der typisk kræver langt mere forarbejde og løbende fokus end almindelige investeringer i aktier og obligationer.
Netop PKA var en af de første herhjemme, der selv skabte sin egen investeringsarm i form af PKA AIP, der siden er blevet betalt i AIP Management og IIP, der håndterer langt de fleste alternative investeringer.
Set i det lys kan det undre, at PKA har behov for at hyre Maj Invest til at håndtere investeringerne i den nye minoritetsfond, da det udefra kan synes som et fordyrende led.
Michael Nellemann understreger dog, at det trods samarbejdet med Novo, der er primus motor i investeringerne, for pensionskassen er vigtigt at have en dedikeret forvalter, der kan håndtere investeringerne for PKA.
”Det er som udgangspunkt Novo Holdings, der står for at identificere de enkelte investeringer, men vi bruger Maj Invest til at lave vores egen gennemgang af de enkelte investeringer, før vi går ind i dem. Hertil kommer der selvfølgelig ud over due diligence nogle løbende omkostninger, men vi ser det fortsat som en mulighed for at skabe et attraktivt alternativt afkast”, siger han.
Pres på afkast
Mens de faldende priser og et noget mere udfordrende rentemiljø har sendt priserne på de fleste selskaber i frit fald, har det samtidig sat pres på det afkast, investorerne i sidste ende kan sætte næsen op efter.
Hvor det de senere år ikke har været ualmindeligt med et afkast på over 20 procent vel at mærke i en tid, hvor renten var nul, ser det noget anderledes ud i dag.
Presset på både priser samt ikke mindst de gældsmultipler og renter, som bankerne nu kræver, betyder, at afkastene i den alternative gren pludselig er kommet under pres.
Spørgsmålet er derfor, om aktivklassen overhovedet giver mening på samme måde, som det var tilfældet, før krigen i Ukraine brød ud.
Forud for Putins invasion havde der i mange år været et regulært stormløb mod alt fra grøn energi til ejendomme og aktier i unoterede selskaber, men selv om det forventede afkast på kort tid har fået et nøk nedad, så mener Michael Nellemann fortsat, at det giver mening for pensionskassen at satse offensivt her.
”Vores afkastkrav for denne type investeringer er den samme som andre alternativer. Vi ser gerne, at aktiverne over en længere periode leverer et gennemsnitligt afkast på omkring 15 procent efter omkostninger. Den tid, hvor man kan lave over 20 procent inden for co-investeringer og private equity, er desværre nok forbi,” siger han.
En god investor?
Et andet pressende spørgsmål i forhold til PKA’s samarbejde med Novo Holdings er naturligvis, hvor god en investor den enorme pengetank rent faktisk er.
Man har ganske vist under ledelse af topchef Kasim Kutay været gennem en stor udvikling og har akkurat som mange pensionskasser oprustet voldsomt på investeringsfronten, herunder på det alternative område.
Indtil videre har strategien dog ikke givet noget synderligt imponerende afkast, og ifølge Novo Holdings seneste årsrapport har man de sidste fem år blot fået et afkast på 7 procent på den del af forretningen, der ikke omfatter de guldrandede aktier i Novo Nordisk.
Michael Nellemann understreger dog, at man i forbindelse med samarbejdet med pengetanken har analyseret en række faktorer ud over blot det rene afkast.
”Vi har selvfølgelig også været inde at vurdere Novo Holdings’ trackrecord i forhold til de investeringer, de selv har foretaget gennem årene. Den ser fornuftig ud, men for os er det mindst lige så vigtigt, at vi med Novo i front kan afdække et marked og drage nytte af deres due diligence på interessante virksomheder og komme ind nogle steder, hvor vi nok ikke havde fået adgang på egen hånd. Det har også stor værdi for os,” siger han.
LÆS MERE
Her er landets førende M&A-advokater
EQT jagter medejer til gældstynget investering
Giganter klar til at byde på dansk klenodie
Partnerexit kaster usikkerhed over succesfonds danske satsning
Kapitalfond lurer på frasalg af dansk it-komet
Kapitalfonds salg af problembarn giver syngende økonomisk lussing
Gældsbombe tikker under kapitalfondens opkøb
Lukrativt M&A-marked i brat fald