marmorbyen web

Inside story

Pensionskasser øjner gyldne afkast ved omstridt strategi

Trods kritik fra flere sider har flere pensionskasser indtil videre haft stor succes med at udvikle ejendomme og frasælge dem med stor gevinst. Nu gør også Pensam klar til at spinde guld på nybyggede lejligheder i Københavns Nordhavn, der skal sælges for over 1 milliard kroner.

De danske pensionskassers strategi med selv at udvikle ejendomme fra bunden er blevet mødt med kritik fra flere sider, men nu gør endnu et selskab klar til at spinde guld på netop den manøvre.

Senest kunne InsideBusiness fortælle, hvordan pensionskæmpen PFA stod klar til at inkassere en solid gevinst på sit køb af den tidligere noget faldefærdige PostNord-ejendom i Købmagergade, som pensionsselskabet har renoveret.

Nu gør også Pensam klar til at sælge endnu et af de risikable projekter fra med en yderst solid fortjeneste. Det drejer sig om omkring 250 nybyggede lejligheder i Københavns Nordhavn, som pensionskassen har opført i samarbejde med det kommunalt ejede By & Havn.

Det er erhvervsmægleren RED Property Advisors, der er blevet udpeget til at finde en køber til de mange nye lejligheder, der ligger et stenkast fra Øresund og er nabo til FN Byen.

Fortroligt materiale, som InsideBusiness er kommet i besiddelse af, viser, at Pensam og det kommunale udviklingsselskab i bedste fald kan forvente at få over 1 milliard kroner for deres ambitiøse projekt, der allerede har tiltrukket sig stor opmærksomhed fra især udenlandske købere.

Danske investorer er dog mere forbeholdne over for det store udbud. Det skyldes ikke blot, at projektet endnu ikke er fuldt udlejet, men også at en stor del af Nordhavn fortsat er en byggeplads.

Kvarteret, der ligger et par kilometer fra centrum i København, er ganske vist et af de mest ambitiøse udviklingsprojekter herhjemme, men øvelsen med at omdanne det aldrende industriområde til et attraktivt boligområde med både lejligheder og butikker ventes fortsat at tage en del år.

Det afholder imidlertid ikke de udenlandske købere fra at melde deres interesse en efter en, og hos RED har man allerede indledt tæt dialog med mindst én interesseret køber.

Påtager sig en risiko

Netop pensionskasserne strategi om selv at udvikle ejendomsprojekter har været flittigt beskrevet blandt andet i disse spalter, og manøvren er bestemt ikke en, der er blevet mødt med udelte klapsalver.

Flere eksperter har således peget på, at pensionskasser som Pensam påtager sig en ganske betydelig risiko ved at gå så tidligt ind i ejendomsinvesteringer.

Tidligere var det marked forbeholdt eventyrlystne developere i den danske ejendomsbranche, men efter at hovedparten af dem har drejet nøglen om, er scenen nu overladt til landets pensionsgiganter, der med masser af kapital og et enormt investeringsbehov er gået massivt ind i udvikling af ejendomme.

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness har blandt andet PFA et gyldent afkast i sigte i forbindelse med frasalget af PostNords gamle ejendom i Købmagergade, der meget vel kan indbringe landets største pensionskasse over en halv milliard kroner. Oprindelig købte PFA det gamle postkompleks for 400 millioner kroner, og siden har man investeret 200-300 millioner kroner i en omfattende istandsættelse.

Et projekt, der bestemt ikke var uden risiko, men nu tyder alt altså på, at PFA får lov til at le sidst.

Går ikke altid godt

Når PFA, Pensam og andre pensionskasser som AP Pension og Danica i stigende grad investerer tidligere i ejendomsprojekter og ofte selv står med murerskeen i hånden, skyldes det kassernes stigende behov for at finde alternative afkast.

Ofte vil risikoen ved selv at påtage sig en del af byggeriet kunne opvejes, såfremt det lykkes at frasælge projekter med en solid fortjeneste, men der har dog været enkelte eksempler på, at øvelsen ikke altid bærer frugt.

Således har blandt andet ATP og Industriens Pension været nødt til at foretage en større nedskrivning af det store Axel Towers i hjertet af København, blandt andet på grund af småskuffende lejeindtægter.

Kontor- og erhvervslejemål er dog ifølge flere aktører også behæftet med en del større usikkerhed end boliger, der i dagens marked stort set altid kan udlejes.

 

LÆS MERE

Milliardhandel er gift for kapitalfonds salg af ejendomskæmpe

Hovedrig fond jagter sky rigmands livsværk

Kapitalfond klar til lynslag af ejendomsgigant

Pensionsgiganter arbejder på kæmpehandel

Pensionsselskaber er ejendomsbranchens nye lykkeriddere